Det er svært at fortælle om noget, man ikke rigtig har et sprog for. Jeg mener: jeg har levet i en forholdsvis simpel verden, hvor malerier var noget, der hang på væggen, og musik var noget, der mindede om en historie med en start, en midte og en slutning (eller demonstrativt en antihistorie, der går efter en følelse). Så det var en sært oplevelse at opleve malerier, som hovedsageligt bestod af processen, og musik, som blev improviseret i forhold til den visuelle kunst. Jeg mistænker, at det er musik som lydbilleder og maleri som improviseret jazz.

Grunden til, at jeg havnede i den situation, var en odysse til Nykøbing Sj., hvor jeg overværede forestillingen “Hvor uroen bor” med Grønvall.Haverholm. Et godt stykke udenfor min comfort zone, både fysisk og mentalt, men en overraskende fed oplevelse.

Grønvall.Haverholm er 2 gange Allan – Grønvall på guitar og en større samling pedaler og Haverholm på akrylmaling og diverse andre effekter. Allan maler, og Allan spiller musik, og de to spiller op ad hinanden, improviserer og jammer. Malerierne projiceres op på lærred, mens musikken naturligt nok går gennem højtaler, og publikum inviteres ind i en proces, der på besynderlig vis skifter mellem adskillige lag. I stedet for blot at opleve et færdigt produkt fanges man (blev jeg fanget) ind også af at betragte teknikken hos begge performere – og detaljerne i, hvordan de strækker deres instrumenter. Jeg har set nogle af duoens videoer på Youtube, men en live optræden var dog en helt anden oplevelse – selv lyset blev en del af improviseringen.

(En sidebemærkning: jeg har et par gange haft en Grønvall.Haverholm-video kørende på fjernsynet, men har måttet stoppe af hensyn til min kone – musikken går i hendes grundangst. Det er en kompliment, vil jeg mene. Og det var da også interessant, som flere af de kvindelige lyttere virkede lettere rystede efter showet.)

Noget, der slog mig, var det fortællende element i “Hvor uroen bor” – de færdige malerier er vel at betragte som abstrakte (jeg har ikke styr på definitionerne her, indrømmer jeg – og der er vi tilbage i det med at mangle sprog), og det er svært at sige “Det forestiller…”. Men oplevelsen af dem er narrativ – der bliver pøset maling på, og når det spiller allerbedst (pun intended), får man lidt samme oplevelse som at se en spændingsfilm: “Hvorfor gør han det?!” Og det spørgsmål kan være både jublende, spændt og frustreret over, at man ikke ved, hvad målet er. Det var en tilskuer, som udtrykte det samme: “Der var flere tidspunkter, hvor jeg ville stoppe dig!”

Tidselementet gør billederne mere interessante, ligesom sammenhængen løfter musikken.

For mig personligt er der et andet tidselement – jeg har kendt Allan (Haverholm, that is) siden gymnasiet. Allerede dengang skabte han – han både tegnede og forstod at fortælle historier på flere niveauer over min egen formåen. Det var den der magi ved at se nogen gøre noget, som får én til selv at strække sig mentalt for at følge med – og her mere end 20 år senere har han formået at holde den samme afstand, at forny sig, så værket fremstår frisk. Jeg skal gerne indrømme, at jeg ikke forstår alt, hvad han laver og som sagt ganske mangler sproget til at fortælle fyldestgørende om denne oplevelse, men jeg kan mærke magien.