Gods of the Deep (2024)
Forskeren Jim Peters bliver kontaktet af et privat firma, som tilbyder ham at fortsætte de dybhavsstudier, der kostede hans far livet. Men da de vel er helt nede på dybere favne end Marianergraven, viser det sig at der er et andet, tør man sige mere “eldritch” agenda for deres mission end teamet først formodede.
Gods of the deep er en af de film, som kaster nogle meget velkendte formularer sammen med navne plukket fra Lovecrafts noveller, og håber det kan dække over den gudsjammerlige udførelse. Men der er lidt ambition i historien, selv om plakatens Cthulhu hverken lever op til Lovecrafts beskrivelser eller alle de senere visualiseringer af urmonstret. Det forekommer mig at være mindre i retning af et undersøisk fugleskræmsel end vi ser her?
Jeg syntes vel jeg genkendte navnet Charlie Steeds — han har tidligere instrueret Mountains of Madness-klonen Freeze (2022), hvor han ligesom her både har skrevet, instrueret, filmet, og sikkert også smurt madpakker til filmholdet. Steeds råder i en lavbudgetsverden, hvor han med små midler laver lige ved og næsten tolerable Lovecraft-film, med scenografi og skuespil som kun akkurat hænger sammen med spyt og puds.
Det er tydeligt at forbillederne for Steeds’ film er den slags som Brian Yuzna og Stuart Gordon spyttede ud i firserne og halvfemserne — Re-animator, Dagon, From Beyond, osv. Også de var lavet på beskedne budgetter, men med mere interessante resultater end Steeds kan mønstre, og jeg tvivler stærkt på at vi vil se lige så nostalgisk velvilligt tilbage på, eller overhovedet huske Gods of the deep om tredive år.
4/10★
3 kommentarer
Lovecraft-kloner, -pasticher og -moderniseringer kan hurtigt blive noget af en hånd- og mundfuld. Og sjældent udført med nogen større finesse. Det er bare noget med slim og tentakler – ichor bespattering the tesselated floors … – og så er den bre i hus.
Lettere paradoksalt – i forhold til den (min) udmelding – er det derfor, at jeg under en yderst kraftig oprydning i såvel bøger som papirer fandt en novelle …. nåja, fortælling – historie – som jeg må have skrevet da jeg var 18-20 år. Og den har jeg faktisk tænkt mig at divertere Superkulturs læserskare med …. – sandsynligvis som feuilleton i …- hm – 3-4 afsnit, vil jeg tro.
Hvilket man så enten kan frygte eller se frem til, alt efter temperament –
Ohoho, jeg vælger at se frem – med en smule bævende frygt, velvidende hvad jeg selv skrev i den alder 🙂
Alt godt kommer til den der venter 🙂
Jeg tør godt udgive den – så tør du også godt læse den, ikk’sandt 😀