Da JEG var ung, havde min far en bog af Antoine de Saint-Exupery, der hedder “Carnets”. Nu har jeg den …

“Carnets” betyder noget i stil med “små lommebøger”. Men i Antoines tilfælde drejer det sig ikke om “notes to self” eller udkast til romaner eller noveller. Der er snarere tale om det, der hedder epigrammer. Og der er man jo i fint selskab, hvis man overfører det til danske forhold: – Holberg, Wessel, men også Shakespeare (jaja, jeg ved godt Ludvig kom fra Noreg og Billy var englænder – hold nu op med det dér “oplægsholderen burde lave sig et reality-check”!)

OG: – jeg vandt jo den der …. – så jeg sidder nu med “Da jeg var ung II”, begået af d’herrer Simon Aakjær Johannesen og Janus Bjarke Andersen, udgivet på SUPERKULTUR, 2019, med bagside-blurpet: ” … var toere for tabere”.

Jeg skal (jo) ikke kunne sige om denne “II’er” har været “den svære 2’er”, eftersom jeg ikke har læst “den lette I’er”. Og den udredning kan også være vanskelig, al den stund at der på SUPERKULTUR (da blog) osse findes et “tag”, der hedder “da jeg var ung”. Hvilket altsammen – i sammenhængen – er bedrøvende ligegyldigt, for hør nu hér:

“Da jeg var ung II” er 74 punkt-nedslag i virkelighedens virkelige virkelighed, perspektiveret fra en eller flere (eventuelt alternative) fremtider.

På mange måder ser det ud som om forfatterne har observeret en absurd samtid, og spurgt sig selv: ” – hvordan vil du forklare dén til dine børnebørn, makker?”

Samtidig har mange af “epigrammerne” en – man fristes til at sige “patafysisk” – drejning, hvor samtidens storslåetheder ender i latterlig mundanitet eller “low-key” funktionalitet: – kvantefysikken styrer fremtidens toiletter! Grant skuer man Heisenberg, Bohr og Hawking på sådan et hér:

Andre indslag juxtapositionerer et “nutidigt” syn på en eventuel fremtid, med et “fremtidigt” syn på det fortidige – en slags: “hva’ fanden havde de gang í ?” hvilket maner til eftertanke: – hvad fanden ER der egentlig gang i?

Atter andre opererer med en fiktiv fortid – en slags re-kalfatring af et fremtidigt “jegs” legitimering af en håbløs forklaringsmodel. Medmindre der ligefrem er tale om en alternativ fortid. Og det er netop hér læseren (hun-selv) kommer i spil. For selvfølgelig kan man læse “Da jeg var ung II” med en “nånå!”-attitude, det kan man godt; “nå så det syns de, ah-ha!” Men så er det for en gangs skyld LÆSEREN og ikke FORFATTERNE, der bryder læser-forfatter-kontrakten!

Hvad nu HVIS Inger Støjberg, helt realistisk set, faktisk var Sandhedsminister? Ikke på billedplanet, men reelt? Jo! Det hed(der) noget andet – men vi kan så spørge kantiansk. Det kan man godt, hvis man kan(t) – eller gider. Og det er denne “gidning” (oh, gid du gad gide), som “Da jeg var ung II” lægger op til.

Det er evident, at forfatterne har moret sig – og der er da også nogle lidt fjollede epigrammer imellem. Det kan man tage som frikvarter 🙂 for de er aldrig SÅ fjollede, at der ikke er et lille bolsje at tygge på.

Når jeg opretholder, at der er tale om epigrammer, så er det fordi det åbenbart forholder sig således, at epigrammer skal være lyriske. Hvilket jeg ikke nødvendigvis mener, men lad os holde os til autoriteterne – lissom vi plejer … !?!? Og rent formmæssigt kan man udmærket plædere for en “lyrisk komposition”, idet alle starter med: “Da jeg var ung … “

Vi har altså at gøre med en cyklisk tilbagevenden til et udgangspunkt. En slags tekstlig Fibonacci, der er lidt i familie med Dan Turells “og” i “Vangede Billeder”, som faktisk var en digt-suite, før den blev omskrevet til mere terrængående prosa.

Såehe – øhm! Belært af tidligere tiders fejltagelser ( – da jeg var ung -) skal jeg ikke desto mindre udbryde: – fis ud og køb, lån eller vind “Da jeg var ung II” af Johannesen og Andersen. Det kan kun betale sig 🙂