For nogle dage siden spurgte Henning i kommentarfeltet til seneste podcast-afsnit, sådan nærmest i en bisætning:

Sig mig: – hvad er det dér med Star Trek? Hvorfor er den gang pap-masje (papier-maché) interessant? Altså, jeg ved godt der er “trekkies” i nærmeste luftlag, men i hvilket kvalitativt omfang adskiller Star Trek sig fra Space:1999 eller Galactica eller Red Dwarf? Eller doktor Hvem?

Hvad kan man – præliminært – sige om Star Trek, der skulle gøre en “debat” på Superpodcasten interessant? Hm? I dare you!

Han vidste rimeligvis ikke hvad han åbnede sluserne for — nedenstående svar voksede hurtigt ud af kommentarsporet til et eget indlæg. For almen interesse, et argument for Star Trek:

Hej Henning,

den her måtte jeg lige tage tilløb til, for jeg har som sagt mine forbehold overfor ældre (inkarnationer af) tv-serier. Af den grund kender jeg til f eks Space: 1999, men har ikke set mere end et par scener af serien. Den oprindelige Battlestar Galactica kan jeg heldigvis afskrive ubeset for dens gravalvorlige udspring i Mormons bog, Hvis man skal sætte pris på den tids TV-science fiction, så tror jeg man skal præges fra en ung alder, hvor man måske ikke er lige så mediekritisk, og ingen af de her serier figurerede overhovedet i min barndom. Hvor og da jeg voksede op, havde vi to danske og nogle tyske kanaler, så der var ingen overflod af den slags prægning (mine stadig begrænsende tyskkundskaber er desuden dokumenterede i ovenstående podcastafsnit). Der var gamle Jens Lyn-serials i sort/hvid på DR i ’80erne, og det var ligesom det. Da det nystartede TV2 viste Star Trek: The Next Generation (herefter forkortet TNG) var det derfor min første dosis samtids-scifi, og som jeg har sagt i podcasten tidligere er den stadig kernen af min egen Trek-oplevelse.

Når du snakker om papmaché kan jeg f eks kun gætte på at du taler om de visuelle effekter i den oprindelige Star Trek-serie, og det er svært at være uenig med dig, både set fra 2019 og, for den sags skyld, fra 1988, hvor jeg sprang på vognen. Både effekterne, skuespillet, og begrænsninger pålagt historierne af ’60ernes antagelser om hvad der kunne eller burde vises på TV: alle daterer og nedgraderer den tidlige inkarnation betragteligt for et nutidigt seerblik. Jeg vil påstå at både Star Trek (The original series, herefter forkortet TOS), den gamle Doctor Who-serie, og formodentlig Battlestar Galactica og Space: 1999 med, lider under det der udgjorde deres appeal da de blev produceret: forsøget på at skildre en fremtidig verden med samtidens referenceramme og teknologi. Samtidig som disse serier kan tage sig klodsede eller støvede ud, betragtet gennem et halvt århundredes teknologiske og sociale fremskridt, består deres eventuelle blivende værdi i deres skildring af menneskelige træk som ikke har ændret sig i den mellemliggende tid — eller for den sags skyld siden de græske tragedier.

Så vidt bare mine indledende forbehold (!), for at kontekstualisere den grundlæggende udfordring i at bedømme et omfattende kulturelt fænomen (i Star Treks tilfælde samlet mere end 750 tv-afsnit og pt 13 biograffilm, samt diverse spinoff-produkter) og hvorfor man må tage dets udvikling i betragtning, over et tidsstræk der overgår i al fald min livslængde. For at besvare dit spørgsmål må vi dels fokusere ind på de “blivende værdier”, men også have de faktorer in mente som gjorde Star Trek skelsættende i sin løbende samtid, og på den måde ansporede til videre serier. På et helt grundlæggende plan gjorde seriens bagmænd, fortrinsvis skaberen Gene Roddenberry, fra starten en indsats for at lave et overgribende narrativ, der ikke bare afspejlede de herskende normer, men reflekterede over dem. Fremfor at vise en fremtid i amerikanismens tegn, med militært præg og konservative værdier, beskriver Star Trek et overvejende postkapitalistisk, samlet verdenssamfund som arm i arm med en intergalaktisk føderation udforsker (fremfor at erobre) verdensrummet. Det skal siges at denne progressive utopi ikke sprang fuldt formet fra skærmen i første afsnit, men løbende udvikledes og voksede undervejs.

Det hjalp også at man med mellemrum drog anerkendte forfattere som Robert Bloch, Theodore Sturgeon, Richard Matheson og Fredric Brown ind, ikke bare for nem SF-credit, men også for at give serien en relativ intellektuel tyngde, der adskilte den fra mere letbenede space operas. Harlan Ellison var derimod ikke begejstret for samarbejdet med Roddenberry. Igen synes forbistringerne at skyldes TV-selskaberne og deres producenters mellemkomst i overføringen af manus til skærmen, og dermed til et publikum, man antog ville være æblekindede, hvide middelklassebørn. Star Trek talte imidlertid ikke ned til sine seere, og det viste sig i de kommende år at mange af dem var voksne, til og med velbjærgede intellektuelle.

Gradvist, og formentligt understøttet af Spocks køligt rationelle præsens, trådte seriens fremtidsvision i karakter på baggrund af samtidens fremskridtsbevægelser. Uden på nogen måde at være repræsentativt for USAs demografi, var TOSs dog så fremme i skoene at Løjtnant Uhura, en afroamerikansk kvinde, indgik i den faste rollebesætning med indtil flere replikker pr afsnit (og superkort miniskørt — træerne voksede heller ikke dengang ind i himlen) og rumskibet Enterprises styrmand var den japansk-amerikanske Sulu. Det var lige til grænsen for det dengang acceptable, og disse figurer spiller højst anden- eller tredieviolin for Mr Spock, Dr McCoy og det løstgående macho-missil Kaptajn Kirk. Der går næppe et afsnit uden at Kirk enten markerer sin dominans overfor rumvæsener eller besætningsmedlemmer, får panikangst over at miste sin maskuline autoritet og rang, eller bare langer ud og snaver med den nærmeste bikiniklædte rumkvinde. Serien er ikke perfekt, især ikke med 21. århundredes øjne, men mindst perfekt af alle er altså kaptajnen.

Når jeg er villig til at se med mildere øjne på Star Treks TOS’ gennemgående mandschauvinisme og lejlighedsvise racisme, og endda på Kirks ravende rovlibido, er det som sagt ikke på grund af nogen særlig kærlighed til selve serien, men i anerkendelse af den motivation og det håb som andre elementer af serien har udgjort for til enhver tid marginaliserede grupper. Hvor andre science fiction-serier på TV har stillet sig tilfreds med at ekstrapolere etablerede (læs: konservative) værdier frem i teknologisk mere avancerede kontekster, har Star Trek løbende spekuleret i samspillet mellem skiftende sociale normer, aktuelle politiske omvæltninger og etiske konsekvenser af teknologiske fremskridt. Hvor serien i ’60erne behandlede emner som anti-krigsaktivisme, feminismens anden bølge og borgerretsbevægelsen, spejlede også senere serier den tid hvori de blev producerede.

Fra sin start i 1988 var TNG i høj grad et produkt af glasnost-æraen, en med god grund optimistisk tid med mindre fokus på koldkrigskonflikt og den stadig svindende sandsynlighed for atomkrig. På det nye Enterprises bro var Kirks udfarende Dario, nu i form af kommandør Riker, kørt på sidespor som andenofficer for en kaptajn af langt mere filosofisk natur. Med den intellektuelt orienterede Picard ved roret, og en repræsentant for klingonerne, som i Kirk & Co.s biograffilm havde fungeret som sindbillede for et krigerisk Sovjetrusland, i en ledende birolle, var denne senesteStar Trek-serie en naturlig effekt af, at den virkelige verden syntes at indhente seriens tidligere så utopiske visioner. Missionserklæringen var at udforske universet og skabe fredelig, diplomatisk kontakt med henblik på sameksistens snarere end aftaler om afbenyttelse. Det er derfor fra TNG, vi har forestillingen om at Star Treks figurer hellere sætter sig ned og snakker om problemet med den, der i mere simplistisk anlagte serier ville blive skildret som endimensionel Fjende med stort F.

Den forsonede geopolitiske situation gav desuden mere plads til både praktisk og filosofisk spekulation, i Star Trek-regi om muligheden for maskiners eller tilsyneladende lavere livsformers bevidsthed, hjulpet på vej af landvindinger i videnskaben (og visuelle effekter!) i slutningen af det 20. århundrede. Stadig større fremskridt i informationsteknologi førte dels afsnit med sig, hvor androiden Data tumlede med sine prætentioner om menneskelighed, dels skibets virtuelle holodeck som (ikke altid tillidsvækkende) grænsefelt mellem virkelighed og det digitalt menneskeskabte. Cyberpunkens teknologidystopi anerkendtes i serien i kraft af den altassimilerende rumrace borg, et vrængbillede såvel af den intergalaktiske føderations teknologiske fascination som dens humanistiske filosofi. Borg sluger sine ofre og spytter homogen metervare ud, hvor Star Treks samfund fremelsker multikulturel heterodoksi som sin største styrke.

TNG er vendepunktet i Star Treks udvikling, hvor spekulativ fiktion når knivsæggen til den virkelige verdens teknologi vis-à-vis grundlæggende menneskelige vilkår. Det er en stadigt løbende forhandling med det ukendte, som opfordrer både aktører og publikum til at aldrig slå sig til tåls med forudfattede rationaler, men stille spørgsmålstegn ved egne perspektiver for at nå en fælles mellemgrund. “To boldly go” er herfra ikke bare en fysisk rejse, men en udtalt hensigt om at fortsat vokse intellektuelt og empatisk af sine erfaringer. Flere gange i løbet af serien må Picard stå til ansvar for sine mindre sofistikerede forfædre, dvs seeren, og hver gang er hans forsvar menneskets medfødte evne til selvforvedring. Ja, engang brændte vi folk på bålet som hekse, og ja, engang smadrede vi næsten vores hjemplanet med industriel forurening, men Picards forsvar er samtidigt et løfte om at vi stadig kan blive klogere og overleve ind i det 23. århundrede. Et løfte, som seeren selv er nødt til at indfri.

Den næst lancerede Star Trek-serie, Deep Space Nine (1993-9, herefter DS9) , satte fokus på andre aktuelle udfordringer ved at placere handlingen på en rumstation snarere end et stjerneskib. Her indgik føderationsmandskabet i en multikulturel, fredsbevarende og mæglende styrke i kølvandet på en interplanetarisk krig, ikke ulig FNs samtidige rolle i Mellemøsten og ex-Jugoslavien. På grund af stationens funktion som stjernehavn og handelspost er der et evigt skiftende flow af gennemrejsende rumracer på “landlov”, og et nærtliggende ormehul giver adgang til en hidtil uudforsket sektor af universet. Herfra begynder en ny gruppering af fremmede erobrere at røre på sig, som pendant over en kam til midthalvfemsernes nye, endnu halvt abstrakte fjendebilleder. Den humanistiske filosofi fra tidligere serier består, men sættes på hård prøve af krydsende kulturers normer og vaner. Således må (seriens første afroamerikanske) kaptajn Sisko i diplomatiets navn bide i det sekulært sure æble, at de lokale bajoranere betragter ham som et sendebud fra deres profeter, og han bliver om og om igen rodet ind i deres klerikale magtkampe. Lige som i sin tid Manhattan, bliver smeltediglen DS9 brændpunkt for både sortbørskluddermor oginterkulturelle konflikter, men i modsætning til tidligere Star Trek-serier — som andre episodiske serier og, kunne man sige, flere af USAs engagementer i skiftende krige — kan besætningen ikke bare vaske hænder og føjte videre med warp-hastighed efter endt lappeløsning på problemet. I DS9 ligger en erkendelse af, at for at opnå længerevarende fred må man blive efter slaget og tage de ofte uheroiske diskussioner.

Rent praktisk nød diverse Star Trek-serier et større massepublikum mellem 1988 og 2001, end TOS havde i sin tid, og kunne over adskillige sæsoner etablere besætningens personlige forhold som en naturligt fremvoksende protofamilie. Prequelserien Enterprise (2001-5) havde ikke samme levetid på skærmen som forgængerne TNG, DS9 og Voyager. Set i bagklogskabens klare lys kappede terrorangrebet på World Trade Center og Bush, Jr.-regeringens krig mod terror nok den tråd af aspiration frem imod en utopisk fremtid, som Star Treks overlevelse hænger i. I dens sted trådte bl a den moderniserede version af Battlestar Galactica (2003-9), hvori den sidste enklave af hovedsageligt hvide pseudo-amerikanere kæmpede for deres eksistens mod en skånselsløs overmagt af cylon-robotter, der primært i deres kromfinish adskilte sig fra det billede af hærgende muslimske horder, højreorienterede medier som Fox News har malet. I denne serie var det ikke håb eller høje idealer, der motiverede figurerne, men inderligt desperat frygt og overfrisk, militariseret korpsånd — i sandhed en science fictionserie for sin tid, på godt og ondt.

En anden genopstået traver, i den lettere ende af science fictiongenren, er 2005-rebooten af Doctor Who, en serie som tilsyneladende deler et større fansegment med Star Trek. Begge serier formår at håndtere komplekse moralske dilemmaer i hver sin genrekontekst: Omend Doctor Who kan læne sig helt ind i mørket fra tid til anden, så veksler den i sit tværgeneriske grundkoncept så effektivt mellem både toner og genrer, at den grundlæggende optimisme består. Modsat set forfalder Star Trek ikke i så høj grad som Doctor Who til vildledelse og vinken for at redde dagens afsnit. Trods dens entusiastiske mundsvejr til videnskabens fordel er Doctor Who endnu mere tilbøjelig til technobabble end Star Trek, og det endda i den fjerde, “timey wimey” dimension, men de to seriers moralske kompasser er lige sikkert forankrede i troen på seernes intellektuelle habitus og på menneskehedens potentiale for et fælles gode i det hele taget.

Star Treks rosenkransede blik ind i fremtiden synes med andre ord at være kommet til kort overfor ufredens realiteter ved årtusindskiftet, og erstattet af serier der bedre evnede omstilllingen. Ikke desto mindre er serien, og fortrinsvis TOS-figurerne, forlængst indgået i både almenkulturens memetik og ordforråd, man kan flydende referere til Spock, Kirk og Khan, uden nødvendigvis at være hardcore trekkie, eller forvente at den man taler med er det. De tre reboot-film med nye skuespillere i rollerne, Star Trek (2009), Into Darkness (2013) og Beyond (2016) præsenterede nok en, for nutidige sensibiliteter, spiseligere persondynamik mellem figurerne end den oprindelige serie, og viste at der er plads til mere action i en Star Trek-film end TV-seriernes budgetter har tilladt. Desværre blev der improviseret lovligt meget med seriernes kanoniske grundværdier til fordel for den mere impulsivt Kirk’ske revolvermandsattitude, og ignorerede i nogen grad den rationelle humanisme, der var etableret i de mellemliggende årtier. Den genopstartede filmserie må være at betragte som en lidt pudsig blindtarm til det øvrige Trek-korpus, hvis man ikke ahistorisk vil vende ryggen til seriens langvarige, kulturelle effekter.

Det er ingen overdrivelse at inklusionen af Sulu og Uhura som fremtrædende, ligeværdige rollemodeller har været med til at fremme såvel kvinde- og borgerret som almen diversitet i mediekulturen, i lige så høj grad som seriens automatiske skydedøre og håndholdte terminaler er gledet ind i vores dagligdags teknologi (PADDs, anyone?). På samme måde som X-files’ Dana Scully påviseligt inspirerede flere unge kvinder til at søge naturvidenskabelige fag, har Star Trek medvirket til at fremelske et vist mål af håb og tolerance blandt de fortrinsvis amerikanske seere. Det er i den sammenhæng, først TOS og senere TNG har interageret den samfundsmæssige udvikling, og det er i form af samme håb for fremtiden, den nuværende Star Trek: Discovery-serie er en inspirerende eskapisme for amerikanere som lider under den siddende præsident — eller for den sags skyld for seere af enhver nationalitet som er bekymrede over det ekstreme højres fremgang.

Discovery tager netop form af en radikal performance af tolerancens etos, som det er udviklet over halvtreds års film og serier, filtreret gennem en ny generations krav om emotionel åbenhed, tolerance og accept for deres iboende kvaliteter. Det er en serie der bærer smerten af et splittet samfund udenpå tøjet, når hovedpersonen Michael Burnham inderligt proklamerer sin version af føderationens målsætninger som punktum for en langvarig krig med klingonerne. Når den lover os et muligt 23. århundrede, hvor imødekommenhed og velvilje kan overvinde mørket — et løfte vi selv skylder at indfri — viser Discovery hvorfor Star Trek er så varigt relevant, netop i sin dynamisk foranderlige skuen frem fra et evigt skiftende nu.

Det er hvad jeg har, Henning. Det kunne måske være gjort kortere, men jeg kunne ikke forsøge at forklare fascinationen ved Star Trek i fem indiskutable ord eller mindre. Det ville gøre både mig selv og serien til skamme. Nu blev det på den anden side over to tusinde, det undskylder jeg! Jeg formoder ikke at jeg med ovenstående tekststele kan omvende dig til serien, men forhåbentlig giver det et indtryk af, hvad den har bibragt dens seere gennem årene.

Alt godt,
Allan.