Min kærlighed til tegneserier går næsten så langt tilbage, som jeg kan huske – mine forældres luvslidte kopier af Rejsen til Saturn og Fenrisulven er løs, og måske endnu tidligere Anders And bladene hos min Mormor. Og så var der perioden hvor jeg herskesygt vogtede bunkerne af tegneserier på skolebiblioteket og hver uge bandede over at ‘de andre’ havde blandet Asterix over i Gammelpot bunken. Da min yngste bror begyndte at læse Spiderman og X-men, faldt jeg også i med begge ben efter en periodes skepsis (han startede midt i Splatter maler byen rød, storesøster did not approve), for endelig i midt 20erne at samle noget Alan Moore op i Forbidden Planet i London og begynde at kigge på graphic novels, indie comics, web comics og endnu mærkeligere ting.

Alt dette bare for at sige at jeg synes, jeg har læst ret mange, og mange forskellige, tegneserier i årenes løb. Og efterhånden er mine altædende tendenser blevet afløst af en vis kræsenhed. Jeg er lige så overmættet af superhelte på papiret som på skærmen, er ofte alt for opmærksom på tropes til at kunne nyde historier og tegnestil for sig selv. Og kan stå fuldstændig af en ellers elsket serie hvis tegningerne skærer mig i øjnene – prime example er The League of Extraordinary Gentlemen. Jeg elskede de to første, men er siden blevet så overfølsom overfor især anatomien i Kevin O’Neill’s tegninger at jeg aldrig får læst resten af den serie.

Så meget desto federe er det på den anden side at finde tegneserier hvor alting bare spiller (eller mindre kritikpunkter overdøves af alt det gode). To af de absolut bedste tegnede serier jeg er faldet over de sidste par år er således Head Lopper og Outer Darkness. Here’s why!

Head Lopper

Head Lopper (skrevet og tegnet af Andrew MacLean) samlede jeg første gang op i 2017 i Faraos Cigarer. Bind 1 ‘The Island’ or ‘A Plague of Beasts’ er virkelig et actionbrag af en historie. Der bliver lopped SO. MANY. HEADS. Tegnestilen minder ved første øjekast om et kryds mellem (en grov) Hellboy og Steven Universe. Handlingen er kort fortalt at Norgal (mr. Lopper), en slags arketypisk vikingekriger, drager til den monsterplagede ø Barra (miljøet er vel nærmest skotsk), hvor han slår en afsindig mængde monstre ihjel og langsomt opklarer et mere nederdrægtigt plot der ligger og ulmer under det hele. Med sig har han hovedet af Agatha Blue Witch, en heks han har halshugget, men som nægter at dø. Agatha er i noget højere grad end Norgal hjernen og munden i foretagenet. Hun er samtidig overbevisende irriterende og veksler mellem at hjælpe og modarbejde Norgal, sådan lidt efter hvad hun tænker kunne give de morsomste resultater. Norgal selv er så meget en blank page at hans sparsomme ansigtstræk somregel er slugt op af hans skæg. MacLean befolker dog alle Norgals eventyr med et galleri af virkelig interessante selvstændige bifigurer. Persongalleriet, monstergalleriet, action-sekvenserne (tydeligt inspireret af gamle platformspil) og en forrygende billedside holder virkelig det hele på sporet.

Da jeg læste det første bind irriteredes jeg af tegnestilen, som jeg opfattede som Mignola-agtig, men ikke på niveau. Men langsomt og sikkert er jeg blevet fanget mere og mere ind og synes MacLeans tegninger og hans stil kan stå selv, uden at behøve sammenligninger til andet end at give en ide om hvor vi er. Det er i den forbindelse også værd af nævne den fantastiske farvelægning – helt ærligt ikke noget jeg plejer at spotte – i bind 1 af Mike Spicer, og i bind 2 og 3 af Jordie Bellaire.

Da jeg opdagede at der var kommet et bind 2 (‘The Crimson Tower’) og 3 (‘The Knights of Venora’) var jeg allerede i høj grad blevet fan af Head Lopper. Og jeg er enormt glad for at kunne sige at niveauet faktisk kun blev endnu højere. Tegningerne endnu vildere og mere psykedeliske især i Crimson Tower’s labyrint af prøvelser. Samtidig synes jeg, MacLean er lykkedes med at snige en karakterudvikling ganske forsigtigt ind over en figur, der ellers er så tæt på en pap-udskæring, som man næsten kan komme. Det gør han ved hjælp de førnævnte mere dynamiske bi-figurer og igen en forsigtig udbygning af hans eventyrunivers – læseren får en lille bid af gangen.

Så hvis du er til fantasy/adventure genren og gerne med en masse action, er Head Lopper tegneserien til dig!

Outer Darkness

Outer Darkness (skrevet af John Layman og tegnet af Afu Chan) er et sci-fi/horror eventyr. Horror, som i, vi skal ikke mere en en håndfuld sider ind i det allerførste afsnit, før rum-exorcisterne kommer på banen! Den lægger også dystert fra land med det følgende citat fra Matthæus evangeliet 25:30 “And cast out the worthless servant into the outer darkness. in that place there will be weeping and gnashing of teeth”. Allerede på det punkt i læsningen sad jeg nærmest og gned mig i hænderne af fornøjelse.

Indtil videre er der 2 bind som overordnet handler om kaptajn Joshua Rigg og besætningen på The Charon idet de flyver gennem en lang række problemer på vej mod det føromtalte Outer Darkness uden for den galaksens trygge(?) fangarme. That’s right, historien er stadig ikke nået til titel-destinationen

Som med Head Lopper, bliver der relativt hurtigt smidt nogle gode monstre på suppen, og selvom tegningerne her er mere i den realistiske tradition, får Chan det hele – anatomi, aliens, monstre, spøgelser, guder og deep spaaace – til at se så ubesværet ud at det er en fryd.

Der ser også her ud til at være gået en hel del arbejde på character development af besætningen (komplet med infanteri, exorcister, ships crone og hendes irriterende kat, kvantematematikere? navigatorer, og naturligvis et tykt lag administrata) på The Charon- af hvilke ca ingen bryder sig om Rigg eller hans metoder. Meget passende har første bind titlen ‘Each Others Throats’. Efter nogle indledende øvelser begynder historien dog at dykke ned i de forskellige besætningsmedlemmers agendaer og her begynder det at blive rigtig godt. I bind 2 (med den desværre meget ringere titel ‘Castrophany af Hate’…) er de grundlæggende konflikter altså lagt op og man begynder så småt at glæde sig til nogle konfrontationer.

Men åbenbart synes Layman ikke der har været helt nok smæk på horror delen (trods monstre, spøgelser, dæmoniske besættelser, zombie-space-bugs, og en sjæle-spisende God Engine), så han smider pludselig et haunted house (komplet med onde onde nazister) ud i en afkrog af galaksen hvorfra Rigg og co kan gøre kort process med det. Og i processen samle en katolsk nonne op. Det er eddermame et weird flex! Muligvis ment som et blink til The Conjuring filmene? Uanset hvad formålet måtte være var jeg på dette tidspunkt i min læseoplevelse kommet til ‘OK, nazister og nonner skal vi da også have med.. bring it on!’ .. Og så kommer de nævnte konflikter, som taktslagene i et smukt dirigeret symfoniorkester.

Så for også at runde denne anmeldelse af – har du fået nok af smukke Hollywood scifi film som vistnok i virkeligheden handler om familie, the friends they made along the way, or some such bullshit? Og har du lyst til noget yderst genrebevidst scifi/horror, igen med en masse action!? Så er Outer Darkness den redningspod du har ventet på.