TMDb

Det er meget rart med en horrorfilm, som ikke forlider sig på colourgradede effektsekvenser à la James Wan. Indtil altså “Smile” i sidste akt gør netop det, som i en pludselig tvivl på sin egen præmis.

Havde man lagt mere tid på at uddybe figurernes relationer til hinanden, ville den psykologiske del måske have ramt hårdere. I stedet bliver et lovende anslag til et røvballebeat af jumpscares: genrens version af tre hug og et suk.

4/10★
Tidligere udgivet på Mastodon