Frygt elefanterne
Jeg mener, at jeg har skrevet dette før, men det har sandsynligvis været på et eller andet socialt medie – og det fortjener at blive gentaget her på det åbne internet. Sandheden må ud, hvor folk kan se den.
Det handler om noget så uskyldigt (troede vi) som en børnesang. Nemlig denne:
En elefant kom marcherende
hen ad edderkoppens fine spind,
fandt at vejen var så int’ressant,
at den byder op endnu en elefant.
Hvad er der galt med den? Jo, det skjulte budskab (er det ikke altid det?). For hvis man kigger nærmere på sangens struktur, står det snart klart, at den ikke blot handler om spadserende loxodonter, men i stedet er… en tidsrejsefortælling.
Bemærk, hvordan al deres trampen omkring foregår i fortiden. Mens deres rekruttering til nye strækmarcherende mastodonter foregår i nutiden!
Tydeligvis bevæger de fladfodede dyr sig skødesløst rundt i vores fælles fortid (ad det fine spind, der er tid-rum-kontinuet) og rejser til nutiden for at hente flere firbenede soldater. Det lyder uskyldigt, men allerede Bradbury vidste, hvor farlige et par fødder kunne være i fortiden, og elefanterne har maksimeret forholdet mellem vægt og fodantal. De er temporale dødsmaskiner!
Wake up, sheeple!
Jeg siger ikke, at elefanter er Hitler – jeg stiller bare spørgsmålet: Hvem ellers var en mislykket kunstmaler?
(Billedet er under CC-licens: CC BY-SA 3.0)
8 kommentarer
Du har fat i noget der, Janus. Hvis der er én ting vi ved fra Hollywoods forstadsområder og fra Stephen King, så er det at ingen børnesang er for uskyldig til at skjule en mørkere sandhed. Bare tænk på Der bor en bager eller Mallebrok. Men du er mig en kende konservativ i din tolkning af verset.
Først og fremmest er der åbenlyst tale, ikke om tidsrejse men om rejse mellem parallelle dimensioner. Linjen om “edderkoppens fine spind” er dobbeltbundet, og refererer ikke bare til “elefantens” evne til at rejse på tværs af multiversets forgrenede sandsynligheder. Den antyder også, jfr Shakespeares “what a tangled web we weave, when først we set out to deceive”, til at der er et konspiratorisk intellekt som trækker i de tråde.
Når jeg ovenfor sætter “elefant” i gåseøjne (hov, nu gjorde jeg det igen!) er det fordi også denne ronkedor er en litterær allusion. I dette tilfælde til den gamle lignelse om de fire blinde mænd og elefanten. På samme måde som de blinde er ude af stand til at beskrive helheden (som er større end hver enkelt fysisk kan favne) må tredjehåndsfortælleren i HP Lovecrafts The Call of Cthulhu, Gustaf Johansen, give fortabt overfor at beskrive titlens ekstradimensionelle væsen som én bekendt skabning, men i stedet som
Mest udspekuleret er sanglegens gentagne struktur, hvori deltagerne “bydes op” én for én indtil alle følger “elefanten”, dvs Cthulhu eller hans menneskelige repræsentant. Legen om elefanten er med andre ord en ritualiseret udspilning af menneskehedens gradvise men uundgåelige underkastelse under Cthulhukultens åg. Dette spejles nøjagtigt i slutningen af Lovecrafts novelle, hvori rammefortælleren, Francis Thurston, indser at han er kultens næste offer.
Og lige præcis DET er grunden til, at jeg skriver halvgennemtænkte rablerier på nettet – fordi de altid kan blive bedre. Og værre på samme tid.
Det er nu, som de unge siger, headcanon.
Hvor er det rørende sandt.
De fleste børn går igennem en fase hvor verden står klart, fordi den endnu ikke er for forurenet af kulturen (senere kan man indtage alkohol for at opleve noget lignende). Og når man hører sangen i den fase ved man at det ikke er elefanter der er tale om, men noget andet den voksne ikke tør at erkende.
K’luluh kan bare komme an. Jeg spiser blæksprutter med stor fornøjelse: – i hvidløg, sauce espanol, picanta, samt i eget blæk, eller hvad dåsefabrikanterne ellers kan finde på. De dér cirkelformede friture-fiduser, dem er jeg så ikke så glad for. Men for nemheds skyld: – I’ll eat his head! buuuuarhhahaaaaarrr ….
De nådige vanvidstentakler har grebet dig.
Den film er kvalitet. Og hvem kender ikke det at man bare får nok og må spise en levende blæksprutte for bare at føle et eller andet?
[…] udgangspunkt i det indlæg, som Janus lavede om de linedansende elefanter, en elefant kom marcherende, føler jeg mig næsten forpligtet til at videreformidle en […]