De kongelige i SciFi Land
Lige netop i dag føles det relevant at snakke om monarker, konger og kejsere. Så, hvad er der med science fiction og kejserriger? Der er i hvert fald mange galaktiske kejserriger rundt om i scifi land. Er det Azimovs skyld? Sikkert, nu skal det her jo ikke være en historisk gennemgang af hvilken forfatter, der først kom på ideen om Rumkejsere. Nix, det er søndag og det skal gerne være sjovt.
Så hvem er min yndlings rumkejser?
Det er jo svært at sige noget om deres politik, som regel har rumkejsere det med at ville underlægge sig alting. Vi ved ikke noget om kejserrigernes skattetryk, boligpolitik, tanker om uddannelses- eller sundhedsvæsnet. Eller – lige skattetryk plejer at være noget rumkejsere går op i. I hvert fald i provinserne.
Men det man kan sige noget om er stil.
Kejser Palatine er mindre rumkejser og mere evil rumtroldmand. Han er bestemt en badguy ekstraordinære, slem, led og ond. Men stilfuld? Ikke så meget
Lord Vox fra den kendte og elskede tv-film The adventures of Captain Zoom in outer space, kalder sig selv for Emperor of Everything. Det er også en slat. Men stilfuld, nej det kan man ikke rigtig kalde ham.
Kejser Shaddam IV er kejser af det kendte univers – og det er alligevel ret imponerende. En ældre distingveret herre i guld og sort? Det er ret stilfuldt og cool. Hans tronsal er dog ikke speciel stilfuld. Imponerende? Jo tak, men på den der Louis 14/Donald Trump måde. Guld, guld med mere guld.
Det bliver spændende at se hvordan Christopher Walken kommer til at spille ham. Det bliver sikkert mere intenst.
Ming den Nådesløse er kejser på planeten Mongo, og som sådan ikke rumkejser på samme måde som de andre er det. Men stilfuld, oh ja, han er bestemt cool. Ond, led og grusom. Men cool. Især i Max von Sydows skikkelse. Han er så absolut min yndlings rumkejser. En af de få skurke der kan slippe afsted med at sige ting som “Klytus, I’m bored. What plaything can you offer me today?“
5 kommentarer
Jeg synes nok, at embedet som kejser kræver noget … stil. Ligesom lilla er en farve, der kræver sin mand. Så den kære Lord Vox havner altså højt på min personlige liste.
INGEN bærer lilla som Lord Vox! INGEN!
Man skal jo ikke benægte, at en traumatiserende erhvervs- og studie-skade kunne ligge bag visse observationer.
Ikke desto mindre vil jeg lige henlede opmærksomheden på den pragtfulde Kejser Asimov, der troner som frontispice på dette indlæg.
Egentlig troede jeg, at maleriet var begået af Michael Whelan, men nu viser det sig at kunstneren er Rowena Morrill.
Om hende husker jeg især – og der er hér erhvervsskaden sætter ind – at hun et sted er blevet beskrevet som “den kvindelige Boris Vallejo”.
Det er en totalt nedværdigende, urimelig og patriarkalsk karakteristik. Én ting er, at Vallejo har formået at blive decideret kedelig, med årene, mens Morrill er blevet bedre og bedre udi i det håndværk, hun har valgt. En anden ting er, at man sjældent hører om han-forfattere, der skulle være den mandlige pendant til Virginia Woolf, Doris Lessing, Tove Jansson eller Selma Lagerlöf. Af mægtig mange gode grunde, og af præcis de samme grunde. C’mon: – Mary Shelley er ikke “en tidlig” Lovecraft, og James Tiptree jr. er ikke en Corwainer Smith in disguise.
Og så skal jeg ellers nok holde kæft!
Et og andet er der dog sket i ligestillingens land – for “en tidlig Lovecraft” føles som en fornærmelse”, mens “en mandlig pendant til Tove Jansson” var noget, jeg gerne ville læse 🙂
Kandidater til mandlige tove janssonner kunne være whatshisname “The wind in the willows” (på en lidt mere højreorienteret eller ihvertfald borgerlig facon). Alternativt – og kropsligt hjemligt – Ole Lund Kirkegaard, Flemming Quist Møller eller Thomas Winding. Og nu vi har hevet hende frem: – jeg kan på det varmeste anbefale filmen “Tove”, også selvom den ikke fortæller det hele og også lider under en perspektivering, jeg ikke tror jeg er helt enig i.