Invasion, sæson 1-2 (2021-3)

Invasion, sæson 1-2 (2021-3)

TMDb

Her er sådan set ikke noget nyt at rapportere — verden invaderes af rumvæsener, og menneskeheden forsøger at forsvare sin planet mod overmagten. Det er en historie så gammel som… HG Wells’ version, vil jeg tro?

Så det er i fortællemåden, Invasion må skille sig ud, og TV-sæsonens lange format giver god tid til at brede historien ud. Det klæder invasionscenariets skabeloner med lidt ånderum, og plads til de menneskelige dramaer.

Heldigvis er også seriens geografi lidt mere udstrakt end genrens traditionelle USA-fokus, men ikke meget. Det er mere pligtskyldige tilståelser til resten af verden, at dele af første sæson finder sted i Japan (fordi Japan er cool), Storbritannien (som stand-in for hele den Gamle Verden) og Afghanistan (nogen “vi” slås med, set med en udstationeret soldats øjne).

De sidste to fokuspunkter findes i den nordamerikanske land/by-dualitet; træerne vokser ikke ind i himlen.

Figurerne, vores tilbagevendende holdepunkter i det skiftende narrativ, træder kun gradvist frem på baggrund af undtagelsestilstanden. De er tydeligvis skitset op på kun to dimensioner: familie og baggrund. En mor med flygtningbaggrund går i survival mode for at beskytte sine børn. Soldaten, som har gemt sig i Afghanistan for en smertefuld hjemmefront, vender næsen hjem. En kvinde, hvis partner er forsvundet, må knytte sin sorg inde i et patriarki som ikke anerkender lesbiske relationer.

Gennem første sæson afvikles de forskellige historier tålmodigt og med ganske nervepirrende effekt. Ikke før de sidste afsnit overlapper to af de mange spor. Derimod skifter den seneste årgang gear til mere plotøkonomiske, og nogle gange forcerede sammenknytninger af løse ender. Tropperne samles tydeligvis, måske for at skære ned på produktionsomkostninger.

Som invasionsdrama har serien spændt bæltet til det lange, seje træk. Ikke det bedste fra Apple+, men der er plads til at vokse.

6.5/10★

0
A very Charles Bronson Christmas! Linkdump: stille undergange og opdaterede dystopier

Ingen kommentarer

Du har 0 nye beskeder

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.