Filmappetizer: What Ever Happened to Baby Jane

Filmappetizer: What Ever Happened to Baby Jane
Come play with us…

I en verden fyldt med The Conjuring sequels og mere eller mindre lemlæstede Stephen King genindspilninger, forudsigelige skabelonhistorier, forudsigelige skabelonmennesker, forstyrrende tynd cgi, plots drevet fremad af plottets behov for at blive drevet fremad (aka uforklarligt dumme beslutninger), og ikke mindst jumpscares, kan man som gyser/thriller-fan godt blive lidt træt. Ikke at der ikke samtidig er vokset en frodig underskov frem af hvad man kunne kalde indie-gysere og andet med meget mere psykedeliske og ukonventionelle fortællegreb. Men dem har vi jo allerede hugget i os så snart de blev tilgængelige, ikke sandt!?

Så hvorfor ikke i stedet prøve at krydse en golden oldie af listen og opstøve (host) What Ever Happened to Baby Jane? Lad mig komme med en spoiler-fri appetit-vækker, der antyder, hvorfor den psykologiske thriller What Ever Happened to Baby Jane er en goldie. Og hvis man har lyst til spoilers, kan jeg henvise the Roger Eberts anmeldelse – som iøvrigt også giver filmen topkarakter: https://www.rogerebert.com/reviews/great-movie-what-ever-happened-to-baby-jane-1962

Den allerkorteste opsummering af filmens skelet er ganske simpelt en fange/fangevogter situation. Den alkoholiserede og stadigt mere forstyrrede Jane, bor hos, og fungerer som sygeplejer for sin kørestolsbundne søster, Blanche – i et hus komplet med tilgitrede vinduer, for at det ikke skal være løgn. Mellem de to ligger et gammelt ætsende nag, fra en barndom hvor Jane var vaudeville stjerne, og en ungdom hvor Blanche var succesfuld skuespillerinde. Før Annie Wilkes og Nurse Ratched havde muligheden for at tage sig kærligt af hovedpersoner uden ret mange sanktionsmuligheder, stod Bette Davis’ whiskey-drikkende og kæderygende Jane for at bringe ærkefjenden, Joan Crawford (Blanche), tre daglige måltider til hendes celle på 1. sal – tilmed med fuld kontrol over Blanches kommunikation med omverdenen.

Dette setup er omgivet af en gennemført detaljerigdom og det hele er så gennemarbejdet at det er en fryd.

Der er billedsiden i formfuldendt sort/hvid. Bliv bombarderet med perfekt komponerede skud fyldt med strukturer, kontraster, spejlblanke overflader og lurende skygger. Læg dertil ufiltrerede closeups af to klassiske Hollywood powerhouse skuespillerinder som i disse roller gav afkast på enhver forfængelighed.

De to hovedrolleindehavere, Joan Crawford og Bette Davis, udfolder sig her i al deres karisma og kameratække. Joan Crawford har fået den mindre vanvittige af rollerne og lader sig synke fuldstændig ned i karakterens hjælpeløshed, tvivl og efterhånden vaklende tillid til sin søster. Imens får Bette Davis mulighed for at slå sig fuldstændig løs, idet hun veksler gnidningsløst mellem vredladen, gin-drikkende fangevogter og kvieøjet regression til sin storhedstid som barnestjerne. Hele hendes krop skifter udtryk fra den måde hun som fangevogter tramper gennem huset på, med hoften skudt frem foran sig, smækkende med dørene – til en elegant lady about town, når hun tager bilen ind til byen – til en steppende (er det tapdance?) fremførelse af ‘I’ve written a letter to Daddy’ klædt ud som 6årig. I tillæg til baby Jane’s eget showmanship kan føjes en makeup applikation der kunne feje film-Jokers 1, 2 og 3 af banen (Jared Leto tæller ikke).

Eller man kunne gribe hårdt fat i symbolisme og psykologiske lag lige fra den første scene med baby Jane, da hun stadig var baby Jane. Vi har en creepy barnestjerne, med creepy dukke-merchandise og en creepy showbizz far – fik jeg nævnt at alle hendes sange indeholder ordet ‘daddy’? Fik jeg nævnt dukkerne? “Have you ever seen such a lovely doll?” siger hendes far i en af de første scener og det er uklart om han mener baby Jane eller baby Jane dukken. Filmen cirkler behændigt rundt om temaer som spejling, dobbelthed, dukker, søstre. Før titelkortet kommer på skærmen får vi f.eks. en dobbelt præsentationsrunde af først den lyshårede Janes storhedstid som barnestjerne og derefter hendes mørkhårede søster Blanches filmstjernekarriere. Ligeledes er der en masse symbolik tilknyttet den trappe der adskiller Janes underetage fra Blanches overetage, og hvor længe Blanche i sit elfenbenstårn/celle laver undskyldninger for sin søsters opførsel og nægter at se i øjnene præcis hvor syg Jane er. Man kan sågar træde et skridt bagud og analysere psykologisk på hvilke forhold i kvindernes fortid der har ledt til indespærring og bevogtnings-situationen. Give den max dansklærer-analyse. Den kan bære det!

Derudover kører der længe (filmen er over 2 timer lang) et suspense-spil omkring de mulige menneskelige kontakter der kunne gribe ind I situationen. Der er den velmenende nabo, som dog slet ikke har kapacitet til at forestille sig hvor skidt det står til hos søstrene Hudson. Eller den fornuftige sorte hushjælp, Elvira, der fra starten er mistænksom overfor Jane. Endelig er der pianisten Edwin, som Jane hyrer til at hjælpe sig med musikalsk akkompagnement. Edwin er et bjerg af en mand. Sarkastisk, vred, fordrukken, bor hos sin mildt sagt besynderlige gamle mor (i en fordrejet spejling af Jane og Blanche’s arrangement). Han er med andre ord som taget ud af en Mindhunter case profile.

Som sagt har jeg rent faktisk ikke inkluderet spoilers her. Filmens mange uventede drejninger, afslørede hemmligheder, og generelle suspense får man ved at tage alle disse lækre komponenter og røre godt rundt! Bon Appetit.

Når andre folks makeup-game bare er usselt i sammenligning.
9
Søren Staal Balslev: Jeg havde en ubændig trang til at gøre undergangen lokal og genkendelig Dinoer og slotte i ét!

9 kommentarer

Oh, den har jeg ikke set, siden jeg var en knejt – og siden da er den bare sunket ned gennem bevidstheden og er endt på bunden som en klump indkogt ubehag. Jeg har aldrig turdet se den igen, for hvad nu hvis den ikke levede op til det? Men det lyder helt klar, som om det er en oplevelse, der fortjener at blive fisket frem igen. Tak for det.

Jeg synes i hvert fald der er filmiske kvaliteter i spandevis! Men jeg tror du rammer hovedet på sømmet med ‘indkogt ubehag’. Filmen er gennemsyret af væmmelighed, dog er det en thriller snarere end en gyser. ..og uden ret mange jumpscares.

Alletiders! Der er to “gysere” der står for mig som ultimativt ikoniske (og ingen af dem er Hits-choks “Psycho”, skønt den da har sine kvaliteter), nemlig “WHTBJ” og “Bunny Lake is missing” (det er svært at se Keir Dullea i “2001” efter hans “Steven” i “BLIM”.)

Tilbage til rødderne – tak Anna!

Avatar photo

Tak skal du ha, Anna (med tryk på “skal”). Det her var vel en episk første Superkulturpost! Jeg ved ikke af at jeg har set “…Baby Jane”, og denne appetitvækker siger mig at jeg ville kunne huske den hvis jeg havde. Den er hermed lagt i listen over film jeg må og skal se.

Nå, for satan!
Vi har simpelthen at gøre med en ny “skriverist” i det superkulturelle kollektiv af “ældre nørder, der brokker sig”, som Allan definerede det. Jamen, hvor er mine manerer – ?
Hej Anna! Jeg troede bare du havde ligget “dormant” …. – jeg ved ikke hvad jeg troede 🙂

Men tillad mig så, som (nu) næst-yngste matros på skuden, at sige velkommen ombord – og det med et slagsskib af et indlæg, der i den grad indeholdt alle de superkulturelle værdisæt.
Og så også fordi der simpelthen bare er så kodylt hyggeligt hér på skuden 🙂
Gå til den, Anna 😀

Henning

Ja, velkommen ombord!
enter image description here

Det er altsammen fryd og gammen, til du opdager skudens frygtelige hemmeligheder!

Skriv et svar til Allan Haverholm Annuller svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.