Blue sunshine (1977)
En bølge af uforklarlige mord går gennem Los Angeles. Jerry er mistænkt, men hans egen udforskning viser at de skyldige taber håret fordi de tog LSD da de gik på uni ti år tidligere.
Nej, nej, vent! Det er faktisk en udmærket B-film! Den absurde mordgåde bearbejder ad omveje de omvæltninger som fandt sted årtiet før, og er i sig selv et emne for samtidsstudier i de mørkere efterdønninger af hippie- og Leary-generationen.
Her er en dobbelteksponering af ungdomsoprørerne, som er vokset op til at være samfundsstøtter — læger, politibetjente, politikere — og en stokkonservativ antydelse af, at sidste generations tosser stadig ikke kan stoles på.
Men er det muskelbundterne og alfahannerne, som faktisk er skurkene her? F eks er præcis den rodløse Jerry, som aldrig blev til noget, den som står på skillelinjen mellem ret og fejl. Og hans kæreste Alicia synes at have samme overblik fra disco-generationens DJ-bås.
Hør, jeg er alene hjemme og jeg giver efter for mine egne dummeste impulser — i al fald når det kommer til filmvalg. Vær opmærksom på at jeg skriver det her selvmedicineret på rødvin og iført en hawaiiskjorte.
Er “Blue sunshine” værd at spilde mere end 500 tegn på? Bør man læse så meget ind i en B-film? Forsvarer jeg bare at jeg overhovedet har brugt hundrede minutter af mit liv på den?
Ja, og ja, og ja 🙂
6/10★
Ingen kommentarer