Ved du, hvor dine børn er lige nu? Det gør denne mand ikke! Genevieve, CC BY 2.0

Jeg ved egentlig godt, at jeg ikke burde kunne lide tv-serialiseringen af Harlan Cobens bog – men et eller andet i mig morede sig voldsomt over den totalt overgjorte “der er hemmeligheder overalt”-thriller.

Michael C. Hall spiller enkemanden Tom, der ligesom hans mest kendte rolle, Dexter, lever et liv, der går ud på at skjule sin sande identitet for omverdenen. Jeg er ikke sikker på, at serien selv er bevidst om dette, godt nok, og Tom er i al fald ikke – men det er svært at komme uden om, at han er lidt af en røvhul. Hans teenagedatter forsvinder pludselig og næsten sporløst, men hep, det er da heldigt, at vor helt har sørget for at installere en spionapp på sit afkoms telefon – den afslører foruroligende beskeder, og Michael går fra hårdt prøvet enkemand, der knalder med en ny, men ikke vil have det offentliggjort, til hårdt kørende efterforsker, der jagter selv den mindste flig af en hemmelighed til dens udspring… for så sammenbidt af jagte efter den næste.

Det er grundlæggende velkendt og meget afslappende tv. Datterens kæreste findes død i en swimmingpool, naboerne har hemmeligheder, datteren har hemmeligheder, hovedpersonen har hemmeligher, det hele er som en Oprah Winfrey-gavebod af hemmeligheder.

Du har en hemmelighed, og du har en hemmelighed…

Gennem det hele stormer Tom som en sammenbidt papfigur og råber ad folk, der kan bringe ham nærmere sagens opklaring – på et tidspunkt var i som seere ude i en teori om, at det hele bundede i datterens forsøg på at undslippe sin psykotiske far, og jeg synes selv, at det ville være en fed afslutning (en slags domestic noir-udgave af Agatha Christie), men desværre (undskyld, der skulle måske have være en slags negativ-spoiler-advarsel på). Underholdningen er naturligvis for en god dels vedkommende at gætte på forklaringen ud fra de liv, der blotlægges på skærmen, men for mit vedkommende var den lige så meget at så det hele som en slags kabuki-soap opera, hvor alle karaktertegninger er i rette vinkler, og selv den mindste personlivsforvikling bliver som en akt i en opera. Hovedpersonen er ikke i mine øjne Tom, men den underholdende far i den nyrige familie, som gør sit yderste for at skjule fundet af en død dreng i deres pøl. Det er sjældent, at en krimi har fået mig til at le højt – og selv om jeg ikke er sikker på, det var meningen her, så vil jeg dog alligevel give en forsigtig anbefaling af Safe. Jeg kan ikke sige, hvordan den fungerer som krimi, men som grotesk underholdning med 120 kilometer i timen var den faktisk okay.