TMDb

Mød planeten Vesta. Her skelnes ikke mellem flora og fauna på nogen måde, vi er vant til efter jordiske forhold: i hængende bælge gror parasitkloner af podede forbipasserende — edderkoppelignende kryb puffer op til tennisbolde, som svæver væk på vinden — geometriske stavformationer bevæger sig rundt langs overfladen uden ydre påvirkning.

Produktionsdesignet i den animerede serie Scavengers reign er intet mindre end uovertruffet. Her er mindelser om tegneren Mœbius i landskaberne, af Dave Cooper i floraen, og en Miyazakisk verdensbygning knytter det hele sammen. Det er lykkedes at skabe et miljø, som ned i makroperspektivet er så fremmedartet, at vi forstår hvorfor de nødstedte aliens (dvs menneskelige hovedpersoner) er i konstant modstrid med den verden de navigerer sig igennem for at genfinde deres skib og mulige overlevende i rumdvale.

I kontrast til omgivelsernes detaljerigdom er de menneskelige figurer nødtørftigt skitsede op, stive og glatte i kropssprog og mimik. De er derfor det mindst indbydende element i historien, men dog vores rejseførere i Vesta — det er i deres færd gennem og møde med den fundamentalt fjendtlige omverden, vi oplever dens mangeart. Men deres forsigtigt metodiske interaktioner med den antager næsten rituel karakter, som vi seere i første afsnit også må afkode.

Vi følger tre separerede sæt overlevende i sæson 1 af serien. Botanikeren Ursula og styrmand Sam, hvoraf sidstnævnte udgør parrets prügelknabe, som pådrager sig den ene fremmede infektion efter den anden; godstekniker Azi og robotten Levi, hvis kredsløb gradvist fyldes og transformeres af Vesta-mos; og endelig genlever Kamen i symbiose med en psykisk manipulerende dræberpanda(!) alle hans voksenlivs fuckups, heriblandt muligvis koloniskibets havari.

Jeg kan hjerteligt anbefale seriens foreløbig ti svipture til planeten Vesta (25 mættede minutter pr afsnit), men må også forholde mig afventende til kommende sæsoner, hvor den snigende gentrificering af nytilflyttede kolonister kan bringe økosystemet ud af balance.

7/10★