Siden februar har jeg næret et ydmygt håb om, at Julian Sands skulle halte ud af en californisk skovtykning, formodentligt udmarvet af en diæt af bær og rødder, arret og klædt i bjørneskind, men i live og lidt forlegen over opmærksomheden ved hans retur til civilisationen.

Hvis den indledning mystificerer visse læsere, har den britiske skuespiller været forsvundet på det uvejsomme Mount Baldy øst for Los Angeles i næsten et halvt år. Siden da har flere redningspatruljer og eftersøgningshold søgt bjergterrænet efter den rutinerede naturvandrer, afbrudt af hårde snestorme og svindende håb om at finde Sands i live. Det er derfor ikke den store overraskelse, men immervæk sørgeligt, at man nu definitivt har identificeret ham i fund af menneskerester fra bjerget.

Andre medier vil genkalde Julian Sands’ roller i The killing fields (1984) og den Oscar-belønnede A room with a view (1985), og måske for næsten-næsten at have spillet hovedrollen i Tarzanfilmen Greystoke (1984), men hans plads i superkulturen er bredere og dybere end så. Selv om Sands boede i Californien den sidste halvdel af sit liv var han efter eget udsagn uinteresseret i at blive “Hollywood-skuespiller”, og blive castet efter type eller endda blive del af en franchise, der kunne gentages ad libitum.

Med hans skarpt optrukne træk og faste blik kunne han let være blevet en rival for jævnaldrende som Tom Cruise. I stedet viser hans œuvre en skuespiller, som til stadighed afsøgte hans kunstforms grænseområder, og blev tiltrukket af skæve og eksperimenterende projekter. Han spillede et tusindben i menneskeform mod Peter Weller i Cronenbergs Naked lunch (1991), gravrøvende anatomiker med Jonathan Pryce og Timothy Dalton i The doctor and the devils (1985), Percy Bysshe Shelly i Ken Russells Gothic (1986), og Fantomet i Operaen i Dario Argentos filmatisering (1998). I Boxing Helena (1993) var han en vanvittig kirurg som skar Sherilyn Fenns tiltelfigur ned til en græsk Venus.

I ledende roller som disse, og i markante biroller i f eks Arachnophobia (1990) stjal Sands’ skuespil og spiddende øjne spotlightet. For mig vil han altid være synonym med Satans yndlingssøn, den navnløse heks i to ujævne men charmerende okkulte actiongysere Warlock (1989) og Warlock: The armageddon (1993). Særligt opfølgeren føles mindre som en film end som et showreel af knapt sammenhængende men ekstravagant opsatte tableauer som fremhæver Sands’ markante udseende med en brutal, diabolsk ligegyldighed.

De seneste årtier blev hans mainstream-filmroller sjældnere, og formentligt oftest taget for at finansiere teateropsætninger f eks sammen med John Malkovich, som var en livslang ven siden de spillede sammen i The killing fields. Mellem roller fandt Sands også tid til sin anden store lidenskab, at vandre i naturen, og han besteg bl a Kilimanjaro og gik senest Pennine Way-ruten gennem Nordengland. I sidste ende blev et hike i San Gabriel-bjergene hans endeligt.

Hvil i fred, Julian Sands. Må vi ses ofte på skærm og lærred.