PKD er muligvis den enkeltstående forfatter, der har fået flest historier (romaner/noveller) filmatiseret – medmindre ERB tager prisen? Dog sjældent – IMHO (for nu at fortsætte forkortelserne … “fortsætte forkorte” !?) – særligt godt eller tekstnært. Blade Runner er IKKE DADOES, & Total Recall er IKKE WRIFYW (for nu at forkorte fortsættelserne).
Man (jeg) kan frygte, at Hollywoods “take” på “Eye In The Sky” eller “The Electric Ant” eller “Galactic Pothealer” eller “Time Out Of Joint” blev smadrede til ukendelighed, dersom det skulle komme på tale med en filmatisering af nævnte.
Uden nu at gå til nogen dybere fragmentering eller analyse af PKDs forfatterskab, så har “Eye In The Sky” en hel del til fælles med “Ubik”, hvilket er interessant derhen, at der faktisk foreligger et manuskript – måske rettere: – forlægget til et manuskript – til en filmatisering af “Ubik”, som PKD har været med til at “konceptualisere”. Jeg husker noget om, at Joe Chip skal spise cornflakes, og kornflexene i mælken danner så ordet “Runciter”. Så der ku godt gå “eXistenz” i den, på den fede måde.
Hvad jeg ville sige: – der er et lag af universel paranoia, i PKDs tekster, der sjældent kommer up-front-and-in-person i de påståede filmatiseringer. Sjovt nok er det faktisk kun i netop filmatiseringerne af Total Recall og Minority Report, at vi lige får duften af det altoverskyggende konspiratoriske ved tilværelsen. Men ikke nær nok, hvis det skal være i PKDs ånd. Vi mangler skænderierne med døre, der ikke vil åbne, fordi der ikke er betalt husleje, brødristere der vil ha drikkepenge, iskioskerne der forsvinder og blot efterlader en post-it med ordet “Is-Kiosk”. Den slags. For PKD var jo fast i troen (og kødet) på, at der lå noget dybere, noget mere sinistert bag selv små ændringer, a la “nå! nu kan man ikke længere nøjes med stjerneskruetrækkere – nu skal man ha torqs! Hvad er de ude på?”
Et enkelt slagsmål med en Johnnycab kan ikke komme på højde med den altomfattende mistillid og mistro, der er det mest fremtrædende aspekt ved PKDs tekster. Men man skal vel være taknemmelig for det lidt man får.
Oftest bliver PKD filmatiseret, somom historien drejede sig om et afsnit af “The Bourne-identity”, og det er da også ganske rigtigt, at PKDs hovedpersoner ofte finder ud af, at de er noget andet end de troede. Mere centralt står det dog, at de også finder ud af at “virkeligheden” er en anden end de troede. Denne dobbelthed, med mennesket i midten, er det der “kollapser” PKDs fortællinger, og efterlader os med en rungende tvivl. Og ikke med den opløsning og katarsis, som filmatiseringerne oftest klinger af med. Hos PKD bliver kaninhullet dybere – det dækkes ikke til.