Bøger fra Barndommen 2
Så fik jeg læst Yom – og robotten der ville være menneske. Den var hurtig læst, små 90 sider med stor skrift og korte kapitler.
Vi er i Fremtiden (TM) efter den tredje verdenskrig, og Yom har forladt byen han er født i, og er draget ud i det tomme land. Der hvor ingen mennesker bor, og der til gengæld heller ikke er sket så meget ulykker efter krigen.
Der støder han på androiden Nearaman Multifunction 18. Han er undsluppet Mesterens kontrol og planlægger at vende tilbage og stoppe den forfærdelige mands ondskabsvælde.
Er det en god bog? Nja, ikke voldsomt. Der er nok ikke kød nok på. Vi møder Yom, han møder Nearaman, de redder en pige fra slavehandlere, som vender tilbage om natten og kidnapper Yom og Pigen (hun har et navn, men jeg glemte at notere mig det, og nu har jeg sendt bogen tilbage…), Nearaman redder børnene og vender tilbage med dem for at stoppe Mesteren.
Selve plottet er ganske fint, men der sker ikke ret meget og sproget er heller ikke… well, det er hverken Shakespeare eller Oehlenschläger. Det er der måske ikke ret meget science fiction der er, så det er måske også en lidt bisset lakmus test for en bog.
“Vandet sendte vilde strømme og udladninger rundt i dens fintmærkende system, og på mindre end fem sekunder var den så død som en rusten cykel på bunden af et glemt havnebassin.”
Yom og robotten der ville være menneske s. 68.
Men den tændte ild i hovedet på Young Simon Aakjær. Jeg synes den var mægtig og cool. Robotten var Bad-Ass sej, verdenen var ondskabsfuld på en cool måde, som jeg ikke havde læst før. Så selv om det ikke var et fantastisk gensyn, så var det alligevel ganske sjovt.
Især fordi, det viste sig at der var ting, jeg kunne huske fra dengang. Scenen hvor Yom, Pigen og Mesteren spiser afkølede abehjerner, står stadig som det ypperligste en bad guy kan servere for sine gæster, for at understrege sin bad guy’ness.
3 kommentarer
Ad “bisset lakmus-prøve”: Ursula Le Guin skriver i et essay i “The Language Of The Night”, at når man hører en violin-solo, så sammenligner man (jo) ikke med, hvad naboens knægt kan pine ud af kassen; så sammenligner man med Svend Asmussen, Kim Sjøgren eller Wandy Tvorek (mine – ikke Ursulas – eksempler).
Det gir nok ikke meget at sammenligne med Oehenschläger eller hr. Rystespyd – ikke mange robotter, dér., omend jeg mener at kunne huske noget med en urværksdrevet automaton i et af Shakespeares skuespil.
Men så kan man da sammenligne med Asimovs robothistorier ( i det aktuelle tilfælde ville “The Bicentenial Man” være oplagt), eller med Andersons fortrinlige – og dejligt politisk ukorrekte – “Kritik af den usunde fornuft” (i samlingen “Tid og Stjerner”).
Min personlige erfaring med, at genlæse ungdommens/barndommens yndlingslekture er, at den slags befinder sig bedst hinsides nostalgiens lettere tågede bagtæppe 🙂
Skuffelserne har det med at stå i kø. Men forberedt på det, kan det, som skrevet står, være ret sjovt-ish.
Åh ja, bøger fra dengang! Der nu noget hyggeligt ved sådanne gensyn. Men, jeg tror helt sikkert nostalgien løfter det længere end det litterært kan holde til. Og så alligevel ikke. Jeg har ikke værst skuffet i mine genlæsninger/genlytning af Dennis Jürgensens bøger. Jeg har dog heller ikke kastet mig ud i Freddy og Monstrene endnu. Det skulle måske prøves!!
Nearaman var en total Spock-figur, som jeg husker ham. Jeg har fluks bestilt bogen til nostalgisk gensyn 🙂