Jeg har en mistanke om, at folkene bag The Rain har listet subliminale billeder af Tobias Hamann ind i serien. Det er den letteste måde at forklare mit voksende og irrationelle modvilje mod serien, der løbende gav mig lyst til at råbe ad skærmen.

For det første var jeg noget overrasket over at opdage, at den ikke er en adaption af Virginia Bergins Regnen. Dernæst blev jeg overrasket over, hvad fanden folkene bag serien havde tænkt på?! For der er egentlig et fedt oplæg, og man kan se nogle gode tilløb, og jeg tænker, at der i en eller anden platonisk version findes en virkelig fed udgave af den tanke, skaberne havde i hovedet, da de gik i gang med The Rain. Det, der overlevede turen fra tanke til skærm, er desværre en noget slatten affære. Som om den har ligget lidt for længe i vind og vejr.

En virus slipper ud og bruger regnen, som Jason bruger en machete: til at slå folk ihjel. Simone og hendes trælse lillebror Rasmus bliver reddet i ly i en bunker med forbindelse til folkene bag, og der tilbringer de så seks år i rimelig afslappethed, mens verden får overstået den der beskidte undergang og kan præsentere sig selv i pæn postapokalypse-æstetik, når de kommer ud. Da de gør det, er Simone blevet klippet og Rasmus en debil kristusfigur – måske er det skabernes måde at håndtere, at seks års isolation nok ville gøre folk lidt sære.

De møder fluks en lille gruppe unge mennesker, der alle virker, som om de har stået på pause siden undergangen – de har lært at overleve, men mentalt er der ikke meget, der adskiller dem fra folk, man kunne have været irriteret over at møde på gaden seks år tidligere. Regnen er stadig et Damoklessværd at nukleare proportioner, men de lader til at være mest bekymrede over deres egne følelser. Man kunne mistænke, at serien egentlig bare er startet med en ide om unge mennesker alene i skoven, og der først senere at koblet de større perspektiver på.

Men så går den vilde skattejagt. Jagten på mad og ly bliver lidt glemt hen ad vejen, men heldigvis er der “de fremmede”, som alle medvirkende insisterer på at kalde dem – russisktalende, bevæbnede mænd, som bruger droner til at jage folk. Og Simone vil åh så gerne finde sin far og beskytte sin bror, hvilket hun vil så meget, at det udelukker andre højere kognitive funktioner.

Det hele fortælles på velkendt vis efter Hollywood-skabeloner, så man undres over, at det var nødvendigt at gøre det til en dansk serie. For som dansker har man lidt samme oplevelse, som når fagfolk ser deres område omtalt i medierne – det er lettere at tro på skabernes kompetencer, når folk taler et sprog, der er fremmed for én, end når man kan høre præcis hvor opstyltede og kunstige de danske replikker er. Det gik mig så meget på nerverne, at jeg er ude af stand til at formulere noget ordentligt sammenhængende om det og blot vil udstøde et aaaaargh som udtryk for mine følelser.

“Verden er gået under… skal vi ikke pjække og lege kåd leg i sengen?”