The cold equations

The cold equations

Jeg har lige lyttet til “Klog på sprog” på P4, hvor Årets Ord skulle kåres. Det blev, efter et lettere besynderligt udskillelsesløb, “ChatGPT”! Og det til trods for at dommerpanelet sådan set var enige om, at det 1) ikke er særligt dansk, 2) ikke er ord, men et varemærke. På den anden side var også “Barbie” og “Irmapigen” med i opløbet, sammen med “klimakollaps”, “iltsvind” og “prompt”. En tidlig taber var vendingen “når det så er sagt”. Men forslagets stiller havde vist ikke helt begreb skabt om, hvad vendingen dækker, men anførte at det blev anvendt som noget dobbelt-konfekt-agtigt. Not so!

“Når det så er sagt”-vendingen benyttes oftest med negerende effekt, i forhold til den forudgående sætning: ” – Naturligvis accepterer vi ikke udenlandske militærbaser på dansk grund. Men NÅR DET SÅ ER SAGT, har Danmark også en forpligtelse overfor … etc.”

Og det vi har gøre med hér, at retorikkens tre appel-former: Ethos, Pathos og (nej, ikke Aramis, men) Logos. Men inden vi går dybere i det, skal det nævnes, at værten på “Klog på sprog”, Adrian Hughes, selv havde en kandidat til Årets Ord, nemlig “spekulyse”. Altså en besynderlig legering af “spekulere” og “analyse”. Bemærk iøvrigt ordet “spekulere”‘s sprogligt familiemæssige relation til “speleologi” (huleforskning) og “speculum” (som I lige selv kan slå op på WIKI).

Betragt det følgende som en “spekulyse”

For en Herrens masse år siden – og det må have været i gymnasietiden – blev jeg belært om, at der var “de bløde videnskaber” (altså humaniora) og “de hårde videnskaber” (altså naturvidenskaber). Underforstået: – man må lige vælge, hvad man selv synes man skal satse på, i forhold til interesse og evner (og jeg er lige dårlig til begge dele – muligvis fordi jeg finder opdelingen temmelig arbitrær). Hertil – lod mig forstå – forholdt det sig således, at indenfor humaniora var der plads til holdningers sammenstød, mens der i naturvidenskabelige discipliner kun var plads til … nåja: “cold equations”. “Kannst du nicht akkusativ, dann ….”!

Min senere erfaring har vist mig, at det snarere forholder sig omvendt. Hvor “naturvidenskabskvinden” godt kan geråde udi et: ” – nåmmen, det ka’ sgudda’ godt være, det er værd at kigge nøjere på!” så er “humanisten” straks på pletten med: ” – nixenbixen, Karen Blixen! For ifølge Heideggers værensbegreb og Freuds påpegning af at trangen til hatte er et udtryk for penismisundelse, kan man ikke foretage en analyse af Lille Peter Edderkop udfra en aristotelisk materialdefinition! Gå din vej og ta’ dit vrøvl mæ dig!”

Men én ting bliver “humanister” gode til: – manipulation. Og hér kommer vi så tilbage retorikkens appelformer, Athos, Portos og Logos.

Hvis man orker at døje med det besvær, det vil være at se på ovenfor anførte sætning om Danmarks suverænitet, vil man måske kunne øjne, at retorikken går fra Etos – altså hvad der menneskeligt set er indlysende rigtigt – til Logos, nemlig at der foreligger en verdenspolitisk situation, der må tages med ind i “the cold equations”. Altså en retorisk bevægelse, der går fra “det er også rigtigt” (etos) til “men realistisk set” logos. Men det kan blive meget værre:

For tiden læser jeg Dansk på SDU. Men jeg er også folkeskolelærer i fagene Dansk, Samfundsfag og Historie (det sidste lidt af en tilsnigelse, but for the time being). Og så er jeg uddannet pædagog, med 27 års erfaring i det erhverv. Og der skal siges meget godt om pædagoger i bred almindelighed, men der skal også nævnes, at de har ladet sig udstyre med et forfærdeligt sæt af floskler, uovervejede metaforer og moderigtige ytringer, der hindrer dem i produktive analyser. Ikke altid! Men ofte!

Længe før Mette Frederiksen genopfandt sig selv som Børnenes Minister, deltog jeg i et personalemøde, hvor en kollega kom med det tunge argument at: ” – Vi vil jo alle det bedste for børnene!”

Rent spoileragtigt kan jeg med det samme sige, at denne “udmelding” spiller på samtlige af retorikkens appelformer. Men for nu at problematisere ytringen yderligere, så er den ren fake. Faktisk er den det rene vås. Lad os se på sagen; lad os lave en såkaldt “dekonstruktion”:

Nogen siger noget om noget til nogen. I gymnasiet hedder det “afsender-budskab-modtager”. Men i forhold til ovenstående model har vi også et “hvordan?” og et “hvorfor?” Og det er hér det bliver interessant. For hvem er dette påståede “vi”?

Ja, ytringen er jo udtalt på et personalemøde i en ganske almindelig børnehave, men kunne for så vidt være hældt ud fra Folketingets talerstol. Så dette “vi” er tilsyneladende et solidarisk “vi”. Den der lytter er så at sige inviteret med indenfor. Og det bliver understreget af det lille ord “jo”, der kan oversættes til “selvfølgelig”, “naturligvis”, “absolut”, og dernæst det tilsyneladende redundante, men retorisk set ret manende (kontekstuel en patos-struktur), “alle”. SÅ er “vi” der; point of no return. Og hernæst kommer det som “vi alle” har fokus på: – “børnene” (hvilket også kunne udskiftes med naturen, økonomien, flygtningene, indvandrerne, luderne, lommetyvene, skattesnyderne – pick your choice! Sticks, flyers and streamers), for endelig at trække roulettepuljen helt hjem: “-det bedste!”

De senere år er jeg ofte, blandt mine medstuderende, stødt på den antagelse at der et trin over “moral” skulle kunne verificeres essensen af det ultimativt “rigtige”, som så bliver benævnt “etik”. Men det er en vildfarelse: – Etik er et universitetsfag, der forsøger at kortlægge forskellige samfunds strukturelle moralkodeks. Og jeg må ofte bedrøve med, at det ikke er muligt at påberåbe sig en overordnet Rigtignokhed, medmindre man griber til religiøse krykker … – som i virkeligheden ikke adskiller sig ret meget fra mit argument: – Desværre! Men du kan have en holdning! Og det er den der tæller.

På den baggrund er det ret svært, at udsige hvad “det bedste” er, medmindre man ekspliciterer sin egen holdning, For umiddelbart kan det være vanskeligt, at vægre sig mod ytringens præmis, nemlig dette diktatoriske “vi”/”alle”, for så er man dømt “ude af det gode selskab”.

Rent retorisk går udtalelsen fra et påstået Logos til et solidarisk Patos til et tilsyneladende Etos. En bevægelse der udsiger, at selvfølgelig er det sådan hér, det er. Men er det det?

Med et tilbageblik på ytringstrekanten bliver det tydeligt, at det “noget” der ønskes kommunikeret, glimrer ved sit absolutte fravær. For hvad er “det bedste” for den udefinerede gruppe af børn, som “vi” (åbenbart) er enige om skal have det? Chokolademadder, gyngeture, én over nakken, rødgrød med fløde?

Med andre ord, kan man sige at ytringen er fuldstændig og totalt aldeles komplet tom for mening – i retorisk perspektiv. Så hvad er så meningen med at fremsætte den? Jo, der er tale om magtdemonstration og manipulation: – sandheden er derude

– for du, der lytter til denne ytring burde allerede vide, hvad “vi” mener er “det bedste”. Og hvis du ikke gør det, så er det dig – og ikke “vi”/”alle” – der er på skideren.

Ja! Hvad man dog ikke kan få gravet op af glemslens dyb og almindelig nominalharme ved at lytte til et uskyldigt radioprogram. Men nogen skal jo for faen gøre det! Landet fattes holdninger, der går lidt længere end hvad Breaking News på diverse platforme, woke, politisk korrekthed og folketingsmedlemmers akrobatretorik kan præsentere. Som John Brunner sagde: – Pessimism is good for you. Til hvilket jeg vil sige: – iskold og stålglat kynisme er heller ikke at foragte!

2
Barselsævl 7 – Sheriffen og Danmarks styrke Årets bøger

2 kommentarer

Janus siger:

Helt ved siden af indlæggets hovedbudskab og alene afstedkommet af sammensætning af sprog og chatGPT (og naturligvis fordi vi vil indlægsskriveren det bedste) – franskmændene har det angiveligt underholdende i disse så AI-populære år, idet chatGPT udtales “Chat, j’ai peté” = “Kat, jeg pruttede.”

Henning Andersen siger:

Den så jeg ikke komme! Der må være point og cigar!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.