Film som F.eks. Coherence og The Endless har med ret stor succes taget scifi-elementer som tidsloops og alternative tidslinier og blandet dem med lidt horror for at skabe intense små film med masser af spænding. Umiddelbart så Time Trap ud til at bevæge sig ind på samme territorium med en stærk start.

En universitetsprofessor udforsker et hulesystem på jagt efter en gruppe hippier, der forsvandt for år tilbage, angiveligt på jagt efter ungdommens kilde. Han beder sine studerende blive hjemme, men alligevel drager en lille gruppe af dem snart ud efter ham. Men hulesystemet viser sig snart at være et mystisk sted.

Professoren ser, hvad der ligner en cowboy, fastfrosset et stykke fra huleåbningen – men da han går ind, bevæger skikkelsen sig væk. De studerende kommer til skade, da de benytter en anden indgang, og snart får de en uforklarlig kontakt på radioen.

Der er, som man måske kan gætte fra titlen, noget galt med tiden i hulesystemet. Den synes at gå i forskellige hastigheder.

Tim Trap lægger godt ud med at tvinge sine hovedpersoner længere ind i de mørke huler og langsomt skrue op for erkendelsen af, hvad der foregår omkring dem. Seeren ved det måske godt, men det er godt fortalt, og man følger gerne med. Den første halvdel af filmen vokser således helt fint, som sådan en klaustrofobisk fortælling bør, og leder endda til et rigtig godt wow-øjeblik.

Men så er det, som om fortællingen mister pusten. Det hele forfalder til lidt halvfjollet action og i sidste ende i lidt for konstrueret lykkelig slutning. Den slags passer dårligt sammen med den type historier, føler jeg, da man her gerne sidder med følelse af, at hovedpersonerne kæmper mod universet og derfor ikke KAN vinde. Den påsømmede slutning kombineret med nogle lidt for kække figurer får en ellers fin film til at falde fra hinanden.