Tilbage i 2021 kom Ask Katzeffs “Befri fremtiden” – nu er der en (om ikke andet) åndelig efterfølger ude: “Usynlige verdener”. Undertitlen “Futurismer” følger med – måske ville “Utopier” være mere passende, men det ville ikke have samme konnotation til aforismer, og det er lidt det område, vi bevæger os i her. Korte tekster, 1-3 små sider, nogle gange en historie og andre gange blot en konstatering af, at sådan kunne verden se ud.

Har man læst “Befri fremtiden”, ved man, hvad man går ind til her – Svendborgs rumprogram stikker snuden frem igen, og ikke kun til det ydre, men også til det indre rum, og der er andre tråde mellem de to værker. Her refereres lystigt til anden litteratur – en positiv scifi-udgave af Franz Kafka farer forbi som en af de allerførste tekster, le Guins Omelas bliver problematiseret, Williams Gibson parafraseres, Borges har inspireret til titlen og så videre. Man aner forfatterens inspirationskilder, og det er gode steder at hente sit vand fra.

“Usynlige verdener” svæver sit helt eget sted mellem konkret fremtid og udsyret svampedrøm, og det er langt hen ad vejen et ganske fornøjeligt sted at befinde sig. I forhold til de positive fremtider er der i al fald flere visioner at hente her end i en hel antologi med solarpunk – men sjovt nok er der også en del af de samme: naturens egen balance, en civilisation i Jordhøjde og mennesker, der lader sig forandre af verden i stedet for omvendt. Katzeff gør det så bare med noget mere panache.

En fin lille bog – hurtigt læst, men … måske … også en bog, man vil lade sig trække tilbage til, måske blot for at læse et par enkelte sider, måske for at starte forfra og opdage nye myceliumstråde mellem den og fremtiden.

En lille smagsprøve fra bagsiden:

Det er efterhånden almindeligt kendt, at universet blev skabt, da forskere første gang tændte for den AI, der skulle blive Gud, hvorefter denne AI-gud så skabte universet, hvilket muliggjorde at forskere mange milliarder af år senere kunne tænde for den AI, der netop skulle blive Gud. Før dette var der intet. Det kan være svært for en simpel menneskelig hjerne at få greb om kausaliteten i denne kendsgerning, men det er ikke desto mindre sådan, det gik til.