– Eller på mere terrængående dansk: Nøgleroman, har undertiden været en yndet og udpræget sport, når den ene eller anden forfatter eller skribent lige følte et uforskammet behov for at udlevere en anden ditto, men ikke skulle have noget i klemme i forhold til injurie-lovgivningen. Ligeledes har formen, grebet, været anvendt indenfor den ikke særligt veldefinerede “genre” BekendelsesLitteratur (“Fløde 2”, “Andre Måder”, “Spinatfugle” m.fl.)

Alt i alt drejer øvelsen sig om, at man udstiller fjender, modstandere, konkurrenter, tidligere elskere eller andre, i det lys man godt selv vil se dem i – uden navns nævnelse, idet de indgår i en fiktiv “setting”, under fiktive navne. Og det kan gøres og fremstå som mere eller mindre ædende ondt og i skarp sovs, eller kærligt overbærende, hvis man blot betragter de udstillede som fjolser. Og så kan det naturligvis få sin berettigelse, dersom der foreligger en statslig sanktioneret censur (eller spørgsmålet om majestætsfornærmelse – hvadenten forskellen nu måtte være).

Afhængigt af hvor interesseret eller velbevandret man er i de litterære og amorøse forviklinger og skærmydsler, i begyndelsen af det tyvende århundrede, er det således temmelig tydeligt, at to figurer fra henholdsvis:

OG:

er parodierede (parodierende?) udgaver af Gustav Wieds bekendtskabskreds. Der er henholdsvis talende om “Henri d Madsen”, der med sin manierede proklamation af sit eget digt “Fugleedderkoppen”, ganske tydeligt er et portræt af Herman Bang.

Mere ædende ondt er portrættet af “hurtigdigteren Rasmus Vridsløse” i romanen “Knagsted”:

” […] hans ildrøde hårkam lyste i solen […] Han smilede bredt og viste sine tobaksbrune tandstumper. De lange, knoglede ben havde han bøjet op under hagen og krydset armene omkring knæene … han lignede en Helhest til paterregymnastik.”

(I den udgave jeg har af “Knagsted” findes der en tegning, begået af Arne Ungerman, men den kunne jeg ikke finde på nettet. Men ihvertfald:)

Dette er Carl Ewald, der bejlede til (og bollede med) Agnes Henningsen i skarp konkurrence med Gustav Wied – til en sådan effekt (i hh. til Poul Hammerich) at det vist kom som et chok for Paul Henningsen, at han var søn af Ewald; han havde vidst håbet på Wied.

“Changement!” som de råber i “Svend Knud & Valdemar” – som kan ses hér

Ret tidligt i min (litterære) opvækst blev jeg (af mine forældre) gjort opmærksom på, at “Hans Scherfig skrev Nøgleromaner”. Hvilket jeg – af aldersmæssige årsager – nok havde det lidt svært med, at sætte mig ind i – men okay: – jeg fik da læst “Den Døde Mand” og “Det Forsømte Forår”, længe før disse kom på programmet i forhold til skolens og gymnasiets “pensum”. Så jeg var vel en smule rustet til de åndssvage dansk-opgaver, man kunne blive udsat for (“Hvad er digtets hensigt med at introducere den kønsspecifikke beklædningsgenstand “bukkeskindsstøvler” i 2. strofe, tredje vers?” … “digtets hensigt”??? Er det muligt? Nå – op i røven!)

Med (ti)års mellemrum vender jeg tilbage til Scherfigs romaner – muligvis under indflydelse af en tidlig prægning – og kan se flere og flere konnexions i forhold til en historisk kontekst. Og nogle af disse indeholder så sandelig da også knapt dulgte henvisninger til mere eller mindre misliebige personer og hændelser fra tiden op til, under og efter 2. Verdenskrig. Og skulle man være i tvivl kan man samlæse med Carl Madsens “dokumentarismer”: – “Den Gode Læge”, “Proces Mod Politiet” m.fl.

Tvivl er mulig, men lidet overbevisende. Læs lige den sætning én gang til …

Lige i øjeblikket læser jeg – ja, som “godnat og sov godt”-læsning – Scherfigs “Idealister”, som er en vældig beretning om mellemkrigstidens fundamentalistiske tro på en “større/højere” mening med alting, i de kredse der anså sig selv som fortroppen for en ny bevidstgørelse “af de umælende masser”.

Ret tidligt i romanen støder jeg på følgende (længere) passus:

“Carl Christian Skjern-Svendsen var født i Thy i 1877 […] Som ungt menneske tog han vandringsstaven i hånden og drog ud i den vide verden […] Det var en afvekslende og bevæget liv. Men Carl Christian deltog aldrig i de omrejsende handelsmænds rå færd. I hele sit liv har C.C. Skjern-Svendsen aldrig smagt brændevin […] De småpenge, han tjente ved sin handel, gemte han i en gammel æske, og når æsken var fuld, blev pengene sat i sparekassen […] I 1898 kunne han åbne sin egen forretning i en sjællandsk provinsby. Det var en lille beskeden butik, hvor husmødrene kunne købe deres kantebånd og bændler, og de solide klokker af af ægte jydsk uld. Den lille butik voksede, og snart måtte der åbnes en filial i en anden by […] Snart erhvervede han Præstø Klædefabrik, som han senere udbyggede og udvidede. Trikotagefabrikken i Store-Heddinge og Køge, knapfabrikken i Vordingborg. Og samtidig grundlagde han textilbanken, hvis direktør han var i en årrække. Han var medstifter af Præstø Lånekasse, Sydsjællandske Kreditforening og en række provinsbanker” Og så videre (ss. 17-18, 5. udgave, Gyldendals Tranebøger)

Der er jo ingen grund til at tro, at Lise Nørgaard IKKE skulle have læst Scherfig. Så måske er “Korsbæk” – for såvidt amalgamet skulle være KORsør/holBÆK, i virkeligheden Præstø(?).

Hertil kommer, at i “Idealister” har “C.C. Skjern-Svendsen” bygget sig et mausoleum, som et simulacrum af en bronzealdergravhøj. Og der er faktisk en sydsjællandsk godsejer, der har bygget sådan et, proppet med alt muligt pissedyrt komflitterstads, og jeg mener med bestemthed at Erik Kjersgaard kommer rundt om den mærkværdighed i sin Danmarkshistorie.

Og hvor vil jeg så hen med det? Egentlig vil jeg ikke andet end påpege, at uanset “roman á clef” er alle litterære udsagn bundet i og af deres tid, og afspejler forfatterens indstilling til disse forhold.

Men er der noget nyt i det? Sikkert ikke – men det bør gentages, ihvertfald en gang, hvert tiende år!