Ugens interessante: afrofuturisme
Der var en del konkurrence blandt ugens fantastiske udgivelser (eller rettere: registreringer i Dansk Bogfortegnelse), men jeg har allerede udøst min kærlighed over Shirley Jacksons Mørket i Hill House, og jeg var ærligt talt ikke helt vild med Kim Leines horror(?)roman Dansk standard – så i denne uge lander kronen for “mest læsekildrende titel” på en antologi fra Science Fiction Cirklen; mere specifikt denne:
Min egen erfaring med afrofuturisme er forsvindende lille – et forsøg med antologien AfroSF, som jeg ærligt talt stoppede med, da jeg mest fik fornemmelsen af halvnaive genbrug af klassiske troper; der var noget fortælleglæde, men manglede nok noget teknik. Tidstrance er nok i højere grad udvalgt blandt det bedste, så den er helt klar på listen over bøger, man bør læse.
Bogen er redigeret af Lise Andreasen og Niels Dalgaard – og man kan finde Lises slides fra et foredrag om emnet på hendes hjemmeside. De store anmeldelser lader det ikke til at være blevet til, men lektørudtalelsen har dog stemplet den med det store Anbefales-stempel.
Afrofuturismen er en relativt ny strømning indenfor fantastisk litteratur, der giver stemme til forfattere fra den afrikanske diaspora – det vil sige efterkommere af de afrikanere, der i sin tid blev bortført med vold og gjort til slaver, især i USA. Det er en litteratur der synliggør forholdene, både i historisk perspektiv og som de tager sig ud i dag. Den gør det på fantastisk vis, det vil sige ved at skrive om fremtiden, om rummet, om mystiske væsner og om ganske almindelige mennesker i specielle situationer.
Denne bog er den første antologi på dansk, der præsenterer afrofuturistisk science fiction – og, da der er en vis uenighed om definitionen, også ”det der ligner”. Antologien præsenterer bl.a. en af de første forløbere for afrofuturismen i form af en post-apokalyptisk novelle fra 1920’erne; markante noveller fra forfattere som de nye afrofuturister har taget som deres forbilleder; samt historier om tid og rum, kloning, virtual reality (og sex!), tidsrejser, kunst og sameksistensen med aliens.
Alle historierne er science fiction af den gode slags, der underholder under læsningen, men samtidig giver stof til eftertanke. For ud over den umiddelbare handling og de interessante personer, lægger de op til overvejelser, fx om hvordan vi tænker på andre (enkeltindivider, grupper, etniske konstellationer), på samfundet og på intet mindre end universet.
4 kommentarer
Man skal jo vare sig for, at have u-polariserede holdninger ellers kan det mega-meget blive opfattet som micro-aggressions – medmindre man bare dømmes dum at høre på. Det er også en mulighed!
Ikke desto mindre har jeg et problem med Den Afrikanske Diaspora, ihvorvel det står mig klart at jeg læner mig op ad en røvfuld ( -næh! jeg læner mig op ad stoleryggen!) Og lad mig skære ind til benet med det samme (så tar vi skænderiet bagefter): – Det er IKKE sådan, at samtlige afro-amerikanske slaver (eller deres efterkommere), udelukkende kan skylde på Den Hvide Mand(!) at der fandt en uhyrlig deportation sted. I mange (langt de fleste?) tilfælde drejede det sig om, at hvide slave-opkøbere, købte krigsfanger af afrikanske høvdinge, der lige havde været i krig med naboerne, og derfor sad inde med krigsfanger så vel som bytte – f.eks kvinderne fra den anden (nåja!) stamme.
Så “offerkortet” er ikke så anvendeligt, lige i den sammenhæng – der mangler en “mea culpa”. Og det er heller ikke sådan, at efter “deportationen” udøvede De Rige Fede Hvide Mænd deres uindskrænkede magt over en pasificeret mængde af “sorte”. Et eksempel kunne være Maroon-folket, der er (var?) efterkommere af krigere, der var blevet gjort til slaver. De foranstaltede gerne slave-oprør på diverse plantager, eller hvor de nu var, men de var lige så hurtige til at flygte videre – solo – for at finde andre fra deres egen stamme. Så graden af solidaritet …. – Og så vil jeg ikke engang begynde på, hvad afrikanere gør ved afrikanere, i Afrika, i dag!
“Diasporaen” var/er ikke en totalitet, og selvom man kan sige, at det var slaveriet (herunder dansk trekants-handel) der instrumenterede “adspredtheden”, så er det vanskeligere at pege på en enkelt faktor som “skyldig i hele lortet”. Og jeg er sgu ikke sikker på, at jeg har lyst til at være bon-kammerat med MalcolmX, Idi Amin, Golda Meir, Hailie Selassi eller Kim Jong Il bare for vise min solidaritet med “folk af anden etnisk herkomst end dansk”.
Så tillad mig lige at afslutte med disse ord: – det er da pissefedt, at blive præsenteret for en buket forfattere, der deler et bestemt forhold med hinanden – og se hvor forskelligt de går til makronerne. Havde de haft samme holdning, ville jeg for alvor begynde at blive bekymret 🙂
Og så skulle jeg vist også have brændt både skibe og broer. Så tak for ordet 😀
Den (indrømmet) lille smule afrikansk afrofuturisme, jeg har læst, var jo så skrevet af afrikanere og var, så vidt jeg husker, fri for nogen som helst forsøg på at placere nogen som helst former for skyld – men så måske fordi det ikke var folk, der havde været underlagt det amerikanske samfund. For jeg kan sagtens se, hvordan det vil gøre en bitter 🙂
Og så har jeg da læst en smule Delany, som også er med i antologien – og ham husker jeg heller ikke sådan.
Hejsa! Heldigvis er feltet meget bredere end “de hvide er dumme og vi er ofre”, 24/7.
Oh!
Det uklart sagte (skrevne) er det upræcist tænkte. Og jeg var ikke ude i en kritik af “Tidstrance”, endsige litteratur begået af andre mennesker, der ikke har samme grisefarvede hudtype som min.
Jeg var udelukkende “i kødet” på “Afrikansk DIASPORA”, hvor “diaspora” – for mig – står som et begreb jøder har taget patent på – og det som enten GudsStraf eller som noget “onde mennesker” har påført dette “folk”.
Nu har jeg erkundiget … – erkyndiget …. – nu har jeg “læst på lektien” og er blevet klog på, at “diaspora” er “gledet ind i sproget” og nu også bliver brugt (benyttet) i en mere terrængående udgave, der ikke involverer guder eller Faraoner eller Babyloniske Herskere. Men simpelthen som beskrivelse af store, påtvungne menneske-forflyttelser.
Selvgjort er velgjort, kunne man fristes til at udbryde. Men jeg nøjes med at konstatere, at jeg ikke havde læst ordentligt på lektien. Vi beklager – og tilbage til studiet!