Science Fiction er i høj grad fortællinger om verdener, der er forskudt fra den dagligdag vi mener at kende. Og denne forskydning har til formål, at give os mulighed for sammenligning, ved at sætte visse forhold “på spidsen”, gennem ekstrapolering. Eller spørge til paradigmatiske/dogmatiske “selvfølgeligheder”, gennem alternative perspektiver.

Dette må siges at være genrens legitimitet. Men hertil kommer så andre menneskelige behov: – At blive rystet; at opleve forunderligheden – det sublime; fornemmelsen af det underfulde ved tilværelsen; sindets strejftog over hidindtil usete landskaber. Mødet med umulighedens mulighed –

For ganske nylig læste jeg en bachelor-opgave om FISK: – Filosofi i skolen – med udgangspunkt i en “setting”, hvor 5.-klasses elever diskuterede begrebet “ingenting/intet”. Hvilket må siges generelt at være en relativ hård nyser for hvem som helst. Og eleverne nåede da også kun til at det var et ord, men ikke et ord for noget, der findes – det er ikke “noget”, altså en genstand, men er et ord for det, der ikke er der!

Dette gav mig øjeblikkelige associationer til M.K. Josephs The Hole In The Zero

… – en roman der er et amalgam af New Wave (dazumal) og kontemplationer over matematiske begreber som sandsynlighed, iteration og permutation, men som iøvrigt er ganske læsbar og stærkt underholdende. Og i samme moment blev jeg bevidst om, at det der virkeligt kan “tænde” mig, når det kommer til sf er “Mærkelige Verdener”. Og når jeg siger “mærkelige”, så er det ikke “Avatar” eller “Dune” vi snakker om og heller ikke de mærkværdigheder som Philip K. Dick kan “dickske” op med, og heller ikke Stanislaw Lems krøllede universer. Men derimod beskrivelser af et Kosmos, der er styret af helt anderledes grundregler.

“Inverted World” kan tjene som illustrativt eksempel, selvom opklaringen af “mysteriet” på en måde negerer den ellers fint tilrettelagte world-building.

“I had reached the age of 650 miles,” begynder romanen, og man fornemmer straks mærkværdiggørelsen, for hvad har tilbagelagt fysisk afstand at gøre med alder? Hovedpersonen Helward Mann er ikke desto mindre, kva dette antal miles, blevet voksen og indtræder nu i lauget af “Future Surveyors”. Men der også andre laug (Guilds): – bridgebuilders, trackers, barters, der alle bor i byen “Earth”, som konstant må bevæge sig fremad, for at forblive i “Optimum”. For ellers vil den blive knust af “The Past”.

Som “Future Surveyor” er det Helwards opgave, at udforske de territorier der ligger foran byen, således at the trackers kan lægge ruten for de skinner “Earth” trækkes på, uden at støde på uoverstigelige forhindringer. Og som en sådan “Surveyor” for Helward et perspektiv på den verden, han lever i. Og for nemheds skyld: – Man tager (med højre hånds pege- og tommelfinger) en hyperbel; da denne er karakteriseret ved at være udtryk for en repræsentation i to dimensioner af en tredimensionel figur, har vi at gøre med en geometri/topografi der hedder noget så smart som enten “parabolsk hyperboloide” eller en “tractricoide”. Alternativt kan vi kalde dette univers for “saddelformet”. I hvert fald er pointen, at såvel “forude” som “bagude” bliver geometrien strakt ud, og kun i “Optimum” vil den være genkendelig for beboerne i “Earth”. Og eftersom “forude” er fremtiden, og “bagude” er fortiden, er byen nødt til at holde sig i bevægelse, for at forblive i “Optimum” (man skal løbe meget stærkt for at forblive på det samme sted, som én eller anden filosof-fætter, vistnok, har formuleret det). Og hvad vil der så ske, hvis “Earth” støder på en forhindring, der er umulig at forcere?

Jeg holder meget af Priests prosa. Men har en eller craze med absolut, at skulle tage gassen af ballonen, tilsidst. Det er ærgerligt. Men okay: – slutningen på Keith Roberts’ fix-up-novel “Pavane” er også lidt småfjollet. Men det var jo ikke det vi skulle tale om …

“Many and strange are the universes, that flow like bubbles in the foam upon the river of Time”.

Således indleder Arthur C. Clarke sin novelle “The wall of darkness”, der handler om drengen – senere manden – Shervane, der bor på en planet, der altid vender samme side til solen Trilorne. Og der findes hverken andre planeter eller stjerner. Til gengæld er der, højt mod nord, en vældig mur, der omkranser hele planeten, og Shervane får for sig at undersøge, hvad den mur skal skærme imod. Hvad er der på den anden side?

Ofte får Clarkes prosa prædikatet “hård science fiction”, med hvilket der menes “videnskabeligt korrekt, stereotypisk personskildring og objektiv beskrivelse”. Og det kan man – efter min mening – selv være! Okkedog – jeg har mange “hangs” på Clarke, men jeg hverken vil eller kan tage fra ham, at han var imminent til at formidle det sublime – tænk bare på “Rendezvous with Rama”, eller for den sags skyld “2001; aso”! Men der var også en dekadent-poetisk åre i Clarkes “skriv”, der f.eks kommer til udtryk i “Childhood’s End”, “The Road to the Sea”, “The second dawn” og altså også i “The wall of darkness”. Og jeg lægger mig ned på alle fire og indrømmer blankt, at være lige dele “hård hund” og samtidig melankolsk sværmerisk anlagt. Hver ting til sin tid.

Men efter megen møje og besvær finder Shervane ud af, at den mur i mørket ikke er for at holde noget ude, men simpelthen er grænsen for hans meget lille kosmos. Som en möbius-streng folder universets sig, ved den grænse som muren indikerer, tilbage i sig selv. Non plus ultra!

Og dog:

Men det er en anden historie!

David I. Masson er vist ikke særlig kendt. Faktisk har han også kun fået udgivet én novellesamling: “The caltraps of Time” (“Tidens partisansøm” – fed titel!) Og det skal med det samme indrømmes, påstås, admitteres at Masson ikke var nogen knaldhamrende god forfatter. Til gengæld havde han nogle rigtig gode ideer. F.eks. den der ligger til grund for novellen “Traveller’s rest”.

Helt oppe Foran udkæmpes der en uendelig krig mod en ukendt og uset fjende, hvilket foregår med en teknologisk formåen, der nødvendigvis må acceleres – thi “fjenden” gør det samme. Men en dag får vores hovedperson, der er soldat ved fronten, orlov og han haster Nedad for at få så meget ud af den som muligt.

Mens han rejser nedad bliver hans navn længere, og landskabet ændrer sig fra det højteknologiske til et mere og mere landligt (pastoralt) sceneri. Han møder en kvinde. De får børn, tager på udflugter, opbygger et rummeligt og fast grundlag for en fortsat slægt. Og så bliver han kaldt tilbage til fronten, hvor der kun er gået få minutter efter at han forlod den. Og vi forlader ham, mens han kæmper sig Opad igennem det “fjendtlige” bombardement, idet han indsér, at hér hvor tiden stopper kæmper de alle sammen – mod sig selv!

Jeg har – med forlov – tilladt mig at “forske” lidt i de matematiske grundlag for disse historier. Og nok er jeg matematisk student, men ikke-euklidske geometrier, riemannske kurver og guassianske anomalier har jeg ikke forudsætninger for at sætte mig dybere ind i. Dog vil jeg sige – for der har jeg taget fusen på flere matematikere: Vinkelsummen i en trekant er KUN 180 grader på betingelse af en flad topologi! Ellers kan vinkelsummen være alt muligt andet, hvilket præcis stiller det spørgsmål, som disse nævnte historier eksponerer. Der er jo heller ikke kun ét endegyldigt svar på, hvad 2+3 er. “5” er oplagt – men kvadratrod 25 er sandelig ligeså valid. Og i Jumbobog 1 viser Rip, Rap og Rup, at faktorernes orden aldeles ikke er ligegyldig, i ethvert tilfælde.

– Og historier der behandler den slags er jeg fuldstændig pjattet med.