Den blomstertid nu kommer

Åh, de russere. Fulde af sjov og spas og invasionslyst…

Først blev de inviteret til at overtage Norge, og så kom turen måske til Sverige i Den blomstertid nu kommer. Måske, siger jeg, og det er vigtigt, for det er noget af filmens nerve, at man ikke er helt sikker på, hvad der foregår. Måske er det russerne, måske er det invasion fra rummet, måske er det nogle helt andre, der er ude efter vort naboland. Det er en usikkerhed, der væver sig gennem hele filmen, lige indtil de allersidste sekunder, hvor forløsningen kommer som en lussing.

Men før invasionen kommer alle traumerne. Og der er det heldigvis let at pege fingre ad den skyldige: Alex ser sin mor stikke af fra hjemmet og beslutter sig for selv at forlade både far og kæreste. Fast forward, og han er nu voksen og har en bedre frisure, men er stadig inderst inde en ødelagt teenager.

Og så begynder angrebene.

Bomber sprænger rundt omkring i Sverige. Et af angrebene sender Alex på kurs mod sit barndomshjem og faderen, der er sunket ned i en verden af paranoia. Han arbejder på det lokale elværk og ser trusler overalt. Men bare fordi man er paranoid, betyder det ikke, at de ikke er ude efter en – og angrebene eskalerer, bliver mere end tilfældige terrornedslag.

Folk begynder at opføre sig sært. Biler støder sammen, og de implicerede vandrer forvirrede rundt efter ulykken. Noget er helt, helt galt.

Den blomstertid nu kommer – med den fjollede amerikanske titel The Unthinkable – er en svensk science fiction-film lavet af et filmkollektiv og løbet i gang på en kickstarter. Og et godt eksempel på, at man kan lave lækre film på et noget lavere budget, end Hollywood ville nedlade sig til at skæve til. For på spændingssiden er der faktisk tale om en film, der ofte kan måle sig med langt større og langt dyrere produktioner. Effekterne er godt integrerede og holdes på et fint niveau af drama uden at havne i Zack Snyder-territorium – og filmen eskalerer så fint hele vejen igennem.

Desværre halter den lidt mere i drama-afdelingen. For der er flere fortællevinkler i (og de bindes lidt for pænt sammen), men den største er dog Alex – og omend det er interessant at se en hovedperson, der afviger lidt fra skabelonen, så bliver “ødelagt teenager” ganske enkelt trættende i længden. Man tager sig selv i at heppe lidt på fjenden. Det fører naturligvis frem mod en sløjfe, men den er klumpet bundet. Så må man i stedet hygge sig med de før omtalte sidste sekunder af det hele, hvor fingeren endelig peger mod en skyldig og ryster i indignation.

En klart positiv overraskelse, jeg gerne anbefaler til andre.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

To create code blocks or other preformatted text, indent by four spaces:

    This will be displayed in a monospaced font. The first four 
    spaces will be stripped off, but all other whitespace
    will be preserved.
    
    Markdown is turned off in code blocks:
     [This is not a link](http://example.com)

To create not a block, but an inline code span, use backticks:

Here is some inline `code`.

For more help see http://daringfireball.net/projects/markdown/syntax

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.