“Kentuki” er Samanta Schweblins tredie bog på dansk – tidligere har vi set den sært fascinerende kortroman “Redningsafstand” og den smukt foruroligende novellesamling “Fugle i munden”. Alle tre bøger er ret så forskellige – i al fald i læseoplevelsen – men deler dog en tråd i forfatterens forkærlighed for de korte tekster. “Kentuki” har en mere almindelig romanstørrelse, men er dog også bygget op af kortere historier, nedslagspunkter i verden efter kentukierne.

Men først: hvad er de?

Legetøj, ville man nok sige. Nuttede små dyr – måske en panda eller en drage – som man kan købe for en mindre formue. Men vi kaldte sikkert også Facebook for tidsfordriv, da det først kom frem – det er sandt nok, men ligesom Facebook viser kentukierne sig at være andet og langt mere, når først de bliver sat i forbindelse med mennesker.

Man kan ikke blot købe en kentuki. Man kan også købe adgang. Første gang en kentuki tændes, tager den forbindelse til en tilfældig bruger – løber den tør for batteri eller bliver beskadiget, eller kappes forbindelsen fra den anden ende, er legetøjet ubrugeligt. Men så længe forbindelsen er der, kan et menneske fra et andet sted i verden blive en del af ens liv igennem den lille figur. Seeren kan følge med, men ikke tale – ejeren kan kommunikere, men ved intet om sin nye livsfælle.

Det er udgangspunktet, men når først mennesker bliver grebet af den slags, begynder de at ændre reglerne – på godt og ondt. Kentukierne giver folk mulighed for at opleve en ny verden, og den inspirerer folk til at ændre den, de lever i – eller kentukiens ejer lever i.

Det er let at tænke “det er der da ingen, der ville gøre”, men romanens diamantkerne er netop den, at ideen virker så sand. Selvfølgelig ville folk købe kentukierne, og selvfølgelig ville de bruge dem på spændende og skræmmende måder, og selvfølgelig ville de ændre deres liv. Legetøjet er en fysisk udgave af netop Facebook, som man også kunne le lidt ad – og pludselig er de overalt og uomgængeligt vævet ind i hverdagen.

Schweblin fortæller sin historie ved at følge både ejere og seere og ved at springe rundt i hele verden. Nogle dukker kun op en enkelt gang, mens andre vender tilbage gang på gang gennem hele bogen. Det giver følelsen af at hoppe mellem usikrede overvågningskameraer – man dykker ind og ud af fremmede menneskers liv, og nogle gange genkender man personerne fra tidligere. Det er formidabelt skrevet og føles næsten som oplægget til en tv-serie. Ved sidste side sidder man og venter på en fortsættelse, næste sæson.