Wow.

Så enkelt kan min umiddelbare oplevelse af Mikkel Ørsted Sauzets tegneserie “Ild” opsummeres. Det var muligvis forventeligt efter “Aske”, hvortil dette er en slags åndelig opfølger, men ikke desto mindre: wow.

“Aske” omhandlede den haitianske revolution – den var Sauzets debut, tegnet med rød kuglepen og sort tusch, og fremstod som et overraskende helstøbt værk. Men alligevel er det dog tydeligt, at han er vokset som kunstner siden, for “Ild” er så selvsikker, at man sidder næsten åndeløs tilbage. Sauzets streg har fået en ekstra fylde, og hans tegninger formelig vibrerer på siden.

“Ild” bevæger sig gennem Bruxelles i et roligt kredsløb omkring Gesù-kirken. Den blev i 00erne besat af en gruppe kunstnere, som senere også bød hjemløse indenfor og tillod dem den faste adresse, der med tiden kunne gøre dem til dokumenterede medborgere. Men med tiden var det et projekt, der stod i vejen for indtjening, og bygningen blev ryddet af 200 betjente.

Denne historie har Sauzet filtreret med en smule dystopi og blandet den med drum’n’bass og en god mængde indignation, grænsende til vrede. Tegnerens blik følger en hætteklædt skikkelse gennem byens gader, mellem ulovligt arrangerede undergrundsfester, demonstrationer, hverdagsliv og på forunderlig vis ind og ud gennem historien. Den bærende tråd i “Ild” er nok, at det hele sker så let – den har på den ene side en følelse af tableauer, fordi de enkelte sider fremstår som snapshots, men samtidig formår tegneren at trække læseren så roligt og velovervejet fra det ene til det andet, at det måske først er ved anden eller tredje gennemlæsning, at man opfatter historien.

Men ærligt talt, det er bare en længere måde at sige:

Wow.