Et af mine bedste nye bekendtskaber sidste år (indenfor litteraturen) var T. Kingfisher – en pseudonym for Ursula Vernon. Under det navn skriver hun hovedsageligt for børn og unge – hendes webcomic “Digger” nåede at udkomme i et par numre af det hedengangne “Comic Party” for en del år tilbage. Under Kingfisher-navnet skriver hun dog mere direkte for voksne, hvilket hun gør med både slagkraft og stil. Jeg har tidligere linket til novellen “The Tomato Thief“.

Kingfisher lader til at have for forkærlighed for at tage udgangspunkt i klassisk horror og genfortælle historierne, hvilket ikke er noget, man skal gøre uden at træde varsomt. I “The Twisted Ones” er det Arthur Machens “The White People”, der kommer igennem kødhakkeren og fremstår som noget helt nyt, mens hun i “What Moves the Dead” angriber Poes “Huset Ushers fald” og giver os historien fra en ny vinkel. Og med flere svampe.

Jeg læste den, cirka samtidig med at Netflix-serien “Fall of the House of Usher” blev hældt på streamingkanalen, og i den konkurrence var det helt klart Kingfisher, der løb af med sejren. Hun giver historien nye dybder, sparer os for Poes værste excesser og balancerer sproget så fint – hvor originalen har sin ene kraftfulde scene, som man huske, er “What Moves the Dead” på en helt anden måde en historie, der kryber under huden. Hun har et skarpt blik for rædslen, der kryber ikke blot gennem græsset, men også gennem sproget. Tror du mig ikke? Så bare spørg Jette “Gyseren” Holst.

Men hvorfor pludselig dette tilbagekig på et bog fra sidste år? Fordi jeg netop har opdaget, at forlaget Falco har “What Moves the Dead” (det var også dem, der stod bag f.eks. Ken Lius “Papirmenageriet”) på deres liste over kommende bøger – “Når de døde rejser sig”, med udgivelse 1. marts. Det er en god start på året.

Jeg vil bruge tiden på at krydse fingre for, at den danske udgave får en lige så effektiv forside som originalen.