Freden forstyrres i en lille spansk by, da bizarre hændelser med okkulte overtoner begynder at ske: et spædbarn fødes af en ko, en teenager forsvinder under et slaw “ånden i glasset”. Og det hele synes at være forbundet til landsbypræsten, Manuel Vergara.

Seerne og den beslutningslabile borgmester Paco følger den lokale dyrlæge Elena i hendes forsøg på at komme til bunds i et mysterium, der kun griber dybere og videre om sig, jo mere hun afdækker. Inden længe er de tre involverede i en vrængvatikansk jagt efter Judas’ 30 sølvpenge, og den ultimative magt, de åbenbart medfører.

Der er en del kameler, der skal sluges og/eller tvinges gennem plotmæssige nåleøjer for at klare sig gennem første sæson af 30 monedas, eller 30 coins som den hedder på det større streaming-net — men det hele glider ned med lidt overbærenhed, rigelige mængder blod og indvolde, og stemningsfulde natoptagelser, der ville varme Goyas hjerte.

Der hvor det går galt er i de rivende ud- og forviklinger, serien gennemgår fra afsnit til afsnit. Moderne TV-seere er forberedte på visse skarpe sving i høj fart gennem fortællingen, men over første sæsons otte afsnit skifter historien ikke bare gear, men også retning flere gange. Det er svært at forlige sig med, at de første tre episoders “ugens uhyre”-format leder frem til sæsonfinalens okkulte konspirationer. Men der er trods alt en lind strøm af førnævnte blod og indvolde, man kan kure igennem horrorshowet på.

Så vidt den første sæson, som jeg genså i håb om at bedre finde hoved og hale på anden omgang, der udkom for nyligt. Her fortsætter serien omkring sit katolsk funderede tyngdepunkt, men hvor den sataniske konspiration synes at have mistet sit formåls fremdrift, går forfatterne på hugst i det 20. århundredes hængedynd af sammensværgelser og pseudovidenskab.

Det går som man kan forvente, og fartdjævlene in charge mister kontrollen over skrivetøjet. Den egne mytologi om judasmønter bliver først forvrænget, så glemt. Der går lidt Dragonball Z-kampe i mystikernes ellers høflige møder. Figurer driver retningsløst rundt, omend i særligt ét tilfælde i spektakulære omgivelser.

Når man i film og TV ser et spindelvæv af garn, der forbinder fotos, kort og nyhedsartikler, må man som seer holde udkig efter nøgleord, der kan give afkast senere i historien. Her spottede jeg “R’lyeh” og “Daniken” [sic]. Både Lovecraft og von Däniken malkes flittigt undervejs, men desværre er det sidstnævnte, som synes at bære videre til tredje årgang.

Når dén en dag kommer på skærmen, følger jeg ikke med længere. “Fool me once,” som George W Bush engang sagde.
Sæson 1: 5/10★

Sæson 2: 3/10★