Hail Discordia!
Illuminatus trilogien er nok den mærkeligste romanserie, jeg nogensinde har læst. Det er en hyldest til 60’erne og 70’ernes modkultur, hippier, hash, fri sex og konspirationsteorier, masser af konspirationsteorier. Den handler om hvordan de frie hippier i deres guld ubåd battler the squares, Regeringen, Illuminatien og udøde Nazister. Bogen er bygget på parodireligionen Discordianisme, som Wilson og Shea besluttede at bygge en myte op omkring.
It started with the Discordian Society, which is based on worship of Eris, the Greek goddess of confusion and chaos […] We felt the Society needed some opposition, because the whole idea of it is based on conflict and dialectics. So, we created an opposition within the Discordian Society, which we called the Bavarian Illuminati […] There were several Discordian newsletters written in the 1960s, and several Discordian members wrote for the underground press in various parts of the country. So, we built up this myth about the warfare between the Discordian Society and the Illuminati for quite a while, until one day Bob Shea said to me, “You know, we could write a novel about this!”
Det er en underlig bog. Som roman er den nok ikke ret vellykket, men den er meget festlig. Jeg blev aldrig helt færdig med den. Hvis jeg havde været et mindre ordentlig menneske, og kendt flere steder hvor jeg kunne købe stærk tobak, så havde det hjulpet. Både med at “forstå” romanens budskab (og afslutningen på 2001).
Som jeg er blevet ældre er jeg heller ikke sikker på at jeg køber ønsket om underlighed og wierdness. Hvis man kører det ud i det ekstreme så ender man med stridens orange æble… Donald Trump.
6 kommentarer
Årh, den forsøgte jeg mig med for et år eller to siden – og jeg føler lidt, jeg ramte en mur af “Den burde man have læst som knægt”… eller måske, som du antyder, den burde jeg have røget lidt pibeurt til. Men hvis jeg havde gjort begge dele, er jeg ikke i tvivl om, at den ville have været en bibel.
Der er en forbandelse over bøger om konspirationsteorier og hemmelige selskaber. Umberto Ecos Foucaults Pendul er heller ikke lige i skabet. Den ville have haft godt af en tur med forlægger kniven.
Men fordi Umberto er en ret god forfatter, så er den enkelte steder en ret fabelagtig bog, men bare alt, alt for lang.
Jeg kan ikke holde med dig hvad angår Foucaults pendul, men vi kan mødes på halvvejen og lege at Da Vinci-mysteriet er alt det der blev redigeret ud af FP?
Jeg læste på wiki, at Umberto havde sagt en gang, at han anså Dan Brown som en karakter fra Fourcaults pendul. En af de gale mennessker der selv var begyndt at tro på deres skøre konspirationer.
Altså, de dér “rigtige” illuminatorer, var jo blot nogle der forsøgte sig med lidt turbo-frimureri (dog havde de noget imod religionens indflydelse på dagliglivet – et sundt træk), men den gik jo ikke, for det var før 1792. Så de fik besked på at holde kaje. Andre grupperinger og “hemmelige selskaber” overtog sidenhen navnet/titlen, og jeg tror minsæl at en “bevægelse” som EnlightenNext har skelet lidt til hypet.
Jeg husker iøvrigt, at “Illuminati”-bøgerne stod i høje stakke, sammen med “The ESP-worm”, nede i Fantasks antikvariske afdeling. Åbenbart ikke til at komme af med.
Iøvrigt – og noget andet, men stadig konspiratorisk ad helvede til 🙂 – “Reptilfolket”! Denne “tanke” udspringer af en King Kull-historie, Robert E. Howard “The Shadow Kingdom”. Udgivet som tegneserie v/Sal og John Buscema, kan findes i SerieMagasinet nr. jegskalkommeefterdig.
Hej!
Altså, jeg er positivt indstillet overfor at tilslutte mig en konspiration illustreret af Buscema! 🙂