TMDb

Samtlige arvinger til big pharma-magnaten Roderick Usher er døde indenfor kort tid. En mørk og stormfuld nat mødes han med advokaten, som i årevis har forsøgt at få ram og dom på ham. Det er tid for Usher at bekende.

Instruktør Mike Flanagan er ude på sine sædvanlige narrestreger med denne tolkning af Poe-klassikere — det er dekadent og langt fra forlægget, men djævelsk veldrejet satire over den øverste procent af samfundet.

Når man ser bort fra hans fejlrettede beundring for (og adaptioner af) Stephen King, er der noget langt mere tiltalende over Flanagans Netflix-gyserserier. Hans tolkninger af Shirley Jackson og Henry James var idiosynkratiske men tematisk formfuldendte genreanalyser, som samtidig var masterclasses i gotisk horror. (Der er ingen grund til at snakke om instruktørens økuller-drama Midnight mass, for hele manusset bestod af dræbende lange monologer, som udlagde hans teser om… hvem ved hvad? Ingen husker det, for historien var så ligegyldig)

Med …Usher er vi nærmere Tim Burton-gotik, og Flanagan mere løssluppen end tidligere, men som serien skrider frem viser den røde, samfundskritiske tråd sig med vanlig sindrighed. Her ér ikke meget Poe tilbage, udover nogle name checks og afsnitstitler, men det vi får i stedet er både en spids kommentar på senkapitalismen, og mere end elementært underholdende.

Flanagans ensemble er som altid i topform — Carla Gugino, T’nia Miller, Mary McDonnell og Kate Siegel driver en stor del af handlingen frem, og Carl Lumbly som Auguste Dupin(!) er en klippe i stormen.

Mark Hamill… har lidt mere at arbejde med end i Star Wars, men omtrent lige så få ansigtsudtryk. 🤷

7/10★