TMDb

Efter Draculas (1931) blodfattige undskyldning for en film behøvede vi et mere kødeligt, sammenhængende take på den udøde adelsmand, og Coppolas tredive år gamle film leverer på alle niveauer.

Den trækker på både historiske, litterære og filmforlæg for at formidle instruktørens kærlighed til filmkunsten gennem en eventyrlig, århundreder lang kærlighedshistorie. Filmen emmer af længsel og begær, så man må lufte ud efter en visning.

Jeg ved jeg kan komme i knibe over den høje karakter, jeg læner imod, når vi senere kommer til Herzog/Kinskis Nosferatu… Men Coppola-varianten er en medrivende, våd feberdrøm af praktiske effekter, Eschersk scenografi, og simrende seksualitet.

Oldmans Dracula er på samme tid campet gammel queer med ét sidste skud i bøssen, og filmens egentlige, Faustiske førsteelsker. Hopkins giver en herlig Van Helsing med dobbelt frikadelle, og Tom Waits den perfekte, nedbrudte Renfield. Og så er der Keanu Reeves…

Reeves har fået hug for sit skuespil, også generelt, men lad os holde os til denne film, hvor hans stive, ubekvemme præstation stritter mod forventningen om, at Jonathan Harker er helten, publikum enten vil være eller knalde — og det sidste er som sagt filmens hovedtema.

Det er hverken Dracula eller Harker, filmen roterer om; de er diametralt modsatte elskere for Mina (Winona Ryder), og her spiller Reeves’ neurotiske duks lige ind i victorianske dyder og høvisk distancering. Harker repræsenterer samfundets forventninger til en ung kvinde, om at bevare sin dyd, og efter den sin ro, fornuft og maske; at blive i sin stand og ikke kny over den røvkedelige handskedukke, hun har giftet sig med.

Dracula nøjes ikke med de faste rammer, han sprænger dem fra starten med et blodigt og brutalt slag; så fornægter han sin gud og forventede levetid, og genfinder endelig sin elskede efter hundreder af år. Harker kan ikke engang spidde en rival verbalt, han undskylder hellere.

Som Van Helsing siger, er det syfilisation mod civilisation — blodigt, lidenskabeligt vanvid kontra undertrykt, systemordnet robotnik. Og dér er Reeves’ præstation lige i øjet, om det så var hans intention eller ej. Hans britiske accent er i al fald til at lukke op og skide i.

Ligesom Dracula|Harker er Mina heller ikke komplet uden sin antitese, Sadie Frosts Lucy, med hendes triumvirat af bejlere. Hun udlever konsekvenserne af en romance med Dracula, et varsel som den splittede Mina ikke ænser.

Mellem den relative trofasthed mod Stokers roman, de filmiske virkemidler og de (ikke overvældende dybe) temaer som et århundredes Dracula-versioner har akkumuleret, er Coppolas og Oldmans Dracula med stor sandsynlighed den mest sexede vampyr på film — uden så meget som skyggen af glitrende teenagere med hundeøjne og mormonmoral.

Ved I hvad, jeg har overbevist mig selv. Det er en nier på den superkulturelle skala!

9/10★