I ulvens tegn — Skyggenes Dal (2017)
6-årige Aslak bor alene med sin mor og tomrummet efter en storebror, som er indtrådt i statistikken over narkorelaterede dødsfald. Hans ældre ven, Lasse, mener at en varulv er på færde i den norske fjeldbygd, men da Aslaks hund løber væk, drager han uden tøven i skoven for at finde den.
Hans færd skildres i malérisk cinematografi, og et manende soundtrack. Om Aslak finder varulven er uvist, men i mødet med den ugæstfri natur på fjeldet, kommer han i al fald overens med den. Skyggenes Dal handler ikke om monstre som sådan, men om de begrebskløfter, der skiller kultur fra natur, og børn fra voksne.
🌖 — bare for den scene, hvor Aslak sidder, grædende og alene i regnen, og taber sin gennemblødte marmelademad i skovbunden, er jeg helt okay med at der ikke er en varulv i syne.
I dagene (nætterne) op til og med næste fuldmåne tæller Superkultur ned med daglige anmeldelser af varulvefilm.
Der er fokuseret på biograffilm fremfor TV-produktioner, lige som det har været et hovedkriterie, at varulven er i fokus, og altså ikke del af et større monstermenageri. Udvalget er i mindre grad gjort ud fra kvalitet end historisk spredning og signifikans, samt en vis tematisk repræsentation. Der er overvægt til det anglofone sprogområde, omend der er tilstræbt en beskeden geografisk variation.
Filmene bliver bedømt i form af fem månefaser fra nymåne 🌑 (værst) til fuldmåne 🌕 (topkarakter). Samtlige anmeldelser kan løbende findes her. Må den bedste ulv vinde!
Ingen kommentarer