I podcastens julekalender, 9. december, kom jeg af vanvare til at udbrede mig om den “infografik”, jeg i 2010 lavede til fortællingen.dk‘s pakkekalender. Det er en billedlig sammenstilling af fornnordiske myter, der i forskellig grad leder op til moderne forestillinger omkring julen, og nogle af mine egne, mere paraloge associationer. Nu er jeg jo ikke etnolog, og foregiver ikke, at der er mere faktuel basis i mine ret overfladiske fund, end der er i f eks juleevangeliet. Kilderne er derimod relativt vederhæftige, og hvis ikke baseret på kendsgerninger, så i det mindste på kvalificeret gætværk 🙂

Min “metode” er primært associativ og generativ, med det ydmyge formål at brygge en illustration sammen, hvori jeg kunne anvende rebus- eller tegneserielignende teknikker til at vise abstrakte sammenhænge. Først senere stødte jeg på kulturteoretikeren Aby Warburg og hans Atlas Mnemosyne (1927–), hvori han med en lignende visuel montageteknik jævnførte myter på tværs af kulturer, for at identificere fælles mønstre og motiver, hvad han kaldte “patosformler”. Nedenstående udgør i bedste fald en ‘pataformel (jfr. Alfred Jarrys ‘patafysik), men målet var ikke højere fra starten.

Herunder kommer først en oversættelse af den forklarende tekst, jeg lagde på min daværende hjemmeside, året efter illustrationens første optræden. Derefter følger en kort, opdateret “tilbygning”, en slags shamanisk udestue af hedenske motiver, som jeg først har opdaget i mellemtiden – flere netop i forbindelse med researchen til den igangværende julekalender. Hvad angår de i teksten angivne referencer, er de overvejende til engelske kilder. Det skyldes dels, at mit oprindelige blogindlæg var rettet ud over en dansklæsende kreds, og dels, at engelsksprogede onlinekilder i 2011 ofte var mere fyldestgørende end de tilsvarende danske.

Yuletid

Det ville ikke være rigtig jul, hvis ikke religiøse knaldhætter slog løs på deres bliktromme om “krigen mod julen”, og dén sæsonprægede del af kulturkampen er vi heller ikke i år helt forskånet for. Ikke desto mindre vil sociale mediers visdomsord vide, at “hvis man ikke kan have Christmas uden Kristus, kan man heller ikke have torsdag uden Thor”, en traver som vender tilbage årligt i alle dens varianter (der findes adskillige kilder, men originalen fortaber sig i tågerne).

Det fik mig til at annotere denne tegneserie, jeg lavede sidste år [dvs 2010] for Fortællingen: Jeg havde svært om tid, og som jeg har for vane i den slags situationer, vendte jeg mig til Wikipedia (insert picture of puppy-eyed Jimmy Wales here). Jeg håbede at finde forbindelser mellem gamle nordiske solhvervsfejringer og moderne jul, men jeg kunne ikke have forventet et sådant netværk af forbindelser som viste sig. Illustrationen — kald det en rebus, en tegneserie eller informationsgrafik — findes herunder, lad os give den elevatorblikket, og læse den ovenfra og ned:

Julefar

Det traditionelle, oldnordiske navn for fejringen af vintersolhvervet, er jól eller ýlir, overleveret som “jul”, og til engelsk i ordet “yule”. Det synes på den ene side at betyde “fejring”, slet og ret, men samtidigt også være synonymt med en drikkeofring, eller regulær druk. I Hrafnsmál, eller “Haraldskvadet”, omtales det, at Harald Hårfager “drikker jul” (v. 6: “jól drekka“), selv om han er på havet. I al fald genfinder man variationer af jól og ýlir i flere af de mange tilnavne , som er blevet tillagt den nordiske gud Odin, asernes herre. Helt præcis navnene Jòlnir (Julevæsen eller Julemand) og Jölfuðr (Julefader).

Hvor betydningen “julemand” er den mest direkte forbindelse for den dansktalende læser, er “Julefader” ikke mindre interessant for associationen til den britiske Father Christmas, synonym med Santa Claus. Det er et pudsigt sammentræf, ligesom alle tilnavne som henviser til Odins lange skæg (Síðskeggr, Síðgrani, Langbarðr, m fl). Som det bemærkes i illustrationen var endnu et af Odins tilnavne desuden Óski, ønskernes gud, og så skal man ikke gøre det store mentale spring for at se ham i et butikscenter med småbørn på knæene.

Juletraditioner

Én myte, jeg ikke for min død kunne arbejde ind i illustrationen, handler om Den vilde jagt (også kendt som Oskoreia – jeg gætter på et sprogligt slægtskab med ovennævnte Óski), som i oldnordisk overlevering ledtes af Odin selv. Den fortæller om et jagtselskab som rider over himmelen i vinternatten, og har i moderne tid blandt andet givet inspiration til Peter Nicolai Arbos maleri Åsgårdsreien (1872), og til den amerikanske folkesang “Ghost Riders in the Sky”.

Når Odin således red sin ottebenede hest, Sleipnir gennem årets længste nat, måtte selv sådan et overnaturligt kreatur nødvendigvis trænge til et hvil, nu og da. I det tilfælde at Den vilde jagt skulle holde rast i nærheden, var det sædvane for skandinaviske børn at stille lidt mundgodt ud til Slejpner i deres støvler — som de hængte ved husets arne. Som tak ville den retfærdige alfader Odin så kvittere med en gave i støvlerne. Hvis det lyder bekendt, skal læseren være velkommen til at krydsreferere med nutidigt anglotype forestillinger om julemandens komme på julenat. Der finder man flyvende rensdyr i stedet for en ottebenet hest, sokker på kaminen i stedet for støvler, og det er Santa himself der affodres med mælk og småkager, men forskellen er til forveksling den samme.

Vi kommer straks frem til de moderne(?), religiøse aspekter af julen, men for at også dét billede skal stå klart, må sløjfen knyttes gennem endnu en forbindelse med Odin. Han var en guddom med ligeså mange ansvarsområder, så at sige, som han havde betegnende tilnavne. Han var krigens og sejrens gud, men også gud for visdom, magi og digterkunst. Især de tre sidstnævnte er nært forbundne med at han opnåede indsigt i runernes mysterier; på samme måde som den ægyptiske gudeskikkelse Thoth bragte han det skrevne ord til verden.

Det er en myte à clef i Odintroen, at han i sin jagt på kundskab ofrede sig selv, til sig selv, ved at hænge i ni dage og nætter på Verdenstræet (Yggdrasil, jfr oversættelse i illustrationen for oven), og vendte tilbage fra de døde med nyfundne gaver og begavelser, som blev hans tilbedere i Midgård til del. Det burde ringe en klokke; han døde på et generelt træ- eller korsformet apparat, og kom så til live igen? Han fik endda et spyd stukket i siden…! Er alle med? Godt, så tager vi et par associationsspring til.

Alle veje fører til Rom – og til månen

Nederst i illustrationen vil man bemærke ordene Sol Invictus, en reference til yderligere ligheder mellem det Nye Testamentes lidelseshistorie (alle fire versioner) og samtidige Mithras-traditioner; mere om det emne her! Selvofringselementet i forskellige guddomme, på tværs af kulturer, er et fascinerende emne, som jeg vil overlade til læserens egne studier, med den fortræffelige internetressource Sacred Texts’ onlineversion af Kersey Graves’ The World’s Sixteen Crucified Saviors (1875), alt efter temperament og tilbøjelighed. Resten af illustrationens nedre del viser min egen tolkning a genfødselstemaet, nemlig at det symboliserer den kvindelige cyklus (også repræsenteret af månens faser), og der igennem er meningsforbundet med undfangelse, og med livets mysterie.

En rent visuel allusion forekommer mig at findes i Yggdrasil- og korsmotivet, som en reference til livmoderen; hvis man overfører den korsfæstede Jesusfigur til en skematisk fremstilling af en livmoder, kan hans sår i store træk sammenstilles med æggestokkene (hænder), livmoderslimhinden (side), og livmoderhalsen eller vagina (fødder). Alle tre kvindelige kropsdele, der spiller en rolle i forløbet fra æggets modning og befrugtning, graviditet og fødsel. Er der på nuværende tidspunkt nogen læsere tilbage? Hvis ikke, er det helt i orden, det sidste er min egen hjemmeavlede teori, som er fremlagt her uden at jeg selv er overbevist om den. Den skal ikke have lov at ødelægge det ellers udmærkede, mytologiske puslespil som kom forud!

Jeg håber, I har nydt denne solhvervsskrøne, og husk: Man kan hverken have jul eller onsdag uden Odin!

En opdatering anno 2019

Så vidt mit knap ti år gamle rids af julens rødder, sådan som de strækker sig hinsides de kristne forestillinger, de i vore dage ofte betragtes som en del af. Ligesom da jeg først skrev det ovenstående, kan jeg i dag være skeptisk overfor den sidste, noget tvungne association til måne- og menstruationscykler. Det må være lagt til i et forfængeligt behov for at klemme en original teori ind, eller for at få de forudgående udsagn til at tage sig mere troværdige ud ved sammenligning. For at pynte på helheden vil jeg i stedet her tilføje nogle senere tilkomne noter om julens myter, som virker mere relevante.

Krampus, alias…

Der har i det mellemliggende årti været en stigende opmærksomhed på regionale juletraditioner, som dels synes at stride mod den moderne opfattelse af julen som en fredens og glædens tid, dels virker politisk ukorrekte i det enogtyvende århundrede. Jeg tænker her først og fremmest på figurer som Krampus (også “Knecht Ruprecht” eller “Belsnickel”) og den problematiske racekarikatur Zwarte Piet. Sidstnævntes minstrel-agtige fremtoning kan udledes af netop Hollands merkantile og kolonistiske fortid, men ikke helt undskyldes. Ikke desto mindre er Zwarte Piet del af et større mønster af julemandens skyggeside, eller straffende følgesvend, som går igen over hele Europa. På Island er det de tretten jólasveinarnir, eller “julekarle”, troldunger, der kommer ind til menneskenes bebyggelser fra den tolvte december og frem til juleaften for at hærge.

Alle disse figurer fungerer som “bad cops” imod julemandens “good cop”; bogstaveligt talt kæppen og guleroden, for flere af de straffende julevæsener bærer ris, som de uartige børn risikerer at få en tur med. I kristen tid er de ofte hornede figurer blevet reduceret til spritkopier af Satan, men det er ikke urimeligt at forestille sig, at de, inden kristendommen mudrede vandene, har været én og samme som “julemanden” selv, en mere tvetydig udmåler af belønninger efter fortjeneste. For at vende tilbage til emner fra den tidligere tekst ovenfor, så er Krampus i visse egne af Mellemeuropa angivet som leder af den vilde jagt, hvilket kan implicere ham yderligere som både julemand og Odin.

Shamaniske forbindelser

I illustrationen, som første del af denne tekst udlægger, danner juletræet baggrund for de øvrige delmotiver, men omtales ikke direkte. Det er ikke derfor et rent dekorativt element, men var dengang tænkt som en visuel allusion til verdenstræet Yggdrasil. Der er med andre ord ikke lagt større omtanke i granmotivet, end at også på den måde knytte en forbindelse mellem den moderne og den hedenske jul. Der findes ikke desto mindre udsagn om, at man fra gammel tid tog ene- og grangrene indenfor omkring juleblót, formentlig som en frugtbarhedsgestus, der skulle mane den lysere og varmere tid frem midt i vinteren.

En anden udlægning, der åbner for helt friske perspektiver på julens motiver, foreslås i Weird Christmas-podcastens afsnit “Santa and magic mushrooms”, som jeg allerede i starten af Superkulturs egen julepodkalender anbefalede til lytterne. Her kædes grantræet, og symbolværdien af gaver placeret ved dets fod, direkte sammen med en vækst som har et symbiotisk forhold til nåletræer, og som derfor ofte findes ved deres rødder: Den røde fluesvamp, amanita muscaria. Selv husker jeg fra min barndom, at der hang dekorationer formet som fluesvampe på juletræet. Dens farver, rød og hvid, går igen i juletraditionerne, og ikke mindst i det moderne julemandskostume. Det har affødt flere internetindlæg, hvor den mulige sammenhæng er reduceret til “Julemanden er en magisk svamp!”. Jeg skal forsøge at være lidt mere nuanceret her:

Fluesvampen, som alment betragtes som giftig, har været central i shamaniske riter over det meste af Nordeuropa og -Asien, hvor den fungerer/-ede som enteogen formidler af højnede mentale tilstande – trancer, ånderejser, eller simpelthen trip. Shamanens rolle i tidligere tiders samfund var, at fungere som et talerør til naturånderne og til forfædrene, en funktion som bl a indebar at overskride grænserne af menneskelig erkendelse, sådan som den var defineret af præurbane landbrugs- og hyrdesamfund. Derfor skildres shamanen som en liminel, flertydig figur – tvekønnet, formskiftende, halvt dyr og halvt menneske; lunefuld og vanvittig – og både initieringsriter og den initierede shamans klædedragt afspejler den superposition. Et vigtigt element for at overgå til shamanstatus er en rituel død og genoplivelse, der både giver magisk indsigt, og gør den således indviede i stand til at samtale med de døde og med dyr. Psykoaktive planter spiller selvsagt en rolle i disse ritualer.

I det shamaniske verdenssyn fungerer træet ikke bare som et skilt, der viser vej til hallucinogene svampe, men er mere fundamentalt et sindbillede på verdensaksen, hvorom alting drejer (sig). Som den nordiske mytologis Yggdrasil strækker denne akse sig fra underverden til himmelen, og shamanens rejser mellem de forskellige sfærer symboliseres ved en bestigning af træet, som en stairway to heaven eller et ridedyr for en ghost rider in the sky. Allerede nu turde der tegne sig flere paralleller mellem shamanfiguren, juletraditioner og Odin – ja, selv ham Jesus, for visse etnobotanikere mener at kunne tolke helgenglorier som stiliserede svampelameller. Lige dén udlægning kan vi lade ligge for nu…

Ved at tolke Odin gennem et shamanisk perspektiv, giver både hans hængning og dødsoffer på træet en anden mening, men kan også forklare flere af hans ofte modstridende tilnavne: han kaldes for eunuk (Geldnir), “han som er mange” (Fjölnir), han tillægges dyretræk og formskifte-evner (Fjallgeiguðr, Svipall), og en lunefuld personlighed (Glapsviðr). Særlig det dobbelte menneske-/dyremotiv er interessant i forhold til andre figurer, som vi har været inde på ovenfor, og det skal nævnes at shamaner udagerer lignende roller ved at iføre sig dyreskind eller -ham, for at påtage sig dyrenes karakter, på samme måde som den afbildede shaman klædte sig i polkaprikket dragt for at kanalisere fluesvampen.

Blandt de ældste bevarede billeder er hulemalerier af mennesker med gevirer og andre dyretræk. Ideen om det liminelle menneskedyr strækker sig med andre ord adskillige tusinde år tilbage i vores tankesæt. Således finder vi en visuel linje mellem Pan, Cernunnos, Herne og Krampus – og frem til en djævlefigur, som kristendommen har fundet det for godt at identificere dem alle sammen med – og via de tre sidstnævnte har vi desuden en forbindelse til Den vilde jagt, og til Odins vintersolhvervsgaver.

Verdenstræet/-aksen giver os dels en tolkningsmulighed for det kryptiske navn “Yggs ganger”, eftersom Yggdrasil ikke bare var Odins kors eller galge, men også hans Jakobstige, et transportmiddel mellem åndeverdenerne; dels får vi et vink om, hvorfor Julemanden skulle bo netop på Nordpolen, dvs ved det nordligste punkt på jordens omdrejningsakse.

Skulle man ikke tro på just dén angivne bopæl for julemedicinmanden, så kan man trøste sig med at han i al fald efter alle udsagn holder til under nordligere himmelstrøg, hvor nåletræerne og deres svampesymbioter trives.

Sidenote: nissen

Når vi nu har brugt så lang tid på julemandssskikkelsen som moderniseret, ophøjet alfader, synes jeg vi skylder, afslutningsvist, at dvæle lidt ved den mere ydmyge nisse. Før de blev degraderet til hjælpere for (eller skalamodeller af) julemanden, var de selvfølgelig gårdens vogtere, husstandens ånd eller genus loci, som bonden med familie gjorde klogt i at tækkes, hvis ikke mælken skulle skille, høsten slå fejl, og Maren få tohovedede kalve. Den tidligere nævnte Knecht Ruprecht omtales desuden af Jacob Grimm som en udvikling fra førkristne husånder som kobolden, eller vores egne nisse. På samme måde som man ved juleblóten gjorde ofringer for at skynde på forårets komme, og stadig i det tyvende århundrede stillede mad frem til forfædrene julenat, stiller nogle stadig grød ud til nissen på juleaften.

På svensk hedder nissen stadig tomten, han er altså direkte knyttet, ikke bare til slægtsgården, men direkte til grunden, til jorden. I sin Spirits, Fairies, Leprechauns, and Goblins: An Encyclopedia (1996) omtaler Carol Rose kobolder og lignende husånder som direkte relaterede til hjemmets ildsted eller arne, en tradition som tillige er kendt fra antikke romerske forfædrekulter. Husholdets patriark havde ansvar for, at holde ilden fra arnen i live under en flytning, så nissen (for at blande kulturelle metaforer grundigt) flyttede med. Clement A. Miles knytter arnen, ildstedet direkte til forfædretilbedelse i sin Christmas in Ritual and Tradition (1912), og til den hovedsageligt britiske Yule log-tradition.

Troen på forfædrene som stedsånder udviklede sig gradvist til forestillingen om “de underjordiske”, eller ellefolket, som beboede netop gravhøje. Efterårets ofring til elverne, álfablót, som netop fejrede husånderne, synes at have en parallel i en mere generel appel til grav- eller “trold”-højenes indvånere. Denne tro på stedets beskyttende ånd måtte folk selvfølgelig forsøge at vende til et redskab eller en praksis, om det så betyder at ofre et menneske ved opførelsen af særligt betydningsfulde bygninger.

Således omtaler Frazer i The Golden Bough (1922) “the old practice of immuring a living person in the walls, or crushing him under the foundation-stone of a new building, in order to give strength and durability to the structure, or more definitely in order that the angry ghost may haunt the place and guard it against the intrusion of enemies”. Denne praksis har været sjælden, men observeret over hele verden, f eks i Serbien, New Zealand, og i Japan formaliserede og navngav man endda disse hitobashira, eller “menneskelige søjler”.

Det er altså ikke kun svigefulde guders blodtørst, som har kostet liv, men også vores egne forsøge på at komme den slags krav i forkøbet, eller endda “game” ofringsssystemet ved at selv forlene bygninger og steder med (som Frazer påpeger, formentlig ikke særligt venligtsindede) geni loci. Der er ikke noget at sige til, at man fra tidlige tider til nu har fundet behov for en gave- og lysfest på årets mørkeste tid, og søge efter et glimt af velbehag i medmenneskene.

Glædelig jul, og glem ikke at fodre nissen!

Referencer

Online kilder (som ikke er Wikipedia)

• Elsdon Best, Maori Religion and Mythology (1976)
• Clement A. Miles, Christmas in Ritual and Tradition (1912)
• Sir James Frazer, The Golden Bough (1922)

Billeder (gen)anvendt i illustrationen:

• Vandreren Odin (1886) af Georg von Rosen.
• Tidlig amerikansk Santa Claus-afbildning (1881) at Thomas Nast.
• Odin på Verdenstræet (Okay, det er zombie-Jesus på korset, men i betragtning af at billedet er lavet lige efter, Danmark blev kristnet, vil jeg tillade mig at tro, der har været lidt forvirring omkring begreberne!) afbildet på den store Jellingsten.
• Cristo Crucificado (1755) af Bartolomé Esteban Perez Murillo