Det er blevet Trekkie-slang, at når en serie i franchisen rigtig kommer op i omdrejninger, har den “ladet skægget vokse ud”, som Riker der fra denne sæson bærer et veltrimmet fuldskæg. Der er stadig problemer og svage afsnit, men skylden for i al fald de sidste kan skydes på en forfatterstrejke som ramte hele den amerikanske film- og TV-branche i 1988. Af samme grund er anden ombæring af The next generation en håndfuld afsnit kortere end de øvrige.

På mange måder er det her, serien begynder at udforske sine figurer i dybden, men blandt de kvindelige stjerner er der nogle rigtig uheldige signaler. Allerede i første sæson måtte vi sige farvel til skibets sikkerhedsofficer Tasha Yar, men i mellemtiden er også doktor Crusher forsvundet — “forfremmet til chef for Starfleet medicinske afdeling”, får vi kort at vide. Doktor Katherine Pulaski træder ind i hendes sted, minus det vindende væsen og den akavede, begyndende romance med Picard…

Whoopi Goldberg introduceres som Enterprises nye kromutter, Guinan, og hun gør det godt i sine få, men ofte prægnante optrædener. Derimod strandes den (bogstaveligt talt) empatiske psykolog Deanna Troi allerede fra sæsonens første afsnit med en gennemgående offerrolle som kun er overgået siden af Miles O’Brien i Deep space 9. Her vælger hun at gennemføre en graviditet som følge af et natligt overgreb fra et immaterielt rumvæsen. Ligesom figuren Wesley bliver hun oftest reduceret til en stereotyp af forfatternes tydelige kattepine over at skulle forløse en interessant idé til en fuldt formet personlighed

Den øvrige besætning får dog vekslende chancer for at udvikle sig; givetvis står Picard og Riker i skarpt fokus, men også maskinmester LaForge, Worf og Wesley begynder at vise interesse for andet end deres pligter på skibet, herunder selvfølgelig også romantiske relationer. Men fremfor alt har forfatterne på dette punkt fået øjnene op for Datas potentiale. Dels er hans forsøg og fejlen i at tillægge sig menneskelige vaner og udtryk et løbende gag, men der bliver både vasket guld på det etiske dilemma i hans grundlæggende personret, og tærsket langhalm på mulighederne for at hans hardware bliver highjacket, hacket, op- og nedgraderet, osv.

Det hele kunne blive rovdrift på ét tema, hvis ikke Brent Spiner spillede rollen som androide med nuance, komisk timing og …stor menneskelighed. Ligesom Spock i den oprindelige Star Trek-serie kunne Data true med at overtage kaptajnens stjernestatus, men heldigvis er The next generation i højere grad på det rene med at den er et ensemblespil.

Endelig bliver vi i denne sæson introducerede for maskinintelligensens mørke vrængspejl: The Borg gør en ildevarslende entré i “Q who”, og har endnu i den snart afsluttede serie Picard ikke sluppet sit klogreb i Star Trek-universet. Længe før selvkørende biler, automatiserede hjem og Google Glassholes blev Borg’erne et rammende skræmmebillede på overgivelsen til teknokrater, og til maskinernes nådesløse, algoritmiske ræsonnementer.

En del af gruen ved Borg’erne er selvfølgelig også angsten for kollektivet, som i USAsk perspektiv udraderer individets stræben efter den amerikanske drøm, men i Star Trek-sammenhæng, hvor hele det interplanetariske forbund lever på noget som ligner borgerløn, virker den vinkling mest som en stråmand, der skal aflede eventuelle beskyldninger om kryptokommunisme i franchisen…

Afsnit i udvalg

Elementary, dear Data

Data udlever sin indre Sherlock Holmes på holodækket. For at yde ham modstand skaber computeren et selvbevidst Moriarty-hologram, som snart holder Enterprise i sin klamme hånd.

Data som Sherlock er dobbelt campet underholdning, men historien er lige så meget en påmindelse om at være koncis og omhyggelig med de parametre, man føder ind i en AI.

6/10★

The measure of a man

Et af hele seriens højdepunkter er et retssalsdrama, hvor Picard ikke bare må forsvare Datas suveræne personstatus, men bygge et retsfundament for alle kunstige livsformers individuelle rettigheder. Det er lavmælt, rammende, og rører etiske problemstillinger som kun bliver mere relevante hvis vores civilisation og teknologi overlever de næste tyve år.

8/10★

Contagion

Efter Enterprises søsterskib ødelægges for øjnene af Picard og hans officerer, bliver ikke besætningen men selve skibet smittet med et virus som forårsager sære fejl i skibscomputeren. Med let provokerede romulans i hælene gennem den demilitariserede, “neutrale zone” forsøger de at finde resterne af den forlængst svundne civilisation, som synes at være smittekilden.

7/10★

Time squared

Besætningen redder en fremtidig version af Picard efter (dvs før) skibet er eksploderet i en galaktisk malstrøm. Fremtids-Picard er katatonisk af tidsrejsen, så det er op til (seriens relative) nutids-Picard og hans kommandostab at regne ud, hvordan de undgår at havne i samme uendelige tidssløjfe.

Det er et fremragende eksempel på “space opera”, hvor spændingselementet bygger på eftertanke om prædeterminisme og kausalitet fremfor lasersværdkampe.

6.5/10★

Q who

En nu udstødt og hjemløs Q vender tilbage til Enterprise med det lidt bizarre forslag at slutte sig til skibets besætning. For at vise, hvor nyttig han kan være for dem, rykker han Enterprise til en fjern afkrog af galaksen og lige i favnen på The Borg.

Trods begrænset skærmtid eller egentlig konfrontation udøver de nye modstandere en mærkbar truende præsens over besætningen. Særligt Guinans advarsler og erfaring med Borg’erne er med til at male et billede af massiv overmagt. Det er et effektivt første møde med en fjende som vil fylde meget i Star Trek fremover, pakket ind i et snedigt vildledende oplæg til “Spas med Q”.

7.5/10★

Samaritan snare

Enterprise svarer et nødsignal fra et skib befolket af tilsyneladende hjælpeløse pakleds. De sendrægtige drog viser sig dog at være snedige snyltere, som kidnapper Geordi og tvinger han til at opgradere deres skib.

Pakled’erne blev i mange år afskrevet som et engangsgag, med lidt uheldig fatshaming smidt ind som tilsats, men er i Lower decks blevet en tilbagevendende trussel — mod Starfleet såvel som mod dem selv.

6/10★

Boblere

Where silence has lease

En ikke ueffen variant af *Star Trek*s gudekompleks, som også Q er et eksempel på. Her er det Nagilum, nulrummets hersker, som udsætter Enterprise for sine eksperimenter.

The outrageous Okona

En charmerende stratenrøver sætter Enterprise i klemme mellem to stridende planeters Rumeo og Julie-konflikt.

A matter of honor

Riker er på udvekslingstjeneste på et klingonskib. Første optræden af qagh? Brian Thompson medvirker, som født til at spille klingon!

Manhunt

Trois mor vender tilbage, og hun er ude med riven efter en mand. Picard går i flyverskjul på holodækket, men Lwaxanna har fleksible kriterier.

The emissary

Denne gang er det Worfs korporlige behov, som prøves. En gammel flamme dukker op på skibet, og de klingonske temperamenter eksploderer.

---

Det har været en ret intens sprint gennem de første to sæsoner, så anmeldelserne af de kommende bliver formentligt mere udspredt 😉