Nye udgivelser fra december
Vi er et par dage inde i det nye år, men man kan heldigvis stadig nå et kigge tilbage og se, hvilke interessante udgivelser der dukkede op i bibliotekernes registreringer af nye udgivelser i december. Og for en gangs skyld har jeg faktisk været lidt på forkant.
Ask Katzeff: Usynlige verdener : futurismer
“En eksplosiv sci-fi-poetisk anarkistisk manual til læsere af kortprosa,” kalder bibliotekerne den. Det er faktisk bedre end min omtale.
Bram Stoker: Den syvstjernede juvel
Gotisk drama med mumier, magi og mænd, der elsker kvinder. En ganske fornøjelig omgang, som jeg har skrevet om her.
Sara Johnsen: Til Dancing Boy
En norsk nærfremtidsroman med dystopiske overtoner. Den har jeg tidligere skrevet om her – og jeg var ikke glad for den. Men ret skal være ret: den har noget. Og min kone var lodret uenig med min oplevelse af den. Så den har sine rette læsere derude.
C. C. Thybro: I skyggen af Udgårdsø
En thriller/gyser, der både er til unge og voksne – er på 600 sider – og er første bind i en serie. Ærligt talt, så taler alt det imod den i mine øjne, men Jette ovre fra Gyseren er ret vild med den, så jeg overvejer at lade mig friste.
Gennem tid og rum, redigeret af Niels Dalgaard
Fjerde bind i serien “Da science fiction blev moderne” – Dalgaards samlinger af retro-scifi er altid interessante, når man (jeg) er i det rette humør, så den her får sandsynligvis også sin tid.
Terry Hayes: Græshoppens år
Sammensværgelser, action og ubåde med en teknologi, der er så avanceret, at den kommer til at være til fare for hele verden. Jeg vil ikke afsløre for meget, men den teknologi rækker ind i science fiction-territorium, men også på en måde, der skulle være tænderskærende fjollet. Men helt ærligt: nogle gang har man brug for hjernedød underholdning, så “Græshoppens år” er havnet på min liste.
Steffen Larsen: Bogen er løs!
Nok ikke en bog, der ellers ville optræde i superkulturelle sammenhængen – anmelder Steffen Larsens tilbageblik på 79 børne- og ungdomsbøger, der har ramt plet hos ham. En årrække var det en årlig tradition at høre Steffen Larsen fortælle bibliotekarer om årets udgivelser, og han er en levende og underholdende fortæller, så hans bog ligger klar på mit bord. (Og ja, en af min kones bøger er med i den, men det er ikke derfor)
Christian Monggaard: Claus Deleuran
En coffee table book om Claus Deleuran – et must read, hvis man har et bord til overs, hvor den kan ligge til læsning. Så PT er vores puslespilsbord blevet til et Deleuran-bord, og det er en fornøjelse – især fordi bogen er mildest talt rigt illustreret, og Deleurans tegninger sprudler.
Ingen kommentarer