Det har regnet meget på det sidste. Bevidstheden om en verden i forandring synes at strømme ned over én og op gennem fodsålerne. Det gjorde “48 timer i Massachusetts-havet” til en lidt deprimerende bog at læse, for hvis der er én ting, som går igen, så er det havene, der stiger og stiger og lader den gamle verden forsvinde.

“48 timer i Massachusetts-havet” er en antologi med 14 science fiction-noveller, som SFC har udgivet, og de er allerede på forsiden betegnet som klimafiktioner. Bag den forside gemmer sig en perlerække af navne, som Kim Stanley Robinson, Lavie Tidhar, Ken Liu og Pat Murphy – det alene burde være nok til at kaste sig over bogen. Men navne er ikke nok … og heldigvis er indholdet også godt.

Det er nærliggende at sammenligne antologien her (fra 2021) med Solarpunk, der udkom sidste år – faktisk er termen hopepunk også nævnt på bagsiden, så der er et ret tydeligt slægtskab. Denne spreder sig dog lidt mere i behandlingen af emnet – historierne foregår både før og efter katastrofen, og flere af dem tager også den mere teknologisk mindede tilgang, som var fraværende i Solarpunk. Men begge har en tendens til at se verden som noget, der fortsætter, på godt og ondt, også selv om det samfund, læseren kender, er gået under.

Men derudover er det nok uretfærdigt at sammenligne de to, for det er genreveteraner, der står for denne omgang.

“48 timer i Massachusetts-havet” hører til på listen over bøger, man skal have fat i, hvis man læser science fiction på dansk – og jeg kunne godt håbe, at den også havde på nogle klimafiktionslister, for det er spændende visioner og gode historier, der præsenteres.

Det er Niels Dalgaard og Lise Andreasen, der har udvalgt historierne, mens Dalgaard har oversat og leveret efterord.