“Vandet var 15 og luften var 16 og knægten var 554 megasekunder”.
Temperatur er et udtryk for molekylers indbyrdes (relative!) hastighed i et givent medie. Og så får vi de hér fase-overgange mellem fast, flydende, gas og plasma-tilstanden. Eksempelvis koger vand jo ved 100 grader celsius og overgår til dampform (jeg vil dog lige indskyde: – kun under ganske bestemte forhold og præmisser, ihukommende fysikrapportopgaven “Vands kogepunkt”, fra de “glade dage i gymnasiet). Temperatur = hastighed! Så hvilken temperatur svarer så til lysets hastighed?
Kelvin – ikke “Kevin” – vil vide at de absolutte nulpunkt (Det Absolutte Nulpunkt), hvor al bevægelse hører op, ligger på de dér minus 273 grader celsius (“jaja – rundet op!” som Mads Skjern siger til Tjener Boldt). Men på grund af den evindelige baggrundsstråling (echo og the Big Bang), forbliver det en tænkt position, idet den generelle temperatur i kosmos er på cirka 3 kelvin, altså omkring de dér minus 270 grader celcius. Men har det nogen betydning for lyshastigheden? Nej, ikke en skid – den forbliver den samme, og er derfor mao (Tse Tung) IKKE relativ. Hvilket den så er alligevel, for der må findes et stof, et materiale, gennem hvilket lys og lyd har samme udbredelseshastighed, idet vi husker at lyd bevæger sig hurtigere gennem faste medier, end gennem gasagtige medier, mens det modsatte er tilfældet med lys. Og hermed er den korte tur tilbage til det kendte og Tom Browns skoledage forbi, for vi skal også nå noget andet.

Grammatik for tidsrejsende (med skyldig hensyntagen til Stig W. Jørgens essay om samme, optrykt i “Det Virtuelle Cocktailparty”).
“Den ældre herre, vi besøgte sidste år”. Objektiv tid?
Idet vi angiveligt befinder os i en fremtid, hvor alder måles i megasekunder og man kan have tidsbobler hængende på væggen, kan “sidste år” ikke referere til et faktisk møde med Albert Einstein (1879-1955), medmindre vi taler om en anden tidslinie, hvor Albert fik livsforlængende behandling (stroon, boosterspice, melange, vi ved det ikke). Mere sandsynligt er det, at der refereres til en tidsrejse, gennemført “sidste år” (ifht fortællerens nutid – “objektiv tid”?), der førte ham og hans, dengang blot 550 megasekunder (subjektiv tid) gamle, søn et uvist antal år tilbage i tiden, hvor de mødte Albert Einstein.
Men det er slet ikke problemet.
Problemet er, at dersom man opholder sig et vist kvantum af tid, i en fortid der er relativ fortid, ifht éns relative nutid, så ældes man subjektivt, selvom man vender tilbage til “nutiden” sekundet efter at man, objektivt, forlod den. Dette betyder nu, at faderen (som vi må formode er fortælleren) SUBJEKTIVT opfatter sønnen som 17½, selvom denne – der har været på flere tidsrejser med gutterne – OBJEKTIVT er langt ældre. Måske endda ældre end “farmand”. Og det er på denne baggrund, at “farmand” føler trang til at træde i karakter og advare – nærmest true – sønnike til at holde op med det dér tidsrejsepjat.
Det har han en god grund til, for hvis sønnen vitterligt besøgte Hawkings fest, da ville faderen aldrig møde sønnen igen, idet denne ville tiltræde en anden tidslinie – der muligvis ikke indeholdt muligheden for at “komme tilbage” til “nutiden” (subjektiv tid).
Det er den zebrastribede puddelkerne 🙂