Stephen Hawkings tidsrejsefest #6
For at rejse i tiden må du først skabe og kontrollere en singularitet. Med den kan du sigte på en tid og et sted med stor nøjagtighed og skabe en bro. Det er ufatteligt kræfter, der er på spil, men det er i bund og grund den sikreste måde at rejse på – det er kun det at bygge en tidsmaskine, som udsætter én for risikoen for spaghettifikation. Det store spørgsmål er snarere, hvorfor vi stadig tillader privatbilismen.
Har du nogensinde taget dig selv i at bekymre dig om dit liv? Ikke noget håndgribeligt, bare …dit liv? Så har du sandsynligvis været i nærheden af en tidsmaskine i funktion. For den anden ende af broen lækker – for nu at forenkle det helt usigeligt – sikkerhed. Fysikken er ganske klar, hvis man ved, hvor og hvordan man skal kigge på den, men du ville ikke forstå den.
Nøjes med at forstå dette: klokken er 11.50 den 28. juni 2009. Det første hul i tiden opstår, og de første gæster træder ud. De registrerer, at de er alene, og sætter kurs mod døren med brede smil. Hver af dem bærer en invitation i hånden, nogle af dem også en værtsgave.
Et sært lys falder over dem, et spektrum fra unge til gamle sole.
Normalt kan man ikke sanse en bro bevidst, men der er så mange af dem, der åbner nu. Forstyrrelser, der hører hjemme på kvanteniveau, er pludselig til at tage og føle på. De kommer hver og en til festen.
Hver en tidsrejsende gennem historien er på vej hertil, til lige nu. De vender vrangen ud på årsag og konsekvens for at bevise, at jeg tager fejl. Det er præcis, som jeg havde forventet.
Nye gæster ankommer i rasende fart. Og hver af dem bidrager umærkeligt til mængden af usikkerhed. Indtil: kritisk masse. Tidsrejser kræver så megen energi, fordi universet hader usikkerhed. Det er muligt, at Gud spiller terninger, men Altet har sørget for at at vægte dem. Og i et øjeblik, der skal beregnes i planck-tid, er universet i tvivl om sig selv.
Og med et lydløst tordenskrald nulstiller universet og retter sin fejl fremadrettet. Fra dette punkt har der aldrig eksisteret og vil aldrig eksistere tidsrejser.
Med en invitation og en god portion snedighed har jeg sikret et logisk univers, hvor reaktion følger handlingen i en ubrudt kæde ned gennem tiden.
Her, på randen af en evighed, som jeg har indledt, kan jeg ikke undlade at stave et onomatopoetikon på skærmen, som rasler ud gennem højtalerne.
“Ha. Ha. Ha. Ha.”
2 kommentarer
Lidt spirituel eller åndelig er man vel altid (medmindre man bare er åndet). Ihvertfald deltog, for en del år siden, i en workshop/seance/vækkelsesmøde arrangeret af EnlightenNext. Min tilstedeværelse var primært begrundet i, at min ledsager ikke var så skarp til engelsk, så jeg skulle agere simultan-tolk. Men, bevares, jeg var da også lidt nysgerrig og kunne da godt tænke mig at høre om den nye suppe der var lavet på den samme gamle pølsepind.
Selve forløbet vil jeg springe over og istedet forelægge “essensen”: – Se! Vi er jo skabninger af Universet – vi er skabt af Universet – og man kan derfor med god ret hævde at vi faktisk ER universet, for gennem os har Universet skabt bevidstheder, der kan iagttage Universet, kan iagttage Sig Selv.
Det må jo siges at være et ret deterministisk univers, og der tykkes det mig, at gæsternes ankomst determinerer “opfindelsen” af en tidsmaskine. Altså “By his bootstraps”. At det så kun er ad 1 tidslinje i Altet, ændrer ikke ved det deterministiske – selvom årsagen er flyttet ud i fremtiden og virkningen er flyttet bagud i tid. For et deterministisk univers er alligevel så mærkeligt, at det ikke bliver mindre mærkeligt af at tilføje en mærkværdighed.
Tilbage står nu blot at afgøre, om disse hændelser er forløbet i vores konkrete univers – eller i et andet, lignende. Kom der nogen til den fest? Ja eller nej! Svaret vil afgøre hvilket univers du befinder dig i.
Ifølge mine beregninger kan man ikke bringe noget stof med sig på en tidsrejse. Der er en konstant der gør at man ikke kan tømme fremtiden og gøre fortiden dobbelt så stor. Der er dog en teoretisk partikelstrøm, der går på tværs af tiden og som tillader at man ‘sejler’ på den, men den transporterer ikke stof som vi kender det.
Så var der en der indvendte at tidsrejsen stadig skal tage hensyn til Jordens position i universet, så man ikke dukker op et tidssted hvor Jorden ikke er. Der er altid en eller anden dårlig undskyldning.
Som Henning er inde på skal man måske paralleluniversere tidsrejsen, så man rejser tilbage til en jord der ikke helt er den man kom fra. Men det behøver vel ikke være så præcist.
Har du i øvrigt læst The Light of Other Days af Stephen Baxter (undskyld hvis jeg har spurgt før)? Der åbner man portaler men ‘kun’ så man kan se tilbage i tiden. Alt i fortiden bliver pludselig et reality-show, eller facebook x 1000: “Jeg tror jeg vil indstille min portal til Jesu korsfæstelse, eller hvad min ex lavede den der fredag aften” fx. Baxter kommer dog klogt nok ikke nærmere ind på hvordan den slags foregik, kun at mange mennesker pludselig fik forklaringsproblemer.