Det er nogle gange interessant, hvordan en film kan være utroligt stærkt og utroligt træls på samme tid. Det var lidt oplevelsen med Advantageous.

Det er en af de der film, som har ligget i vores Netflix-kø i ganske lang tid, hvor algoritmerne langsomt har skubbet den mod bunden. Og der var den nok endt, hvis ikke for min kones “Verden er så dum, at jeg må se noget science fiction.” Jeg tænker, tankegangen må være, at hun enten ville blive adspredt eller glad for, at vores verden i det mindste ikke så ud som den fiktive. Eller måske ville hun bare se rumvæsener.

Frem blev Advantageous gravet – og egentlig på trods af, at vi så traileren. For den sælger ærligt talt ikke filmen særligt godt. Se selv (hvis du lyster)

Gwen bliver fyret fra sit arbejde som talsperson for et livsstilsfirma – med lidt skrevet mellem linierne, at hun er for gammel. Deres nye produkt er en total genopbygning af kroppen til sund, rask og skræddersyet tilstand, og der skal sælges til et nyt segment. Det anbringer vor hovedperson i en ubehagelig situation, for hendes datter er samtidig nået en alder, hvor det er vigtigt, at hun kommer i den rette skole for at kunne klare sig frem over.

Som man måske forstår, er der tale om en lille “socialrealistisk” science fiction-historie, der fokus er på nogle enkelte personers forhold i et nært fremtidigt samfund. Og det er også filmens styrke, for man bliver langsomt mere og mere bevidst om, hvad der foregår, og den viser sig at være en underspillet dystopi. Hovedpersonen er kvinde, enlig tillige, og med enkle strøg males der et billede af, hvad det betyder for hendes muligheder. Det er knugende på en helt anden måde end f.eks. Handmaiden’s tale, hvor der ligesom bliver malet med de vilde strøg.

Men – og her kommer mit men og mit trætte suk i forhold til filmen – alting fortælles med dvæle-knappen skruet cirka to niveauer for højt op. Folk sidder i deres senge og stirrer frem for sig. Folk løber i drømmeagtige sekvenser, som måske er minder, måske ikke. Selv de eksplosioner, der nu og da rammer byen, bliver langsomme og næsten smukke. Det er en fortællestemme, der spiller fint sammen med den fremmedgørelse, som spreder sig senere i filmen, men at bruge den hele vejen igennem føles for mig som at høre en hel lydbog indtalt med indsmigrende læspen. Det føles måske, som om jeg ikke har de rette receptorer for den måde at fortælle på – det kommer der sikkert en opgraderingsmulighed til om nogle år.

Men grundlinien: Advantageous har styrke. Jeg er lidt forundret over, at jeg faktisk aldrig har hørt om den, før jeg engang refleks-afmærkede den på Netflix, men trods min personlige modvilje mod dele af den er det klart en film, jeg vil anbefale.

Undtagen hvis du bare vil gøre dagen bedre ved at se rumvæsener blive sprængt i luften.