Den forbandelse verulernes anfører havde slynget imod os nagede mig, skønt jeg ikke tror andre tænkte nærmere derover. Hvis nogen eller noget skulle udslette os, så måtte det ske denne nat – og pludseligt huskede jeg noget om dette Hus …. – men ikke helt. Og jeg prøvede at få Kong Hespar i tale, men han var gået til ro og havde forbudt alle adgang til sit telt.

Jeg frygtede noget ondt ville ske, og jeg kunne mærke i min sjæls inderste, at tiden for en vældig katastrofe var nær. Men jeg vidste ikke, hvad jeg skulle gøre. Og jeg gik til mit telt, fuld af tvivl.

Som en slags sikkerhed, beordrede jeg at ingen måtte nærme sig Huset, men hirdmanden grinede blot ad mig: – man havde fundet en brønd bag Huset, og fra den optrukket det klareste og herligste kilde vand, og der voksede de dejligste æbler i abildgården.

Med bævende hjerte søgte jeg mit leje, og skønt syntes mig en umulighed må jeg alligevel være slumret ind, hen under morgenstunden.

Et mægtigt postyr vækkede mig, og en ram, kvalm stank … som af råddent kød, fordærvet fuglevildt, belejrede mit svælg. Og skrig – skrig –

Jeg rejste mig fra mit leje og gik ud –

Det havde regnet i løbet af natten, og støvregnen lavede stadig tågegardiner hvorigennem jeg kunne skimte tågede former af løbende mænd og standarder, der hang som klude på en tørresnor. Men jeg så tydeligt Huset! Og for mit indre blik så jeg nu dette selvsamme Hus som et billede fra en beskrivelse, jeg havde læst for årtusinder siden i Ilnarths bibliotek, langt, langt mod syd, hvor Verdens underdel er dækket af af snestorme og gletchere. En beretning om Huset Ng’Ffatt …

Et simpelt skovhuggerhus i syv fag, med sorte vinduer i andet og sjette, og en dør i det midterste, stråtækt og med en enkelt skorsten, og tilsyneladende helt almindeligt, bortset fra det ene, skræmmende, at Huset ikke var et hus … – men en port!

Og det kunne ses på dørstelerne, hvor dæmoner var skåret i det stenhårde, million-år gamle træ – eller når man forsøgte at se gennem vinduer og kun blev mødt af sit eget spejlbillede … – som i sort obsidian. Og døren var ingen dør, men to fløjpaneler indtil uendeligheden.

Og det var DET Hus, jeg så gennem støvregnen, den morgen, hvor jeg styrtede gennem mudderet i retning af de vedblivende skrig.

Hirdens mænd havde, i nattens tiltagende regn, taget tilflugt under deres begkogte kapper. Men denne morgen var der 30 af dem, som aldrig ville vågne igen – af de mest gruopvækkende årsager –

Jeg nåede frem til den hirdmand, der aftenen før havde leet mig op i mit ansigt, og han var netop i færd med at afdække endnu en kappes forfærdelige indhold. Og hirdmandens ansigt var blegt og jeg vidste, at dette – denne gang – blot var én af mange, han havde set denne forfærdelige morgen.

Sammen fremdrog vi liget af kappens folder.

Manden, der ikke længere var iført harnisk, manglede begge arme. Over stumperne ved skuldrene lå et spindelvævsagtigt netværk af gråt, tågeagtigt materiale, der knitrende truende ved berøring. Han var blevet flænset fra hals til skridt, og bag ribbenenes blodige kurv var der ingen indvolde at se. Skridtet var raseret og bestod blot af et besynderligt ublodigt hul, således at man kunne se direkte fra brystkassen ud til hans spindelvævsdækkede lår. Fødderne var væk og benene lå som var knoglerne af brusk.

Men det værste var ansigtet! Det var en underskøn kvindes! En underskøn kvinde, der aldrig havde haft øjne. Munden: – så rolig i døden, og en smal næse, høje kindben og en hvid hvælvet pande. Men hvor øjnene skulle have været, var der blank, spændt hud.

Om muligt blev hirdmanden endnu blegere – ligefrem blå. Men jeg puffede ham videre til næste bylt, der ikke havde bevæget sig de sidste minutter. Atter pakkede vi den rene rædsel ud:

Som den forrige var manden blevet hulet ud, men hans arme og ben var stadig på plads. Blot var de nu et barns. Et barns lemmer på en voksen krop, og igen var ansigtet det værste. For ud af hver åbning fægtede klynger af de samme tråde, man sér hos gopler i havet – glasagtige fangarme med orange og grønne giftige nældeceller … og de bevægede sig –

Vi trak os tilbage.

Den næste vi rullede ud, var uden arme, ben og hoved, og hele kroppen var indhyllet i spindelvævet, som et insekts kokon.

Den næste igen var kun arme og ben, der på besynderlig vis var vokset sammen om et centrum, og da vi pakkede dette ud, begyndte det at at sparke og slå om sig og væltede snart rundt i pløret som en amputeret edderkop.

Hirdmanden måtte hugge otte gange med sit bredsværd før uhyrligheden lå stille.

Og der var andre. Både værre og bedre, men alle døde eller døende, og ofte var der tilstedeværelsen af dette besynderlige spindelvævsagtige net, der strakte sig ud over kroppene, nærmest som noget der var vokset op – indefra …

Så vi vendte os mod de sted, hvor skrigene kom fra, og fandt endelig en bylt, der ikke var blotlagt. Og den bevægede sig.

Hirdmanden og jeg vekslede blikke, og endelig bed han tænderne sammen, greb hårdere om sit sværd og mumlede: – for Skalmeria! For den rette Konge! Og trak kappen af bylten, så vi kunne se –

Det!

Et gråt spædbarn – eller en kokon til et spædbarn … – nej! Et spædbarn, der var overgroet med spindelvæv. Men i stedet for et hoved, var der blot en hvid kugle med nogle få stride hår på akavede steder, samt en mægtig mund med flade hestetænder og en blålig, flad tunge, som på nogle af de hunde, jeg har set langt mod øst. Ingen øjne, ingen næse – heller ikke øren; kun denne skrigende mund!

Til den dag idag skal jeg ikke kunne sige, hvem der tog beslutningen om at hylle “barnet” i kappen, skønt det stadig skreg smerteligt fra sit kæmpemæssige kuglehoved uden ansigt, og bar det ind i mit telt, hvor vi lagde det på min køje.

Da satte jeg mig og græd – og bag mig hørte jeg hirdmandens undertrykte hulk. Så dette var verulernes forbandelse. Huset Ng’Ffatt. Porten til stjernernes dyb – Helvedes stjerner! Flere Nemedianske Helveders udgang til menneskenes Verden! Det skreg i min hjerne: – alt dette burde jeg have vidst – alt dette burde jeg have gættet, for så lang tid siden –

Skrigene fortsatte. Jeg begyndte at skubbe rytmisk til mit sengeleje – frem, tilbage – og skønt væsenet i bylten måtte være én stor klump af smerte, hørte skrigene gradvist op.

Jeg vendte mig mod hirdmanden og spurgte ham, om han nu var parat til at høre på mig, og han nikkede. Og jeg sagde til ham, at det ikke ville høre op! Det ville fortsætte! Og det første vi måtte gøre var, at brænde alle ligene! Og selvfølgelig spurgte han – med tårerne som sneglespor ned over kinderne: – “hvorfor?”

– Ligesom jeg sikkert må forklare dig, Samrain, måtte jeg forklare det til ham!

For jeg er Kvorning og jeg er Wrenning! Jeg er Trewling og Uilinn og Hynther og mange, mange flere og andre – og jeg er troldmand! Og ved du hvad det er? For jeg er ikke noget menneske, skønt det er den form jeg foretrækker, og fordi det kun kan være mennesker, der har brug for mig! Jeg er ingen gud, men jeg står midtvejs mellem guder og mennesker! Og jeg tilhører en race, der var gammel da denne verden var ung! Vi er fra et helt andet sted – vi er troldmænd!

Og vi er her på grund af noget andet! Noget meget anderledes andet. Det virkeligt Onde. Det Onde! Ikke den lille ondskab, der ligger i at undertvinge Presu eller Gremark, som vi nys har gjort … på bestialsk vis. Ikke den ondskab, der får Kejseren, Sorte Chur, til at at indgå kræmmeragtige pagter til egen fordel, og heller ikke den ondskab, der springer af kærlighedens visnen, og får mænd til at slå deres hustruer. Ikke engang den ondskab, der fik verulernes begrædelige modbydelighed mod os alle, der ikke er af deres slægt eller herkomst, komme ind i vores Verden.

Nej!

Den Store Ondskab, som er den lille ondskabs tipoldefar, og som vitterligt findes og giver liv til alt det andet – det er dén ondskab troldmændene er her for at bekæmpe, og med tiden har vi lært, at vi kun kan bekæmpe den ved, at tilegne os den. Lidt efter lidt! For Ondskab er beregnelighed – Ondskab er selvtilstrækkelighed, og uden Huset Ng’Ffatt ville der ingen jævnbyrdighed være.

– Det er Porten! Og nu er den åben …

Sådan fortalte jeg det til hirdmanden, mens skrigene fra mit leje atter tog til. Og han spurgte hvad jeg da påtænkte om bylte på mit leje, og jeg sagde ham, at lidt udspørgen før en befriende død næppe kunne skade. Og hirdmanden forlod mit telt, hvorefter jeg beroligede kokonen med den skrigende mund, og da den var helt rolig og smaskede lidt grønligt skum af sine blege læber, bankede jeg enkelte slag på dens lille brystkasse til den blev ganske stiv. Og da den atter slappede af og blev blød som en gople, fodrede jeg den med lidt brød opblødt i mælk og dens ansigtsløse ansigt slikkede sig selv med en lang blå tunge.

Igen bankede jeg et tegn på dens spædbarnsbryst, og det kugleformede, let behårede hoved nikkede og åbnede hestemunden. Og så begyndte den at tale:

– Si’intaquelia … Orgoth, Orgoth … NgGratt, Ry-Lie, Nfath … Mægtige Hersker, Sogoth, det krybende Kaos … Orgoth, rædselsvækkende Fyrste, Sod-Harneth, Verdensmørket, der kom ned fra Stjernerne, Nw’Darleth, Den Ældste, Den Ældste …

Og da denne ruin af et menneske havde udstødt disse ord, vidste jeg at vi var på randen af et slag vi ikke kunne vinde. Vi stod overfor det som verulerne havde manet frem fra det glemslens mørke, det aldrig skulle have haft mulighed for eller hjælp til at undslippe. Men hvorledes var det sket, at verulerne – eller hvilken mager eller kogler, der end havde bistået dem – havde været overbevist om at de gjorde det sande, men ikke blot spillede Ondskabens spil? Havde de virkeligt gravet så dybt i Ilnarths ruiner, hist mod syd, hvor snestormen kan fryse et menneske ihjel på få minutter, havde de gravet dér, blot for at finde beretninger jeg engang, for længe, længe siden begravede i bibliotekets katakomber?

Det må de have gjort! Uden at tænke på følgerne! For havde jeg ret – virkelig ret – og menneske-kokonens pibende, raslende messen lod mig ane at jeg havde gættet den rette sammenhæng, så var det ikke blot vor tusindtallige skare, der var dømt … men hele Verden.