Du behøver ikke en ansigtstatovering for at have det så sjovt som jeg – men det hjælper!

På et eller andet tidspunkt vil jeg tage mig sammen og skrive lidt om, hvordan det har været med et par måneders abonnement på Amazon Prime Video – men hver gang min irritation er ved at nå et punkt, der kunne anspore til handling, falder jeg over noget i deres samling af film. Det kan være noget godt, men det kan også være noget sært underholdende som i tilfældes Kaashmora.

Jeg har ingen erfaring med indiske film – udover de enkelte klip med charmerende overkørte actionsekvenser, som har cirkuleret på nettet og så en forventning om sang- og dansenumre. Og begge dele leverer Kaashmora – sammen med oplevelsen af at se en klassisk Hollywood 80er-film. Jeg forestiller mig Eddie Murphy i hovedrolle som elskelig antihelt.

Det bliver ikke mindre fremtrædende af, at filmen grundlæggende starter med the golden child. Hun og Batman – eller rettere: en skikkelse bestående af flagermus – vil begge have fat i Kaashmora. Denne viser sig at være en showman-exorcist med en sans for melodrama – og en skrumpehovedhammer. Begge dele bruger han med god virkning til at tjene penge (og angivelig uddrive ånder). Der findes en industri af exorcister, men sammen med familien er Kaashmora helt klar stjernen (og den, der tjener flest penge)

Jeg mistænker, at Karthi, der spiller hovedrollen (begge hovedroller, faktisk) er et kendt navn i Indien, men det er nu rart at se en film med en ukendt ansigt, der afviger så meget fra en Hollywood-podperson. Det er som en se en film fra 70erne, hvor det største krav til et mandligt sexsymbol var et imponerende overskæg. Jeg ville sige, at det var rart for mit selvværd, men desværre er min skægvækst bedst defineret som sølle (Jeg har dog stadig den midaldrende hvide mands tro på, at der et eller andet sted derude er en kultur, som automatisk vil opfatte mig som indbegrebet af mandlig lækkerhed).

Kaashmora og familien får ledsagelse af en forsker, hvis tilgang er ghosts before broes – ingen ægteskab, før hun har set et spøgelse. Og efter en god del omveje havner de i et hjemsøgt palads, og seeren får et langt flashback. Paladset hjemsøges nemlig af en ond krigsherre, og hans historie får vi i et længere segment, der virker som Zack Snyders 300 på… ja, på mere 300 måske? Det er i al fald voldsomt spas.

Indrømmet, Kaashmore er nok ikke at regne som en GOD film – der er nok nogle kulturelle forskelle, der står i vejen. Men den er en superunderholdende oplevelse. Den er for lang, den er for fjollet, den bruger en masse energi på unødvendige sager og så videre, men den er også umiddelbar, med glimt i øjet og fornøjelig på et befriende niveau.

Jeg drømmer lidt om, at DCs fyrede Zack Snyder og ansatte instruktøren her til at stå for deres filmunivers. Han hedder også Gokul, så ærligt talt, hvad venter de på? Det er jo som at ansætte en tegneseriefigur, og med disse tiders snak om diversitet er det perfekt på flere punkter. Og så er jeg ret sikker på, at han ville få overstået den evindelige oprindelseshistorie med en musikvideo. Med powerguitar.

Forkæl dine øjne med traileren for Kaashmora:

https://www.youtube.com/watch?v=AJpED8zJlzo