Renfield (2023)
Robert Montague Renfield har levet som Draculas slave siden 1800-tallet, men først i det 21. århundrede finder han en selvhjælpsgruppe, og indser hvilket destruktivt forhold, han egentlig har med chefen.
Jeg har holdt mig langt væk fra Nicolas Cages film siden Color out of space (2019) — særligt hans selvforkælende overspil er en smag, jeg aldrig har tillagt mig.
Mandens output taget i betragtning er det alligevel en del film, jeg har sprunget over, og jeg havde egentlig heller ikke tænkt mig at se hans seneste, men der var noget som føltes særligt passende i at lade ham frikadelle sig igennem verdens mest fortærskede vampyr…
Renfield er en aparte komedie, som jeg ville ønske jeg kunne have set som 16-årig, men 30 år ældre elsker jeg den også en lille smule. Dens splatter-slagsmål er groteske flæskfyrværkerier, og Cage som Bela-Lugosi-som-Dracula er ravende camp.
7/10★
5 kommentarer
Jeg var nogenlunde færdi med Cage efter “The Rock” – hvis ikke før. Hvilket så heller ikke har forhindret mig i at se ham i senere film – bare for at holde galden og irritationen gående. Men nok er nok! Jeg er træt til døde af de dér intenderet medynkvækkende øjenbrynsrynkninger – som iøvrigt Colin Farell er SÅ meget bedre til – samt postulatet om en skuespillermæssig præstation.
I mit lille fordomsfulde, bornerte, muligvis intrigante men ihvertfald selvetablerede, univers minder Cage mig ideligen om Søren Østergaard. For lige så lidt som Cage kan være farlig, ligesålidt kan Østergaard være morsom.
Cage spiller Cage, der spiller at han skal være farlig. Og Østergaard spiller at han er sjov. Men det er han bare ikke –
Så er der mere spræl i “Ungdomsklovnen Krølle”, der er absolut u-sjov,men til gengæld er spillet med denne hensigt. Og derved bliver det sjovt –
Iøvrigt er “collor out of Space”-filmen bare noget snask, der vil forvirre adebter der sidenhen begiver sig ind i det lovecraftianske univers. Og gad vide om ikke også “Renfield” er et “dead-end” til Stokers “Dracula” …. – men hvad ved jeg?
Nu må jeg så stå frem som Superkulturens eneste Cage… ikke fan, men måske acceptør? Men dog kun i operette-modus. Cage skal ikke spille, han skal overspille, og rollen skal passe til det – der er “The Rock” en fabelagtig søndagsfilm ikke pga ham, men på trods af ham, hvorimod Con Air forstår at bruge instrumentet. Og Color out of Space dør desværre med ham.
Men Renfield – Renfield lyder… acceptabel 🙂
Du har ret!
“Den hvide Kavalér” i Lucky Luke, Placido Domingo i “Bajadser”, Jesper Klein i “Svend, Knud og Valdemar” = Nicolas Cage i ConAir ( – og hvorfor er Simon Spies ikke med i den? Jeg forstår det ikke!)
Men ja! Melodramaet; – det er det de unge vil ha’ og det bliver mahogni med tiden 🙂
Og så er det bare jeg mener: – stik dog knallerten en Shakespeare-tragedie! Mr. Cage, blackfaced, starring in Wes Anderson’s “Othello”
“Cage, blackfaced” 😱
Asså, han tog jo sit kunstnernavn efter Marvelfiguren (og blaxkploitation-stereotypen) Luke Cage, så han kræver nok ikke megen overtalelse. Men som vi ved skal man ikke være så optaget af hvad man KAN, at man ikke overvejer om man SKAL det….
Hæhæ! Kim Coppola kan det – fordi han har en onkel! Men åbenbart ikke selvkritik nok til at overveje “skal’et”