Madame havde købt et pragtfuldt surbrød (og mere en vogue bliver det næppe), og jeg havde lige en stump “sønderjysk” spegepølse og lidt “spansk” by-paté – for lad os nu være ærlige: – spegedrengen er næppe hentet i Sønderjylland, så lidt som pågældende paté nogensinde har været i nærheden af Spanien eller skulle være af speciel rural oprindelse.

Ikke desto mindre kunne comboen da godt gå hen og blive et par pragtfulde madder, i en pause under det stadige gravearbejde, der mere og mere ligner udgangspunktet for en indendørs swimmingpool, men er tænkt som underetagen af et gulv. Vi taler om udgravningen af 25 kvadratmeter til en dybde af 50 centimeter under niveau = 12½ kubikmeter, med andre ord … pr. skovl, hakke, spade, spande med dertil hørende pakistanske vandbærer-arme og udfordringer for minisk og korsbånd.

Der fattes en del udgravning, og derefter skal hullet atter fyldes med grus, styreen-plader (også kaldet “flamenco”) og egentligt gulv af én eller andet type. Det kommer, når det kommer – “Vi har projekter” som abeflokken i Niels Klims Underjordiske Rejse udbryder. Men ting ta’r tid, og såvel pauser som foder er en betingelse for et positivt udfald af hele entreprisen.

Så jeg tiltræder altså Mission: absolutely possible, nemlig at “kreere” to mellemmadder til mig selv, med spegedreng og leverpostej der blærer sig. Og i den anledning fremfinder jeg de nødvendige “råvarer” og redskaber. Med andre ord åbner jeg, og stikker hånden ned i, den – iøvrigt superfarlige – skuffe, hvor knive og skeer og kødøkser bor, for – ufortrødent – at “ophente” (elevere? opstande? raptuere?) en brødkniv … – eller ihvertfald en kniv, der synes at kunne effekture udskivningen af to stykker surbrød og pølse i møntform.

Det kunne den ikke!

       Grensaks eller stemmejern ville have været langt mere effektivt. Og det til trods for, at pågældende skæreinstrument hedder “Laser”, men ikke er stort bedre end en lommelygte – uden batteri. Til gengæld er den fremstillet i Sheffield, hvilket måske burde have advaret mig, for den klub har jo ikke vundet én eneste kamp de sidste fyrre år! Så det var alligevel – midlertidigt – endt i Mission: Impossible.

Nå, madderne klarede jeg jo så mit andere methoden, ja, men nu stod jeg pludselig med et problem: – for hvordan smider man en ubrugelig kniv ud? Et spørgsmål til hvilket de fleste vil svare: ” – man smider den ud”. Og I har ret. Og I ta’r fejl.

Som (vel efterhånden) de fleste husstande i Statsministerriget Danmark er vi, hér på matriklen, belemret med såkaldt affalds-sortering. Og misforstå mig ikke: – gamle dages lossepladser var aldeles med til den situation vi har idag. På den anden side er den udgave af affaldssortering, hvorefter alle haver sig at rette, udtænkt af et geni der helt tydeligt bor i et pænt parcelhus, på en pæn parcelhusvej i et pænt parcelhuskvarter – og hverken i højhus-ejendom eller langt ude på Niels Pæ’sens overdrev. Så:

Jeg kan jo ikke så godt smide en lang og spids og (alt er relativt – ihverfald i det konkrete tilfælde) skarp genstand i køkkenets pose til “øvrigt affald”. Hvad har den dog dér at gøre? For selvom den ikke egner sig til det, der var hensigten med den, da den blev skabt, så er det alligevel en genstand, der – som et moselig – kan dukke op og sige “Bøh!” på en lidt blodig facon, dersom man ikke er forberedt på dens tilstedeværelse. Og til trods for mine synspunkter iøvrigt, oppebærer jeg en hvis respekt for mine medmennesker: – det skal ikke være min Laser fra Sheffield, der læderer og blodforgifter en sorteringsarbejder i Vand&Affald A/S.

Så har vi godtnok en anden container til “glas og metal”. Og jeg har ikke rigtigt forstået den kombination, men nu bor jeg jo heller ikke i et pænt parcelhus osv osv. Men at smide den lange modbydelighed ned i det dertil indrettede kammer (der er pap&papir” på den anden side) synes at komme tæt på det samme som at smide den ud i affaldsposen under køkkenvasken. Med andre ord: – Ikke En Løsning!

Okay: – Bedre idé: – Jeg fatter (med et fast greb, handsker, visir og sikkerhedssko) min vinkelsliber og skærer kalorius ud i mindre dele og smider den ud i “glas og metal”-containeren. Jaja! Hallo! Jeg skal bruge strøm og er derved med-producent til udledning af CO2! For at komme af med metal? Går det regnestykke op? Og uanset om “problembarnet” ikke kan skære sig igennem et stykke fucking vaniljebudding, så vil vinkelsliberen gøre det til et halvt dusin barberblade, som jeg igen udsætter dele af mine medmennesker for, når nogen skal sortere glasskår fra dåser med skarpe kanter.

GENBRUGSSTATIONEN! Det er løsningen – !!!

 – Og helt generelt finder jeg, at genbrugsstationer har deres fulde berettigelse – hvilket på ingen måde hænger sammen med, at vi – her på matriklen –  ellers ville have smadder svært ved at komme af med de mængder af jord, ler og sten, som udgravningen til swimmingpoolen …. – til det nye gulv afstedkommer. Men der et problem i forhold til den kniv, som stadig ligger og blinker til mig på køkkenbordet med sit udfordrende: – du har ikke en chance, kyl-liiiiiiinggg!

     Thi (- og det er edderbukkemig et stort “THI” -): det kendes for ret, at man ikke må være i besiddelse af våben i det offentlige rum, herunder knive over en hvis længde. Med andre ord har jeg et transport-problem, “thi” jeg kan ikke bare bevæge mig ud i det offentlige rum med et tyve centimeter – godt nok sløvt – langt skære&stik-våben. Så det er ligesom somom, at udsigten til at “dumpe” Laseren ned i genbrugsstationens container for METAL begynder at blegne i udsigten til et eventuelt politimæssigt tilhold og længevarende ophold i et af statens institutioner for lovbrydere, dersom jeg skulle blive standset af en arbitrær patruljebil under etatens stedse overvågende falkeøje.

      Og lykkelig dén, som i det mindste havde en fjende, for så kunne man begrave sheffield-laseren dybt i bugen på ham. Men jeg er desværre ikke udstyret med så fornemme bekendtskaber … – omend …. men så er vi alligevel ovre i transport af “problembarnet”. For slet ikke at tale om et højest tænkeligt retsligt efterspil, eftersom jeg meget nødig vil efterprøve mine amatør-morder-evner i forhold til politiets teknikeres og Retsmedicinsk Instituts eksperters betydeligt mere professionelle kompetencer. Men – alternativt – kunne jeg selvfølgelig søge våbentilladelse, hvilket komplicerer og fordyrer “bortskaffelsproblematikken”. For så skal jeg på kursus, bestå prøver og ha’ udstedt licens … og jeg tør ikke engang tænke på, hvad det vil koste; – det samme som en indendørs swimmingpool?

Så jeg står stadig, i mit køkken, med den satans og totalt ubrugelige kniv. Og lige nu er der afbrændingsforbud, så jeg kan ikke engang gøre mig håb om, at smelte dyret til en uskadelig metalklump, og derefter “blot” smide klumperne ned til glaskårene

Jeg kunne give den væk. Det er en mulighed.  – Eller sælge den over DBA, Sotheby’s eller Wupti-dot-kom selv og hent den. Men igen: – når “instrumentet” øjensynligt ikke lever op til mindstekravet af forventning om et sådant aggregats funktionelle raison d’etre, så tangerer det snyd, humbug, svindel, bondefangeri, og vi er tilbage ved det mindstemål af respekt jeg, trods alt, oppebærer for mine medmennesker. Og endeligt kunne jeg selvfølgelig forsøge mig med hara-kiri – eller seppuku, som det vel retteligen hedder – hvorefter knivens bortskaffelse vil være et problem for Retsmedicinere og Anatomisk Institut. Men det er måske alligevel lige drastisk nok, omend det forlyder at man kan skyde sig til et amorøst forhold:

Hvordan får man fat i en mand? Ja, det er godt med dig Oakley! Hvordan kommer man af med en ubrugelig “Laser stainless steel from Richardson, Sheffield”? Vi kan bytte! Du bortskaffer kniven; jeg skaffer dig en mand.

MEN! (for naturligvis er der et “men”), der foreligger måske en helt anden mulighed for at komme af med bæstet:

Man har hvad man har, og der er, hvad der er. Og eftersom der er blevet gravet en dybt hul, der senere skal fyldes og nivelleres med grus, og senere dækkes med styreen og senere kalfatres med beton, og endeligt belægges med gulv ….

Man graver den ubrugelige kniv ned i det satans hul – eventuelt et par centimeter dybere, og overlader det til fremtidige arkæologer, at finde den rette sammenhæng!!!

Tilbage står spørgsmålet om der ligger lignende genvordigheder bag arkæologiske fund. Det kan man jo lige tænke over.