Mad God (2022)
Efter menneskehedens undergang kværner verden videre, og vi følger en gasmaske- samt bowlerklædt rejsende gennem ruinerne, hvor andre livsformer(?) har overtaget og overtolket vores samfund(??). Den rejsendes kort falder fra hinanden lidt efter lidt som han skrider frem, og bliver således kun til et spor af, hvor han har været. Og sådan er det hele vejen igennem.
Hvis man aner lidt usikkerhed fra min side angående filmens mening og indhold, er det fordi hele stop motion-mareridtet udspiller sig uden forståelig dialog; indledningsscenen viser Babelstårnets fald, fulgt af en rigeligt lang tekstpassage fra det gamle testamente, og så bliver seeren ikke holdt i hånden yderligere derfra. Menneskelige sprog er eksploderede indefra, roger out.
Både religions- og mere verdslig samfundskritik gennemsyrer filmens verden; et gigantisk produktionsapparat synes at primært fabrikere obelisker à la Rumrejsen 2001, men det sekundære produkt er endeløse mængder af egen udskiftelig arbejdskraft, som nærmest slapstick-agtigt bliver aflivet som del af samlebåndsarbejdet.
Historien er altså et mysteriespil pakket ind i en gåde, og vi er overladt til at udfritte den overdådigt udførte billedside for svar. Men også den er et modvilligt materiale som ikke alle vil føle sig draget til at grave i, endsige bruge en time og 24 minutter med. Omgivelsernes forfald er en ting, men mængderne af råddenskab, afsondringer, blod og rust indgiver en væmmelse som er lige så taktil som den er intentionel.
Skal vi lege associationslegen er Mad god som hvis Eraserhead var parret med Delicatessen via Walter og Trofast i et særligt nedrigt dystopisk syretrip. Cronenberg må også nikke anerkendende til kropshorroren, men den større sammenhæng virker i sidste ende lidt edgelordy pueril. Her er mange sigende fagter, men ikke så meget sagt. Her er vi som seere måske del af en meningsløs samlebåndsproduktion?
Ikke desto mindre vil jeg nok gense filmen for at bedre fatte hvad der overhovedet foregår — efter altså at have sundet mig et halvt til et helt års tid — og det er mere velvilje end jeg viser decideret dårlige film.
6.5/10★
2 kommentarer
En slags fortsættelse til Pontypool? 🙂
Den lyder overraskende spændende.
@janus Arj, det vil jeg ikke kalde den. Bemærkningen om sproget er bare min headcanon for at knytte Babelstårnet til den dialogløse, men ikke stumme fortælleform."Mad god" har formentlig sit eget ærinde, der ikke er semiotisk som i "Pontypool" — men meget nærmere end i anmeldelsen kommer jeg nok ikke at tyde det ærinde i denne omgang…