Jeg kan godt lide Big Dumb Objects – og her snakker jeg ikke (kun) om overvægtige golden retrievere, men snarere science fictions kærlighedsaffære med mystiske objekter af en vis størrelse. Det gode eksempel er (naturligvis) Clarkes “Rendezvous med Rama), der har det hele – megaobjekt af fremmed oprindelse, hvis formål og destination er uvisse, hård sf-tilgang og en god portion sense of wonder. Men mindre kan altså også gøre det.

Heldigvis, kan jeg sige med “The Last Astronaut”, for den er ikke på niveau med Rama – men den gør det.

Til min overraskelse måtte jeg indse, at verden ikke er helt enig i min opfattelse af BDO’er – jeg er ganske enkelt for snævertsynet. Jeg forventer megastrukturer af en sådan beskaffenhed, at deres formål er svært at forstå for mennesker, og som ikke selv gør noget for at kommunikere – men artikler som How Dumb Are Big Dumb Objects? OOO, Science Fiction, and Scale trækker også så velkendte genstande som Ringverden og Monolitten fra 2001 med under definitionen. Hvilket jeg naturligvis opfatter som en personlig fornærmelse – men nok om det: “The Last Astronaut” har en personlig textbook BDO.

Noget stort bevæger sig mod Jorden – muligvis en efterfølger til Oumuamua. Men den følger ikke bare reglerne bevidstløst, faktisk ser det ud til, at den er begyndt at sætte farten ned. Med andre ord: det er kunstigt.

NASA må i al hast genoplive deres rumprogram – det blev mere eller mindre lukket ned en del år tidligere, da den mission til Mars, som Sally Jansson ledede, gik fatalt i vasken, og hun endte i unåde. Siden har deres fokus være på ubemandede mission, hvilket betyder, at Janssen er en af de få mennesker tilbage med de nødvendige kompetencer; hun bringes tilbage i folden for at lede mission til 21, som objektet kaldes.

Snart er både NASA-astronauter og et privat udstyret rumskib fremme og forsøger at forstå det gigantiske objekt, førend det når Jorden. Er det et fjendtligt rumskib? Da de border, bliver de (naturligvis) udsat for et ganske fremmed og uforståeligt miljø, men langsomt arbejdes der op til de indsigter, læseren venter på.

“The Last Astronaut” er nok ret forudsigelig – og til tider mærker man ret tydeligt forfatterens hånd, der konstruerer historien. Men den har klart også sine højdepunkter – som tanken om, hvad der vil ske, hvis et privat firma erhverver sig bjærgningsrettighederne over det fremmede objekt; eller den afsluttende forklaring på 21.

Hvis man har en forkærlighed for BDOer, er det en god lille læseoplevelse – lidt for lang og lidt for rodet, men også grundlæggende en historie med gang i den hele vejen igennem.