30 monedas, sæson 1-2 (2021—)

30 monedas, sæson 1-2 (2021—)

Freden forstyrres i en lille spansk by, da bizarre hændelser med okkulte overtoner begynder at ske: et spædbarn fødes af en ko, en teenager forsvinder under et slaw “ånden i glasset”. Og det hele synes at være forbundet til landsbypræsten, Manuel Vergara.

Seerne og den beslutningslabile borgmester Paco følger den lokale dyrlæge Elena i hendes forsøg på at komme til bunds i et mysterium, der kun griber dybere og videre om sig, jo mere hun afdækker. Inden længe er de tre involverede i en vrængvatikansk jagt efter Judas’ 30 sølvpenge, og den ultimative magt, de åbenbart medfører.

Der er en del kameler, der skal sluges og/eller tvinges gennem plotmæssige nåleøjer for at klare sig gennem første sæson af 30 monedas, eller 30 coins som den hedder på det større streaming-net — men det hele glider ned med lidt overbærenhed, rigelige mængder blod og indvolde, og stemningsfulde natoptagelser, der ville varme Goyas hjerte.

Der hvor det går galt er i de rivende ud- og forviklinger, serien gennemgår fra afsnit til afsnit. Moderne TV-seere er forberedte på visse skarpe sving i høj fart gennem fortællingen, men over første sæsons otte afsnit skifter historien ikke bare gear, men også retning flere gange. Det er svært at forlige sig med, at de første tre episoders “ugens uhyre”-format leder frem til sæsonfinalens okkulte konspirationer. Men der er trods alt en lind strøm af førnævnte blod og indvolde, man kan kure igennem horrorshowet på.

Så vidt den første sæson, som jeg genså i håb om at bedre finde hoved og hale på anden omgang, der udkom for nyligt. Her fortsætter serien omkring sit katolsk funderede tyngdepunkt, men hvor den sataniske konspiration synes at have mistet sit formåls fremdrift, går forfatterne på hugst i det 20. århundredes hængedynd af sammensværgelser og pseudovidenskab.

Det går som man kan forvente, og fartdjævlene in charge mister kontrollen over skrivetøjet. Den egne mytologi om judasmønter bliver først forvrænget, så glemt. Der går lidt Dragonball Z-kampe i mystikernes ellers høflige møder. Figurer driver retningsløst rundt, omend i særligt ét tilfælde i spektakulære omgivelser.

Når man i film og TV ser et spindelvæv af garn, der forbinder fotos, kort og nyhedsartikler, må man som seer holde udkig efter nøgleord, der kan give afkast senere i historien. Her spottede jeg “R’lyeh” og “Daniken” [sic]. Både Lovecraft og von Däniken malkes flittigt undervejs, men desværre er det sidstnævnte, som synes at bære videre til tredje årgang.

Når dén en dag kommer på skærmen, følger jeg ikke med længere. “Fool me once,” som George W Bush engang sagde.
Sæson 1: 5/10★

Sæson 2: 3/10★

4
Ørn Åh podagra, podagra, hvorfor er du, podagra?

4 kommentarer

@allan Mit første møde med Dragonball Z var at slå op på replikken "Din lede lortespand!" – så det er nu min forventning til alt, der sammenlignes med den serie 🙂 Jeg ved dog ikke helt, om det øger eller mindsker mine forventninger til sæson 2 her.

Det eneste jeg associerer med DBZ er hele afsnit, hvor modstandere svæver ubevægelige på en baggrund af eksploderende planeter, med en indre monolog af “Shit! Hans kræfter er på ti bouillarder!”

Indrømmet, jeg fulgte ikke rigtig med i Dragonball, men det var det, jeg blev mindet om i 30 monedas: “Nåeh, så du har én mønt? Men jeg har to!” “Ja, men min far har fire!” 🙄

Overordnet set tror jeg hellere jeg ville give Dragonball Z en ny chance end fortsætte med 30 monedas …

Janus siger:

Der var da ellers lidt kapitalismekritik at finde der – “Du har ret, men jeg har flere mønter!” 🙂

Henning Andersen siger:

At Däniken atter skulle rejse sit hoved – hæsligere end alt folket, som Wied siger om karikaturen på Carl Ewald i “Knagsted” – kommer egentlig ikke bag på mig, al den stund at Marvel Comic Groups “Eternals” er solidt forankret i mandens ideer – samtidig med, at det skulle være et konkurrencedygtigt modsvar til DCs “New Gods”.
Krydsbestøvning i et litterært spektrum er vel okay, men der opstår selvfølgelig det problem, at Dänikens fantasmer blev fremstillet som wissenshaft, hvilket man ikke kan sige om Lovecrafts – hm – pantheon.
Til tider har jeg spurgt mig selv om muligvis Arthur C. Clarke havde lidt Däniken i ascendanten, da han skrev “2001”.
Men iøvrigt kan jeg også godt blive lidt træt af de dér evindelige tavler, med rødt garn viklet om tegnestifter – som selvfølgelig er et visuelt billede på kompleksiteten af problemfeltet, men i analytisk forstand er totalt håbløst. Ingen instans, uanset fagligt felt, arbejder på den måde, hinsides en første skitse, simpelthen fordi tegnestifter og garn må flyttes alt som tiden, undersøgelsen og resultaterne indløber.
Men godt så det ud, da de gik op ad kirkegulvet sammen ….

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.