Der er forfattere, som har en evne til at ramme ned i mulighedsrum, hvor der er plads – hvor den offentlighedens forestillingsevne måske nok er rykket ind, men ikke har haft tid til at udfolde sig eller (omvendt) har haft virkelighedens trælse kendsgerninger til at indsnævre sig. Et godt eksempel er Michael Crichton, der gerne skrev technothrillere, som udnyttede det og af den grund virkede både besnærende og realistiske (og såede en masse misforståelser).

Paddy Chayefsky ramte lidt af det samme med sin 1978-roman “Døren til fortiden” – omend mulighederne her ikke lå i noget så hårdt som gen- eller nanoteknologi, omvendt kønsdiskrimination eller lignende, men i en blanding af videnskab og mysticisme – og isolationstanke! Det er i al fald sådan, jeg tænker på bogen – eller måske snarere filmen: den vækkede tanken om isolationstanken som en indgang til noget større; og jeg mistænker, at det var nøglen til den succes. Det var så ikke noget, Chayefsky formåede at gentage, for den blev hans eneste roman – og filmatiseringen af den blev en så dårlig oplevelse, at han fik sit navn fjernet fra produktionen. Andre film gik det bedre med – bl.a. Network og den klassiske “mad as hell”-tale.

“Døren til fortiden” stikker lidt ud fra hans andet arbejde inden for film, tv og teater (siger jeg med et overfladisk kendskab). Så hvis man bliver grebet af den, skal man ikke grave dybere i håbet om samme syretrip, som overgår Jessup.

Edward Jessup forsker i skizofreni, hvilket fører til en interesse i bevidsthedstilstande – og i sidste ende en mexicansk stamme, der oplever fælleshallucinationer gennem brugen af et særligt stof. Det stof bringer Jessup med hjem og kombinerer med sine egne erfaringer med isolationstanke og evnen til at “programmere” sig selv. Umiddelbart ikke særligt dramatisk, men det viser sig snart, at det påvirker Jessup mere end blot psykisk, og snart fører hans ambitioner ham ud på kanten af livet.

Jessup er en kold fisk, men formår dog alligevel at blive gift – og “Døren til fortiden” er i høj grad også en historie om, hvordan lærer at forholde sig til andre mennesker. Eller det er, som bagsiden siger, “fortællingen om en mand, der lærer at indse, at kærligheden er den største af alle troshandlinger.” Det virker en smule postuleret, for personbeskrivelsen er måske ikke den tungeste del af romanen – Chayefsky lægger mere vægt på (ganske vellykket, synes jeg) at underbygge den regrediering, som Jessup bliver udsat for, så hele kærlighedsdelen får lidt en følelse af deux ec machina. Med basis i en effektfuld del af klimakset kunne man sige så godt sige, at den er fortællingen om en mand, der lærer at indse, at Lovecraft havde ret. Men det er så bare mig.

“Døren til fortiden” er bogen, man skal læse, hvis man har lyst til en god portion 70er-technobabble og et effektivt nedbrud af den ellers så kolde, logiske tilgang ud i et vildt teoretiserende mulighedsrum. Nåja, og så noget, der i grund og bund føles som en moderne varulvehistorie.