I 1991 fik Per Thygesen Poulsen udgivet sin roman “Den sidste neandertaler”. Poulsens output, indtil da, havde mere været bøger om management og ledelse.

Men hér sprang han så ud på det dybe vand, med en beretning om den kæmpestore lektor Groest, der drager ud i et lidt småfortumlet Europa, for at finde den sidste neandertaler. Og det er faktisk en roman, man udmærket kan læse, og som giver nogle ret interessante hints til såvel menneskelig udviklingshistorie, palæontologisk og kulturelt set, samt nogle spændende perspektiver på mytologiens værdi som kildemateriale til forståelse af hændelser før “historisk tid”. Man må så også lige lide med nogle småforkølede betragtninger om politikeres sendrægtighed i forhold til at give tilskud til “forskning” og “udvikling”. Hvilket nok er noget, der kan forekomme ret dazumal.

Når jeg lige indleder min anmeldelse af Ali Abbasis film “Gräns” (2018) på denne lidt krøllede facon, hænger det sammen med at “spoiler-potentialet” er pokkers stort. Lidt ligesom at afsløre slutningen af Terry Gilliams “Big Fish” eller konceptet i Warshovskiernes “Matrix”. Så er det måske bedre med kvalificeret vildledning.

Engelsk Wikipedia påstår, at “Border” drejer sig om “Dark Fantasy”. Tro ikke på det. Måske kan jeg acceptere “Urban Fantasy”. Men læg nu heller ikke for meget i det. Ikke til en start, i hvert fald ikke.

Hovedpersonen, Tina, hører vel til i kategorien “grovere fruentimmere”, og ville højest komme på forsiden af Penthouse, hvis det var i en MAD Magazine-udgave. Og hun lever i bevidstheden om, at hun har et dobbeltkromosom-syndrom. Hvilket så til gengæld har gjort hendes lugtesans til noget ganske ekstraordinært: – hun kan lugte følelser. Især dem der vedrører skyld og skam og betændt moral. Og dette gør hende til en formidabel toldbetjent, en stilling hun måske ikke ligefrem elsker, men det skaffer penge til huslejen og hun er god til det.

Desuden er Tina begavet med en empati, der først og fremmest retter sig mod dyr, men samtidig mod mennesker i nød. Og det er sandsynligvis derfor, hun bor sammen med Roland, der iøvrigt ikke er noget udpræget sympatisk menneske. Men Tina havde brug for pengene/Og så blev han hængende.

En dag møder hun Vore – en person, der på mange måder ligner Tina. Og SÅ starter det – og så er det, at anmelderen skal vælge mellem “spoiler-alert” eller forblommede omskrivninger.

Han vælger Den Tredje Vej!

Tinas far bor på plejehjem, og synes at være i en fremskreden tilstand af demens. Selv bor hun langt ude i skove, der er som taget ud af John Bauers fantastiske jugend-stils-malerier. Hun ligner absolut ikke Prinsesse Tuestjerne, men i sin fritid lever hun det samme liv. Og der er hér tale om, at filmen har valgt locations og scenografi, der kontrasterer flere planer af Tinas livsbetingelser. Hvilket også skal sammenholdes med de fortællermæssige lag: – Vi starter med en historie, der kunne ligne noget med hvor svært det kan være, at se “anderledes” ud, eventuelt lide af et specifikt genetisk betinget syndrom, hvilket kunne være en metafor for etnicitet eller seksualitet eller “anden form for udfordrethed” (for nu at være klassisk politisk korrekt). Hvilket det sikkert også er – men der er noget andet og mere på spil. Faktisk er der umådeligt meget på spil, såvel på real-planet som på billedplanet, som salig Palle Juul Holm muligvis ville have udtrykt det.

Manus er skrevet af Ali Abassi og Isabella Eklöf. Udgangspunktet er en novelle af John Ajvide Lindqvist, der også – bl.a. – har skrevet “Låt den rätte komma in” (filmatiseret af Tomas Alfredson (søn af Hasse Alfredson) i 2008).

“Grænse” har en spilletid på 105 minutter. Mindre kunne ikke have gjort det. DVD’en har en option om undertekster. Lad vær’ med det!