SUPERKULTUR

Super Admin

aug
05

Avengers: Endgame – Shakespeare havde ret

Note: Jeg begyndte at skrive nedenstående i dagene efter at have set Avengers: Endgame, mens filmen stadig var nogenlunde pop- og superkulturelt relevant. Som teksten greb om sig vaklede jeg til sidst lige før målstregen, og har først nu fået skrevet den færdig. Formentlig kan nedenstående være til glæde for de 5% af befolkningen som ikke har punget ud til en biografbillet, og som nu gerne vil tales fra at købe filmen (og Marvels fremtidige leverancer) på DVD. —AH

Så gik det hverken værre eller bedre end at jeg tog familien i biografen og så den seneste Avengers-film. Det var vel uundgåeligt, eftersom jeg engang i firserne blev bidt af superheltebillen og i godt og vel ti år frem antog alter egoet Superfan. Da Marvel begyndte at spytte film ud var jeg nok i bedring, men brugte filmversionerne til at bonde med mine egne unger. Hvor tegneserierne var tyngede af årtiers bagkatalog, grundlæggende modsagt af figurer som aldrig rigtigt blev ældre, var der en ukompliceret friskhed over de første filmatiseringer af i al fald Iron Man og Thor. De på det tidspunkt uforpligtende løfter om “Avengers-initiativet” kunne endnu affejes som spøjse, interne jokes, men jeg gruede i mit stille sind for den dag, hvor kanonisk kontinuitet kunne overbebyrde Marvels filmunivers på samme måde som tegneserierne. Jeg så for mig de endeløse, massive crossovers og gøs ved tanken. Men her er vi, hvis man skal tro Marvels væg-til-væg-pressedækning for Avengers: Endgame, ved slutningen af elleve års filmmarathon: En omfattende men endelig crossover.

Som bekendt er dette anden del af den tredie Avengers-film, Avengers: Infinity War – Marvels PR-afdeling kan insistere nok så meget på at de to er enkeltstående film, men faktum er at Endgame giver absolut nul mening hvis man ikke (allermindst) har set Infinity War. De er lige så lidt selvstændige størrelser som Game of Thrones er en tre dage lang film. Alt dette kan selvfølgelig ses mere som et tegn på kollaps i vores skelnen mellem film og TV-serier, og kan måske virke overflødigt at skrive i 2019, men Marvels filmunivers har i dén grad været med til at udviske tidligere formelle grænser for en histories udstrækning på film – ikke bare som en serie, men som et netværk af gensidigt afhængige knudepunkter. Med andre ord, en løbende event inspireret af Marvels måde at udgive tegneserier, som kræver at man ser hver nye film for at kunne forstå hvad som sker i den næste. Som den postulerede endestation for Avengers-toget er Endgame derfor fyldt med pligtskyldige nik og hentydninger til alt hvad der er gået forud, og for at også give plads til en afrunding på historien fra Infinity War er filmen endt med en spilletid lige over tre timer. Det skulle man mene var ret meget film, sådan som den slags nu kan måles, men det er at købe en kat i en meget stor, tom tønde.

Eftersom vi lever i en tid hvor spoilers er anstød til tørre tæsk, må jeg advare om at jeg kommer til at afsløre flere plotelementer i det følgende, men lad det være sagt med det samme at som film beset er Endgame noget frygteligt rod, og historien til tider temmelig trættende i dens unødvendige sidespring og vildspor. Værre endnu, Infinity Wars lettere traumatiserende halvlegsafslutning (og publikums bæven og rugen i det år der er gået siden da) bliver ret rutinemæssigt liret af, som underlægning til onkelagtigt platte jokes der står i skærende kontrast til oplægget, at halvdelen af alt liv er gået op i støv. Blandt Marvels bedste film er absolut dem der formår at blande den moralske Sturm und Drang med komedie, men her maler franchisen sig op i et hjørne ved ikke bare at have sat (halvtreds procent af) alt på spil, men også ryste hovedpersonernes overbevisning om deres egen ufejlbarlighed – og de vante oneliners falder fladt til jorden. Måske indså nogen i produktionen at TV-serien The Leftovers håndterede efterveerne efter en pludselig masseforsvinding langt bedre og mere radikalt end man ville vove i en Avengers-film? I al fald springer handlingen abrupt fem år frem, og fokuserer helt ind på superheltene og deres sårede egoer.

Der var indtil flere film gemt og glemt bag det spring i tid, men at dvæle ved dem ville bidrage til en terapeutisk bearbejdelse af den sårede stolthed, og det er ikke Endgames ærinde. Tony Stark har giftet sig og fået en datter, Bruce Banner er kommet i udtalt balance med sig selv, og Thor har spillet ølpong og Playstation med Miek og Korg(!), men det er bare henholdsvis små hindringer og et komisk indslag på vejen til det sidste skud i kanonen. Den eneste, der har holdt øjnene på bolden er Black Widow, nu åbenbart Natasha Romanoff: Super Admin. Med et tunnelsyn som er Nick Fury værdigt har hun overvåget universet i døgndrift fra sit kontrolrum, for at aldrig blive taget med bukserne nede igen. Og således er det telegraferet med magnaprint: Sorg og tab udenfor klubhuset forbises komplet, og overskygges selv indenfor det tilbageblevne figurgalleri af det faktum at de mislykkedes. Mellem linjerne kan man tyde at Avengers heller ikke bryder sig videre om de seere som blev ramt i affekten af forrige films knusende afslutning. For superheltene er det kun deres egen uovervindelighed som har værdi og berettigelse.

Lider man af en usundt overproportioneret selvfølelse, må man nødvendigvis vende nederlag til blændende triumf, og hvis oddsene er umulige må man omskrive spillereglerne, om så fysikkens love knager og bløder i processen. Selvfølgelig skal Avengers rejse gennem tiden for at retroaktivt besejre Thanos, og dialogen liner adskillige tidsrejsefilm op for at øjeblikkeligt skyde dem ned: “Sådan fungerer det ikke.” Marvel har deres eget tidsrejseparadigme, hvor for eksempel bedstefarparadokset er ude af billedet. Der er ikke megen forklaring, tilsyneladende kan man ikke ændre sin egen historie, men der er alvorlig risiko for at skabe parallelle, “mørke” tidslinjer hvis man roder med fortiden? Og man kan godt slå sit eget fortidige jeg ihjel, hvis denne allerede har afveget fra den etablerede tidslinje ved at rejse frem i tiden til ens egen nutid? Helt ude i Bill & Ted-koncepterne er Avengers’ grundlæggende plan om at snuppe Uendelighedsstenene fra fortiden, bringe de forstøvede savnede tilbage, og levere stenene tilbage hvor(når) de fandt dem, så det kausale loop lukkes og, i princippet, alting er som før. Med andre ord forudsætter missionens succes at planen lykkes, en lige vel skråsikker tautologi som kun giver mening i den forstand at Avengers altid vinder, de skal bare finde ud af hvordan. Plantet i begyndelsen af filmen, men let danset henover i filmen, er at Thanos har ødelagt Uendelighedsstenene, hvilket ifølge Tilda Swintons Ancient One skulle medføre ballade i tidskontinuumet. Der skulle være materiale til flere kataklysmiske fortsættelser i dén godbid, hvis man ikke er klar til at koble ud af Marvel permanent efter Endgame.

Tidsrejseelementet er dels en strukturel hvepserede af blindgyder og selvmodsigelser, dels velkommen anledning til en rejse ned af Marvels memory lane, drevet frem af klap på egen skulder. Nøglepunkter fra de første Avengers– og Guardians of the Galaxy-film bliver genset, primært som en vaselineindsmurt håndsrækning til superfans, men i et returbesøg til sekundavaren Thor: The Dark World retter Marvel faktisk op på en af deres grovere bommerter. Thors mor Frigga (og skuespilleren Rene Russo) havde i den grad lidt under mangel på karakterisering og skærmtid i den foregående Thor-film, og i Dark World blev hun summarisk aflivet med det ene narrative påskud at øge hovedpersonens personlige indsats i det ganske ligegyldige plot. Vist er der kosmiske mils afstandstagen mellem forne nordiske guder og Marvels scifi-versioner af dem, og behandlingen af Frigga må fremmest ses i kontekst af Marvelfilmenes overordnede problem med at skildre kvinder på lige fod med mandlige figurer. Asen Frigga var ikke faldet som en redshirt for nogen elver, og figurens exit var tættere på blasfemi end Asgårds ødelæggelse i Thor: Ragnarok. Derfor er det velgørende at se hende få lidt ekstra efterskudseksponering, på egne præmisser og ude af både Odin og Thors skygge. Tværtimod kan hun give en lettere vildfaren (fremtids-)Thor den moralske vejledning og støtte han behøver for at klare sig igennem denne ørkenvandring af en historie.

At Thor er i svært behov for vejledning skyldes ikke mindst Infinity War– og Endgame-forfatterne og -instruktørerne. I Thor: Ragnarok som kom umiddelbart før denne double whammy, ødelagdes hans hammer, Mjølner, og Thor gik rundt i vildrede det meste af dén film, indtil Far Odin dukkede op som en anden Mufasa i skyerne og spurgte ham, “Are you Thor, God of Hammers?” Nå nej, var svaret i Ragnarok, og Thor slog lynild af genfunden selvtillid. I Infinity War handlede hele Thors historie alligevel om at han måtte rejse verdensrum og rige rundt for at skaffe et nyt stykke værktøj. Den overgribende logik som har bundet filmene sammen faldt atter til fordel for det umiddelbart opportune plotrationale. At de stærkeste Avengers skulle bortmanøvreres fra narrativet, så der kunne blive to film af det sindrige men tynde plot, er åbenlyst: Selv Hulk surmulede hele vejen gennem Infinity War i Bruce Banners psyke, og nægtede at komme ud at lege. Tilsvarende sker i Endgame, hvor den i mellemtiden introducerede — Samtidig, i firserne! — Captain Marvel nærmest i en bisætning bliver bortforklaret til de fjerneste afkroge af universet. “Hej, du har nået Dea Ex Machinas personsøger. Jeg kan desværre ikke redde rum/tiden lige nu, men læg en besked, så kommer jeg i de sidste tyve minutter”. Da hun lander når Captain Marvel, i endnu et bizart indskudt tjekliste-øjeblik, at poserei måske så meget som tyve sekunder sammen med den sørgelige håndfuld andre kvindelige superhelte, MCU kan mønstre. Og så er dén girl power-gestus ovre. Det er næsten som en pin-up midt i pølsefesten, eller måske et pligtskyldigt, slapt håndtryk til de kvindelige seere?

Varietys anmeldelse af Endgame forsøger at skyde Marvels overordnede filmsaga det budskab i skoene, at “heroisme er ikke defineret ved mod eller superkræfter, men ved hvad man opgiver for det større gode.” Det ville være en mere overbevisende påstand, hvis ikke samtlige 22 film handlede om personer hvis heltestatus hvilede helt og holdent på – deres superkræfter og/eller vovemod. Den eneste af Avengers-figurerne som kan siges frivilligt at have “opgivet” noget som helst forud for Endgame er Captain America, som ofrede sig i sin første solofilm for at forpurre Hydras planer, og siden den oprindelige Avengers-film har levet 70 år forskudt fra sin egen tid. Dét offer forpurres med tilbagevirkende kraft i Endgames slutspil, hvor det viser sig at Steve Rogers benyttede Tidsstenen til at leve lykkeligt med sin elskede. Man under ham det, hans forskydelse i tid er en hjerteskærende situation, som Marvel næsten har druknet i eksplosioner og historielignende krumspring.

Tony Stark dør ganske rigtigt i Endgame, men helgarderer sig først mod at noget som helst han trods alt har vundet siden Infinity War må påvirkes af heltenes forsøg på at få den forstøvede befolkningshalvdel tilbage. Iron Man ofrer sig selv, men ikke førend han sikrer sit og sine, og først efter at Hulk, Captain Marvel og Spider-man(!) har prøvet. Lad os give et enkelt ironisk, ceremonielt klap til minde om miliardæren, som først holdt op med at producere masseødelæggelsesvåben efter han havde forvandlet sig selv til kropsliggørelsen af det militærindustrielle kompleks og ideen om at cowboyen med den største pistol vinder – samme mand som først skabte dræber-AI’en Ultron og efterfølgende gik i alliance med USAs regering og FNs totalitære registreringsprogram for superhelte. Hele Tony Starks historie fra Iron Man til Endgame har handlet om hans behov og hans ret til at forsvare dem som han finder for godt, og gud nåde den der måtte komme i vejen. “I will serve this great nation at the pleasure of myself,” sagde han tidligt i franchisen, med tilføjelsen, “You can count on me to pleasure myself.” En næsten præsidentiel udtalelse i 2019, men mere velformuleret. Stark er ingen Trump eller vice versa, men han er personificeringen af Marvelfilmenes tilbagevendende morale.

Hele MCU’s konceptualisering af superhelte handler i sidste ende om privatisering af krigsførelse og lovhåndhævelse (se f eks NY Timesanmelder-rundbord i anledning af Endgames premiere), den stærkes ret til at udøve sin magt på trods af lovlige og demokratiske normer, eller, i amerikansk perspektiv, (super)borgerens ret til at organisere sig i væbnede millitser uafhængigt af staten. Hvem behøver politi, når Avengersmillitsen klarer ærterne? Hvem behøver militær? Inden den første Iron Man-film var en time ung havde Stark på eget initiativ invaderet Afghansk luftrum og begået selvtægt mod terrorister. I fortsættelsen dadler han et senatsudvalg for at de ikke kan lade ham være deres “nuclear deterrent”. Hvorfor skal staten altid tage mit legetøj? Overlad forvaltningen af verdensfreden til de afsindigt rige, lad dem spille deres John Wayne-klichéer ud på den globale scene frem for at vente på det internationale fællesskabs ineffektive diplomati. De er alligevel allesammen Hydra-agenter, en ironisk(?) bekræftelse af at der er noget grueligt galt med the deep state, læs: enhver statsautoritet. Når magt giver ret, og samme magt er internaliseret i individet i form af superkræfter, så kammer den papirtynde frihedsideologi over i en dystopisk karikatur af Randianske principper. Det største nederlag i Infinity War er således ikke at Thanos udvisker halvdelen af alt liv. Det er erkendelsen af at han havde mere magt, og derfor mere ret end Avengers, som virkelig svider.

I det perspektiv falmer glamouren over superheltekendisserne en del, og Endgame er som sagt knapt en hvisken i dønningerne efter det seneste årtis Marveldrøn. Vi ligger kvalitativt mange favne under filmskatte som 2001 eller The Godfather, og endda adskillige hestelængder agterud for objektivt solidt actionhåndværk som Aliens eller Die Hard. Det er naturligvis heller ikke de kritiske, endsige genrebevidste briller, anmeldere har haft på da de slyngede superlativer som “et mirakel”, “et mesterværk” og “kronen på (Marvels) værk” efter filmen. Det er helt og holdent fanperspektivet som taler, Marvels eget lukkede kredsløb hvorunder alle der har fulgt dem på tværs af et årtis film må bedømme den seneste udelukkende på baggrund af den indbyrdes publikumskultur som Disney-filialen har oppisket. Underholdningswebsitet The Wrap beskriver fænomenet udmærket i sin anmeldelse: “for enhver med den mindste emotionelle indsats i Marvels filmunivers giver [Endgame] samme flygtige tilfredsstillelse som et skud flødeskumsspray lige fra dåsen.”

”Og det er ikke dårligt,” tilføjer anmelderen Alonso Durande – en diætist ville påpege at der heller ikke er noget sammenligningsgrundlag med et rigtigt måltid mad, men højst et kick i bøtten for dem med en emotionel indsats i flødeskum på dåse. Det mest bemærkelsesværdige ved Marvels samlede filmproduktion er ikke at de overbevisende har omplantet tegneseriefigurerne og deres makrokosmos til filmdugen, men at de har overført den samme dybt engagerede og letstimulerede detailinteresse blandt filmpublikum som tegneserierne har nydt siden succesen tog fart i ’60erne. Den popkulturelle brandloyalitet er ikke ny – nogle generationer før min tid var der øretæver i luften mellem Cliff Richards- og Elvis-fans – men udbredelsen af den er eskaleret til et punkt hvor den overtrumfer evnen til at skelne mellem tomme kalorier og tankeføde. I et overraskende blip af klarsyn postede film- og TV-sladderwebsitet ScreenRant for nyligt en pseudo-analyse med overskriften “Avengers: Endgame Doesn’t Have To Be A Good Film To Succeed”, og der er ingen tvivl om at filmens forhåndssalg alene har gjort nogle Disney-aktionærer varme om hjertet – eller snarere omkring tegnebogen.

De som derimod har hjertet involveret i transaktionen er selvfølgelig fansene, og deres emotionelle valuta er åbenlyst ikke rettet mod ansigtsløse aktionærer. Stråmændene som udløser jackpotten er det persongalleri af gennemgående figurer som befolker filmene, og det er i kraft af deres fortsatte optræden, Marvel har opnået det indbidte publikumsengagement som overtrumfer petitesser som filmisk kvalitet og den gode fortælling. Som en opdateret version af Alfons Åbergs usynlige ven Svipper er Avengers & Co. blevet de Facebookvenner, ethvert moderne menneske kunne ønske sig. De har nok lækrere hår og strammere baller, men de deler ikke deres babybilleder, og vi kan tænde eller slukke for deres åh-så-vanedannende ævl og kævl på hjemmebioen, men de unfriender aldrig os. Lige så lidt som f eks Captain America-figuren behøver mere end et minimum af karaktertræk for at publikum fylder omridset ud med deres egen farvelade, lige så lidt er det sidste Avengers-kapitel andet en mulighed for at bladre gennem fotoalbummet med sine usynlige, fiktive venner og mindes en sidste gang. Og der er ingen subtilitet i leveringen heller – der er næppe et målgruppevinklet moment fra de foregående film som ikke bliver skåret ud i store papbogstaver for en sidste sejrsrunde, eller i det mindste et kitschet suk af genkendelse. Det er happy hour og sidste omgang på én og samme tid.

På godt og ondt lever vi i stigende grad i en fankultur, ledt ved kraven af den umiddelbare gratificering i form af en spektakulær visuel effekt eller en intertekstuel reference, og hvor en narrativ helhed udgøres af tilstrækkeligt mange sådanne til at vare en spand popcorns tid. Den minutiøse jagt på skjulte referencer og forsøg på at gennemskue hvad Marvels næste film kommer at handle om er et andet niveau i brand-økonomien, som New York Times’ anmelder kalder “ulønnet fandom-arbejdskraft”, og efter så lang tid begynder det at føles som en dag på fabrikken. For mit eget vedkommende nagede det mig en smule allerede efter at have set Captain America: Civil War, at jeg på stående fod kunne huske nogle få highlights, men ikke genfortælle handlingen hvis jeg blev spurgt. Iron Man og Captain America blev vist uvenner; Spider-man og Black Panther gjorde et eller andet?

Værre blev korttidshukommelsen i forbindelse med de senere film, selv hyldede produktioner som Black Panther og Captain Marvel, hvor afvekslingen og glæden over at se henholdsvis en afrikansk og en kvindelig superhelt i fokus trak den største del af læsset. Ved nærmere inspektion er ingen af dem mere end nogle timers hypnotiserende festfyrværkeri uden videre substans eller sammenhæng, eller med Shakespeares ord, “a story told by an idiot, full of noise and emotional disturbance but devoid of meaning” (fra Macbeth) – en prøvelse man i dette tilfælde trods alt sidder igennem, fordi vi ved det er sidste vals med Svipper, selv om han er gået over udløbsdato. Det er samme gensidige afhængighed, og den overdrevne leflen for publikums emotionelle og kontante indbetaling på den lange bane, som Endgame er kulminationen på, og selv i dét perspektiv er den mere en tre timer lang klynken end et ordentligt, endegyldigt brag. Mindre et mesterværk end et svindelnummer hvor en CGI-animeret taskenspiller vifter offeret om næsen med stjernekastere mens hans assistenter tømmer dets lommer.

7 Responses to Super Admin

  1. Æv! Det ville jeg ha sagt! Hvor ret kan man give? Fuldstændig, absolut, 100%, ultimativt, uden forbehold – eller: hvad med det hele på 1 gang? 😀

  2. Som Henning siger. Det er svært at kommentere på det hele, så blot: tak for den læsning. Det var en fornøjelse.

  3. Nu skal det ikke se ud som om kun Iron Man er problematisk, men jeg faldt over følgende blogindlæg den anden dag: Iron Man’s shameful union-busting past.

    Fra indledningen:

    The winter of 1972-1973 was a heady time in our history. As the illegal and wasteful war in Vietnam was coming to a close, those who’d spent years protesting it were looking forward to their next challenges — the environment, women’s rights, and worker’s rights. Meanwhile, the weapons manufacturers who’d profited from the war were licking their wounds, and as a reliable and bloody source of income was being staunched, they had to look elsewhere for ways to make money.

    Tony Stark was no different. As the head of the weapons manufacturing company Stark Industries, he had to work to ensure his own bottom line. His plan was to “share” his technology with other countries.

    There was only one problem with this grand scheme to increase Stark Industries’ already record profits. His workers wanted to unionize. To make their voices heard, the workers organized a work stoppage.

    Hvorefter følger en illustreret gennemgang af tegneseriens forløb. Tony Stark gør sig ikke godt i historiens skærende spotlight.

    Iron Man, strejkebryder.

    • Ah! “The winter of our discontent made glorious summer by this son (Sun?) of York” – var det ikke også Churchill, der sagde at demokrati sådan set kan være meget godt – det er bare så svært at styre! Og var det ikke Eisenhover, der advarede mod det militær-industrielle kompleks – omend hand tænkte på servietunionen?
      Jeg gætter på, at det må være Hydra eller Hand, der har vildledt de stakkels naive “lønmodtagere” – nåehenej: – “arbejdsudbydere” – so sorry 🙂
      Og så er den også meget go, den dér: ” – MERE I LØN? ARBEJDSSIKKERHED? FERIE? Simmar er du ikk klar over vi arbejder for MENNESKEHEDEN?”

      • Næ, som det fremgår af den linkede artikel var det såmænd den Fu Manchu-lignende, racistiske stereotyp Mandarinen, som agiterede proletarerne i denne historie. Det må have ligget lige til højrebenet for Marvels forfattere, efter flere års prægning til at se asiatiske kommunister som fjendebillede, at kombinere kampen for faglige rettigheder med et lignende smædebillede.

        Som forfatteren Rick Sprague fortsætter, “…The Mandarin is not doing anything illegal. His “crime” is to attempt to help Stark Industries’ exploited workers unionize, so that they can negotiate — with Tony Stark, AKA Iron Man — for better working conditions, pay, and health benefits.” Uha, forbedrede arbejdsforhold og sygesikring? Det lyder som om våbenhandler Stark kan blive nødt til at sælge et helt jord-til-luftmissil til for at få råd til dén omgang!

        • Av, det er en grim historie.

          Den minder mig om denne, hvor Marvel grundlæggende lavede en reklametegneserie for et våbenfirma. “Bliv ansat hos Northrop Grumman, det er næsten som at være superhelt, børnlille!”

  4. Pingback: Nu har jeg set det med: Colossal – SUPERKULTUR

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

To create code blocks or other preformatted text, indent by four spaces:

    This will be displayed in a monospaced font. The first four 
    spaces will be stripped off, but all other whitespace
    will be preserved.
    
    Markdown is turned off in code blocks:
     [This is not a link](http://example.com)

To create not a block, but an inline code span, use backticks:

Here is some inline `code`.

For more help see http://daringfireball.net/projects/markdown/syntax

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.