TMDb

En amerikansk lystsejler hjælper 20-årige Joanie med at flygte fra hendes manipulerende bror, bandelederen King. Da de søger til lands havner de i en eksperimentel militærbase, hvor ni børn holdes isoleret fra omverden.

Fra filmens første minutter bliver vi selvfølgeligt præsenterede for forestillingen om at midaldrende mænd da løber efter unge piger. Allerede næste scene gentager mønsteret af ældre mand – yngre kvinde, næsten demonstrativt. Men hvor usandsynligt det end kan virke, så ér der flere generationstemaer i The damned, som giver det bedagede kønssyn lidt kontekst.

King og hans bande er “Teddy boys”, i dialog nærmest identificeret som manifestationen af civilisationens undergang. Boy howdy, gammelfar — vent et årti eller halvandet til punkerne lander! Og selvfølgelig repræsenterer børnene i det isolerede bunkersystem endnu en generationskløft.

Ved første øjekast virker historiens to spor ret separate: Dels civillivet i det sydengelske, hvor Joans flugt fra King kolliderer med skulptøren Freya, og dels mysteriet omkring de elleveårige og deres handlers. Ikke før sidste akt får de reel betydning for hinanden, og meningen med kombinationen er ikke åbenlys. Derfor mine greb efter tematiske strå ovenfor.

The damned er i sig selv et eksempel på, hvordan “voksne” filmmagere gennem tiden har mislykkedes at repræsentere samtidige ungdomskulturer, men efterhånden som filmen (lidt modstræbende) viser sine kort, giver også Kings antagonisme lidt mere mening, og det giver trods alt Oliver Reed noget at arbejde med.

Til syvende og sidst er filmen et britisk svar på de dystopiske skildringer fra samtidens USA om livet i skyggen af atomtruslen. Ikke uventet er den mindre naiv, men også mere pessimistisk, kynisk og ambivalent.

6/10★