Destination: Void starter der, hvor andre historier slutter. Efter at de tre hjerner, som skulle føre rumskibet med dets last af nedfrosne kolonister og en lille gruppe videnskabsfolk til Tau Ceti, er brudt sammen og har forsøgt at slå menneskene ihjel. Efter at vore helte har besejret de sygelige geleklumper og reddet ikke blot sig selv, men også de tusinde af andre menneskeliv.

Og hvad så nu?

Fire mennesker er de, på vej ud af solsystemet, meget langt fra enden på den rejse, der skulle føre dem til en ny Jord. Deres skib mangler nu den førende hånd, som skulle sørge for at foretage de løbende justeringer, der skulle holde dem i live. Et dybt koncentreret menneske kan gøre det samme, men det er ikke en holdbar løsning, når vi har en rejsetid, der måles i årtier.

Der er kun én udvej: de må gøre det, som tidligere forsøg har fejlet med, nogle gange ekstraordinært – de må skabe en kunstig bevidsthed, som kan overtage styringen med skibet.

Således starter den lille sag på mindre end 200 sider. Og hvis man tror, det er en let lille sag – hvis man f.eks. som Janus for cirka 25 år siden har læst Klit og sammenligner sideantal – vil det nok føles som den læseoplevelsesagtige ækvivalent til at løbe gennem et tjørnekrat. For Destination: Void er hverken hæsblæsende eller let; grundkernen er en diskussion vore videnskabsfolk imellem om, hvad bevidsthed egentlig er, altimens de eksperimenterer med skibets computer. Plot er der ikke meget af, udover en serie af kampe for at redde skibet og den langsomt gryende bevidsthed om, hvad det præcis er for en situation de befinder sig i.

Destination: Void er en ekstremt fortættet lille bog. En stor del af teksten er ren technobabble – 1965-technobabble, men alligevel sært overbevisende på sin egen måde. Det er interessant at bemærke, at bogen udkom samme år som Dune, hvor alle computere med et pennestrøg er blevet fjernet – og man kunne fristes til at tænke, at Herbert har haft en diskussion med sig selv om maskinernes betydning, og det er blevet til denne bog. Det føles som en sær litterær omgang uncanny valley, hvor diskussionerne på samme måde virker ægte, men alligevel foruroligende ved siden af. Det her er Herbert, der dykker dybt nede i computere på et tidspunkt, hvor de virker som encellede organismer i forhold til, hvad vi går rundt med i lommen i dag. Det er både en overbevisende præstation og en sært gribende bog – men ja, nok også en, der kan være meget svært at elske. Men for mig var det oplevelsen af at machete-hakke sig gennem det dybeste, sorte krat i the uncanny valley for at komme ud på den anden side og blive noget overrasket over udsigten der.

Senere skrev Herbert tre fortsættelser sammen med Bill Ransom. Jeg husker dem som helt anderledes lettilgængelige end Destination: Void, men så heller ikke tilfredsstillende på helt samme måde.

55 år gammel er Destination: Void – det er 25 år siden, jeg læste den sidst. Jeg ville ønske, at jeg selv var ældet med samme ikke ynde, men dog bastante selvtillid.